Færøsk Kirketidende - 01.10.1903, Blaðsíða 4

4
Mennesker spreder deres Kræfter paa saa
mangt og meget, og derfor i Virkeligheden
udretter lidet eller intet.
Den herskende Tankegang indenfor
den lutherske Kirke, var i lange Tider
den, at det tilkom den verdslige Øvrighed,
som ved Krigens Ret havde bragt ukriste-
lige Folk under sit Herredømme, at fremme
den sande Gudstjeneste, bygge Kirker og
ansætte Præster, for at den sande Kund-
skab om Gud kunde forplantes alle Vegne.
Enkelte Røster hævede sig dog imod
denne Opgivelse af Missionstanken saa-
ledes f. Eks. den østetrigske Friherre Ju-
stinianus, som endog foreslog Dannelsen
af et Missionsselskab, men hans Tanker
blev mødt med den kraftigste Modstand
indenfor de ledende Kredse i Kirken:
»Hvis man virkelig med Udsigt skulde
prædike for Hedningerne, maa de for det
første ikke være vilde Mennesker, som
intet menneskeligt har ved sig; for det
andet maa de ikke være grusomme og
tyranniske, saa de ikke tillader nogen
fremmed at bo iblandt sig; for det tredje
maa de heller ikke være halsstarrige. Spot-
tere og Forfølgere af den kristne Religion,
som deres Forfædre har mistet ved deres
afskyelige Utaknemmelighed. Saadanne
Hunde og Svin skal man ikke kaste Guds
Helligdom for«.
Justinianus lod det ikke mangle paa
Svar paa denne Tiltale; men hans Raab
lød for døve Øren, saa drog han selv ud
blandt Hedningerne, hvor han snart fandt
Døden 1668. »Hvo som mister sit Liv for
min Skyld, skal finde det« (Matth. 16, 25);
i den Mands Aarer flød det Blod, der var
i Slægt med hans Blod. der gav sit l iv
hen for os!
Og den bekendte Kristian Schriver
siger i sin »Sjæleskat« : Naar Sjælen læser,
at kun en Sjettedel af Jordens Kreds —
saa vidt man kender den — er beboet af
kristne, saa bruser Hjertet, Taarerne sti-
ger op i Øjnene, og den ønsker at have
en Stemme, som kunde lyde gennem alle
Verdensdele, forkynde den treenige Gud
og Jesus Kristus, den korsfæstede, alle
Vegne. Og kan den ikke gøre mere, saa
beder den med stor Iver og Andagt for
de vantro Hedninger, Jøder, Tyrker og
Tartarer, at Gud vil forbarme sig over
dem. Den holder ved med Tryglen og
Beden, at Herren efter sin store Kærlig-
hed vil opvække Lærere og Apostle, ud-
ruste dem med Aand, Kraft og Gaver og
sende dem til de vantro.« Det er Ilden,
der ulmer i det skjulte, den Kærlighedens
Ild, hvis Flammer maa slaa ud og om-
spænde Verden i Syd og Nord, i Øst og
Vest. Ja Kærlighedens Ild! Vi kender
nok Fanatismens Ild, som intet skaaner —
men Kærlighedens milde, varme Ild er
vidt forskellig herfra; »Kærligheden søger
ikke sit eget, forbitres ikke, bærer ikke
Nag« — besjælede af den Kærlighed drog
Mennesker ud blandt Hedninger, ud blandt
deres forvildede Brødre og Søstre. Om
en og anden af disse skal vi snart høre;
maatte vi saa ogsaa faa Lyst til at ligne
dem! Maatte vi dog faa Kærlighed til
Herrens Sag!
»O Jesus, lad mig saa
din Kærlighed forstaa,
at hvad jeg foretager
af Kærligheden smager,
og alt mit 1 ,iv maa være
din Kærlighed til Ære!
Fra Santhalmissionen.
»Sorrig og Glæde de vandre til Hobe«,
saaledes synger vi i Kingos gamle Kærne-
salme, og Sandheden heraf bekræfter sig
for os hver eneste Dag i Livet og paa
alle Omraader. Ogsaa paa Missionens!
For knapt et Aar siden var der Glæde i
Danmarks Missionskredse: En ung I.æge
og en ung Præst drog med deres Hustruer
til vSanthalistan for at føre det Arbejde
frem, som dér var begyndt af Børresen
og Skrefsrud, men ved den førstes Død
nu kun lededes af Skrefsrud og Fru Bør-
resen, hvis Arbejdsdag jo nu er ved at
hælde.
Glæden er nu skiftet om til Sorg; den
unge Lægemissionær, til hvem man havde
knyttet saa store Forventninger, er vendt
tilbage med sin syge Hustru; med Sorg,
men dog med usvigelig Tillid til Herrens
Sag, maa vi bøje vore Hoveder og sige:
O Gud, hvor uransagelige er dine Domme,
hvor usporlige dine Veje!
Nedenfor gengive vi et Brev fra Læge-
missionæren og hans Hustru, samt et Ord
af .Skrefsrud i samme Anledning.
P. t. Calcutta, ii).—-7.—03. — Kære
Venner af Santhalmissionen!
Det er med tungt Hjærte, jeg denne
Gang sætter mig til at skrive, fordi det,
jeg har at meddele, er meget sørgeligt og
paa én Gang har tilintetgjort alt det, som
min Hustru og jeg har set frem til med
saa stor Glæde. —
Som en Del Venner vil vide, har min
Hustru af og til været meget syg her i
Indien af den Hjærtesygdom, hun har haft
i mange Aar, og som har udviklet sig i
en foruroligende Grad i de faa Maaneder,