Færøsk Kirketidende - 01.10.1903, Blaðsíða 3

3
glemme: at »sent det gaar; som Hjertet
sidder. Hjertet slaar«. Det første, vi maa
frigøres for, er Trællesindet, Frygten og
den onde Samvittighed. Herren blev hen-
givet i Døden til en Forsoning for vore
■Synder, for at hver den. som tror paa
ham, skal have Syndernes Forladelse. I
Daaben har Herren skænket os denne
Syndernes Forladelse, for at vi ikke skulle
leve vort 1 iv i Frygt rrjjen i barnlig Tillid
°g Frimodighed. Derfor gælder det om,
at vi i Tro tilegne os denne Guds Naade-
fifave: Syndernes Forladelse, saa at vi som
gældfri og skyldfri Mennesker kunne løfte
vore Øjne til Gud, og som Børn i tillids-
fuld og frimodig Bøn gaa til ham som vor
hader i Himlene. Og efterhaanden som
Vl lære at lægtre mere og mere i Guds
haderhaand. frigøres vi ogsaa mere og
mere fra de mange timelige Bekymringer,
her kan lægge sig saa knugende og tyn-
gende over Menneskelivet, og \?i kunne da
fe h remtiden imøde med Fortrøstning og
| Haab om, at »han som har hjulpet hid-
’ndtil, han hjælper nok herefter«.
Dette er Begyndelsen til Guds Børns
frihed — men ogsaa kun Begyndelsen.
Vi maa ikke blot befries fra Trællesindet,
Tien ogsaa fra Synden selv. Vi kan ikke
blive staaende ved Glæden over Syndernes
forladelse, men vi maa frem ad Hellig-
gørelsens Vej, saa Synden ikke mere her-
sker over os. Naar du for Alvor har til-
egnet dig dine Synders Forladelse og saa-
edes er ble ven greben af din Frelser, saa
Fjas du nødvendig vokse i Afsky og helligt
hf ad til Synden, den onde Magt, som vil
skille dig fra din Gud og Frelser. Men
naar du i Kamp med din syndige Natur
°lder fast ved Herren og hans Naades-
®r<f, da vil hans syndsfortærende og synds-
j°.rdrivende Kraft ledes ind i dit Hjerte og
-lv, og tillige vil hans elskelige Natur,
. ans hellige Tankegang og Hjertelag ledes
t i dine Aarer. saa at du mere og mere
til ri6S ^0r Syndens onde Lyst, kommer
eft ^Tke renere og leve dit Liv fuldere
O Sr. Guds Vilje og til hans Velbehag,
hav V* en<^ en(fnu langt tilbage fra at
Fr T ^'nc^ °g Hjertelag tilfælles med vor
f 6 ser’ saa gaar det dog Gud ske Lov I
Ttacl mod dette lyse Maal, og det hører
e til de Kristnes Herlighedshaab, at vi
ikk Tan^ skal naa til fuld Syndfrihed, saa
I vGt 6n Gang Muligheden til en syndig
skal kunne opstaa i vort Hjerte. —
p f-ndelig staar tilbage Frigørelse fra
^tænkelighedens Trældo7n. Her kunde
s synes, som der ingen Fremgang er at
lio°re’ Saa san<ht som Sygdom og Død
ge saa fuldt rammer troende Mennesker
in andre. Dog, er det ikke Tegn paa
an ?Tlse’ at troende Mennesker ganske
erledes forstaa at bære Forkrænkelig-
hedens Byrde end de ikketroende? Hvor
mange Guds Børn har ikke afgivet ly-
sende Eksempler paa Taalmodighed og
Gudhenyivenhed under det lange og
smertefulde Sygeleje. Ingen Knurren, ingen
Klage, men ydmyg Bøn: ske din Vilje
Fader! Og saa Døden. For et troende
Menneske er Døden ikke mere den mørke
Mur, der spærrer for al Udsigt til Landet
derbagved, men den er bleven en Rude,
gennem hvilken han kan se Evighedens
de lyse Egne. der hvor Herren har beredt
Bolig for alle sine. For den troende er
Frygten for Døden inderst inde overvundet
og har givet Plads fot I.ængsel efter at
være hjemme hos Herren. —
Det sidste Led i Frigørelsesværket er
Legemets Forløsning. Den vil indtræde
med Kødets Opstandelse paa den store
Paaskemorgen. Da skal alle Herrens
Venner vorde ligedannede med ham paa
1 egerne, Sjæl og Aand og gaa ind i
Faderhuset paa de evige Høje for at se
Gud, som han er. Ja da er Forløsnings-
værket tilende, da er Kristi Gerning med
os fuldbragt, og vi ere naaede til Guds
Børns fuldkomne og herlige Frihed. —
Saa lad det da være vor uvisnelige
Trøst under al vor Strid og Kamp her-
nede, at hvor meget vi end maa blive ved
at savne og sukke over hernede, et slaar
dog ikke fejl: at der er en evig og salig
Verden heroventil, hvor alle de. som af
Hjertet have troet paa Jesus, skal vinde
Guds Børns herlige Frihed. Med dette for
Øje kan et Guds Barn midt i Striden
synge:
Fri fra Sorgen, fri fra Nøden,
fri fra Synden, fri fra Døden!
o! hvor jeg vil være glad
i den gyldne Englestad.
J. F.
* Missionen.
V. Reformationstiden — ingen Missionstid.
Som tidligeje nævnt, havde Reforma-
torerne al deres Kraft behov til Gennem-
førelse af Kirkens Rensning og Fornyelse,
saa de alene af den Grund maatte lade
alt Arbejde for Missionen hvile, men man
maa endvidere sige baade om Luther og
alle de andre reformatoriske Førere, at de
manglede Syn for Missionsgerningen. Ofte
er de store Mænd, der har udrettet noget
i Verden, forunderlig ensidige; de har lige-
som kun Øje for én Ting, den nemlig, som
blev deres Livsopgave, hvorfor de netop
Fliver i Stand til at samle alle deres Kræf-
ter om denne ene Ting, hvorimod andre