Føroya kunngerðasavn A og B - 07.10.1963, Side 35

215
6 kemur á annan enn tí
ákærđa, eisini hann skal hava
tilsøgn við varsil eftir § 174
í rættargangslógini sum til
vitnis í straffmálum til hvønn
rættarfund (smbr. tó § 166 í
rættargangslógini). Tey hava
rætt tíl — kann vera eftir at
rætturin hevur givið teim loyvi
uttantings at gera seg kimn
við tað, sum fyriliggur í mál-
inum — eftir til tess at hava
sett fram krav til rættarbók-
ina at leggja uppí sakina og
fáa tá partsrættindir í spurn-
inginum um endurgjalđið. Um
so er, at tey leggja ikki uppí
sum partur, er avgerð í spurn-
inginum um endurgjalđ bæði
sum sátt ella í dómi bindariđi
fyri tey.
stk. 3. Tá ið endurgjaldsspurn-
ingurin kemur til avgerðar
undir sakini, kann rætturin
eftir reglunum í kapitul 30 í
rættargangslógini áleggja bæði
rættargangsbøtur og sakar-
kostnað. Partarnir kunnu har-
aftrat koma rrndir rættargjøld
til tað almenna eftir §§ 6, 8,
18 og 19 í lógini um rættar-
gjøld í đómsmálum v. m. frá
11. apríl 1916 smbr. lógarkunn-
gerð nr. 322 frá 19. deeember
1932, sum sakin hevði farið
frameftir eftir mannagongdini
í borgarligum rættargangi.
Virði av sakarevninum verður
tá fyrisett í dóminum.
stk. 4. Hevur endurgjaldsspurn-
ingur fingið avgerð undir
straffisak, sum verðm- skotin
til hægri rætt, skal einhvør, ið
hevur verið partur í endur-
gjaldsspurninginum í sakini,
fáa frásøgn um, at sakin er
skotin til hægri rætt og høvi
at fáa orðið undir henni. Hann,
sum eftir stk. 2 er komin uppí
sak, sum skotin verður til
hægri rætt, eigur tilsvarandi
høvi at leggja uppí sum partur
í henni.
stk. 5. Einhvør, sum partur hev-
ur verið í endurgjaldsspurn-
inginum, eigur høvi eftir regl-
uni í § 996 í rættargangslóg-
ini at skjóta inn sak eftir
mannagongdini í borgarligum
rættargangi.
stk. 6. 1 spurningi at skjóta
inn sak er dómur, sum upp-
sagdur er eftir stk. 1 í straff-
ella endurgjaldsspurninginum,
at skilja sum egin dómur.
henhold til § 54, stk. 6, páhvjler
en anden end tiltalte, tillige den-
ne anden skal med varsel efter
retsplejelovens § 174 som til vid-
ner i straffesager tilsiges til et-
hvert retsmøde (jfr. đog rets-
plejelovens § 166). De er beret-
tiget til — eventuelt efter at
retten hax givet dem tilladelse
til udenretligt at gøre sig be-
kendt med det i sagen frem-
komne — efter derom til rets-
bogen fremsat begæring at ind-
træde i sagen, og de bliver da
for erstatningssprøgsmálets ved-
kommende at betragte som par-
ter. Dersom de ikke indtræder
som parter er sável en forligs-
mæssig som en domsmæssig af-
gørelse af erstatningsspørgsmá-
let bindende for dem.
stk. 3. Nár erstatningsspørgsmá-
iet pákendes under sagen, kan
retten i overensstemmelse med
regleme i retsplejelovens kapi-
tel 30 pálægge rettergangsbøder
og sagsomkostninger. Det kan
herunder ogsá pálægges parterne
at betale retsafgift til det offent-
lige efter §§ 6, 8, 18 og 19 i lov
om retsafgifter i domssager m.
m. af 11. april 1916, jfr. lovbe-
kendtgørelse nr. 322 af 19. de-
cember 1932, som om sagen hav-
de været behanđlet i den borger-
lige retsplejes former. Sagsgen-
standens værdi fastsættes i sá
falđ ved dornmen.
stk. 4. Páankes en straffesag, un-
der hvilken erstatningsspørgs-
málet er blevet pákendt, skal en-
hvei', der for erstatningsspørgs-
málets vedkommenđe har været
part i den indankede sag, have
meddelelse om anken og lejlig-
hed til at udtale sig for den
overordnede ret. Den, derimed-
før af stk. 2, er indtrádt som
part i den indankede sag, har
en tilsvarende adgang til at ind-
træde som part i ankesagen.
stk. 5. Den i retsplejelovens §
996 omhandlede adgang til at
anke i den borgerlige retsplejes
former stár áben for enhver,
der, forsávidt angár erstatnings-
spørgsmálet, har været part i
sagen.
stk. 6. I henseende til anke er
en i medfør af stk. 1 sket sær-
skilt pákendelse af straffe- eller
erstatningspástanden at betragte
som en selvstændig dom.