Færøsk Kirketidende - 01.08.1903, Blaðsíða 2

Udtryk. Gudsdyrkelsens ydre Form, ja,
den stod i Blomst; de forskellige Højtider
blev punktlig-.og festlig iagttagne, Sab-
baten helllghojdtes og Ofre blev der bragt
i Mængde, baade Slagtofre og Brændofre.
Men ikke des mindre udbryder Profeten
paa Herrens Vegne: »Hvad skal jeg dog
med Eders mange Slagtofre ; jeg har faaet
nok af Vædderbrændofre — til Tyres og
l ams og Bukkés Blod har jeg ikke Lyst
. . . Hjærtelig hader jeg Eders Nymaaner
og Højtider . . .« og for at vise. hvorledes
en sand Gudsdyrkelse bør være, tilføjer
han: »hør op med at handle ondt. lær at
handle vel, læg Vind paa, hvad Ret er.
Hjælp den Fortrykte, skaf den Forældre-
løse Ret. strid for Enkens Sag«. Det
hele giver Billedet af en almindelig For-
dærvelse og Udmarvelse. Ogsaa udadtil
var Tilstanden meget slet. De to Smaa-
riger havde ofte ligget i Haarene paa hin-
anden,-og derved yderligere udmarvet hin-
anden. Men navnlig havde det nordlige
Israels Rige lidt meget ved de gennem
lange Tider førte ødelæggende Kampe
med det syriske (damascenske) Rige. dets
Nabo mod Nord. Men saa begyndte der
at trække et vældigt Uvejr op! Langt
inde i Asien var et mægtigt Rige begyndt
at vokse sig op til en mægtig Kolos, der
traadte alt under Fødder — det assyriske
Rige! Det var efterhaanden vokset op til
at blive en Verdensmagt, der truede alle
de omboende Folkeslag med Død og
Undergang. Til disse hørte nu ogsaa Is-
raels to Smaastater, og for dem maatte nu
Spørgsmaalet om at være eller ikke være
snart blive et brændende Spørgsmaal.
Under disse fortvivlede Forhold er det,
at Profeten Jesajas træder op og griber
ind med sin stærke Haand. Det var for
Resten i disse trange Tider, at der dan-
nedes en hel profetisk Skole af ædle og
troende Mænd, der under det almindelige
Forfald samlede sig i fælles Tro og fælles
Arbejde.
Det var Kong Akas, der var Konge
i Juda den Gang, da Jesajas talte hine
Ord, jeg har valgt til Tekst. Overfor et
truende fjendtligt Angreb stod Akas i Færd
med at forsvare sig ved at gøre et skæbne-
svangert politisk Skridt. De to gamle
Arvefjender, det nordlige Israels Rige og
dets Nabo det syriske Rige havde ind-
gaaet et Forbund, vel i den Hensigt i
Fællesskab at møde Assyriens kommende
Angreb; og nu drog de syd paa mod Juda
for at tvinge det til ogsaa at indgaa i
Forbundet. Dette synes for menneskelige
Øjne en klog og forstandig Politik. Men
Jesajas, der med et i Sandhed kongelig
overskuende Blik betragter Udviklingen i
alle de Lande, der var inddragne i det
store historiske Skuespil, samtidig med at
de mest foyviklede Forhold blev gennem-
sigtige for hans profetiske Blik med dets
underfulde Klarhed og Enfold, han ser
straks Betydningsløsheden og den indre
Tomhed af dette Forbund og ønsker ikke
Juda draget med derind. Men da Akas
paa den anden Side bliver saa forfærdet
over Israels og Syriens Fremrykning, at
han i sin Vaande tænker paa at tilkalde
til Hjælp selve Assyrien. den store Fare,
da ruster Jesajas sig til Ordets og Aan-
dens Modstand. og med Højhed og truende
Alvor ivrer han med den yde^ste Anspæn-
delse af al sin Kraft imod den lidettroende
Kong Akas’s ødelæggende Politik, og
hans Advarsler samler sig saa til sidst i
Ordene: „Hvis / ikke have Tro, skulle I
miste Bo".
1 ad os se, hvad det var for Hoved-
stemninger i Folket, som han mødte, da
han udtalte disse Ord, og som han vilde
til Livs dermed.
Først mødte han et vist stortalende og
taaheligt Hovmod, hos Folk, der pukkede
paa en død Rettroenhed og saa for øvrigt
lod fem være lige. Vi have Herren fil
Gud, hvad skal vi ræddes for andre Folk,
der kun dyrke Afguder; vi er Herrens ud-
valgte Folk. hvad skal vi være bange for;
naar Herren er vor Gud, saa kan vi ikke
forgaa, vi som er Abrahams udvalgte Slægt.
Men de glemte, at Herren kun var deres
Gud, saa længe de var hans Folk, at Gud
kunde opvække Abraham Børn af de Stene,
de traadte paa.
Men saa mødte han ogsaa en anden
Strømning i Folket, og den synes at have
været den stærkeste: det var den gennem-
førte ogforkomme Aandløshed .Materialisme,
som det kaldes med et fremmed Ord, Folk,
der henlevede deres 1 iv i den sløveste
ligegyldighed for alle aandelige Spørgs-
maal. Folk. som heller ikke øjnede den
Fare, der hang dem over Hovedet, idet de
brød sig fejl om Fædrelandets Vel og Sam-
fundets Gavn, men kun tænkte paa deres
egen Æden og Drikken. Vi har jo alle-
rede set, hvor fordærvede de øverste Lag
var, hvor raa og forkomne de nedre Lag.
Men saa var der ogsaa en tredje
Strømning indenfor Folket, Profeten maatte
bryde sin I.anse med, og det var den, Kong
Akas var et Udtryk for. Her har vi den
Del af Folket, paa sin Vis den mest vakte
Del af Folket, der, naar den faar Øje paa
en Fare, der truer Landet, saa ogsaa tager
sine Forholdsregler derimod, træffer alle-
haande politiske Forholdsregler derimod,
paa samme Vis som vi i vore Dage ser
de forskellige Stater i Verden gøre for-
skellige politiske Træk og Modtræk over-
for hinanden som Spillere, der sidder ved
et Tavlbord og prøver Kiæfter imod hin-
anden, hvor man mener, at den, der tæn-