Grønlandsposten - 16.05.1942, Síða 7

Grønlandsposten - 16.05.1942, Síða 7
Nr. 5 GRØNLANDSPOSTEN 55 distriktslæge. I 1931 forflyttedes han til Uper- navik, og i 1933 udnævntes han til distriktslæge i Grønland. I 1940 forflyttedes han til Thule og skulde hlot have været der et par aar, hvis ikke hans livsbane saa pludseligt var blevet afbrudt. Som alt i Bjarnovs liv var bestemt af større eller mindre tilfældigheder, saaledes har det sik- kert ogsaa kun været et tilfælde, at han blev læge — han kunde lige saa godt være blevet alt mulig andet, og med lige saa stor berettigelse. Tilfældigt kunde han fatte en ide, pusle med den et stykke tid og satte saa alt ind paa at gennem- føre den, koste, hvad det vilde — og den blev gennemført. Det var i disse øjeblikke, Bjarnov levede mest — naar det gjaldt gennemførelsen af en plan, et arbejde, en ide. Da var han utrættelig, ukuelig, ustandselig — indtil maalet var naaet; men sjældent kunde han koncentrere sig om at forfølge en sejr — det var ham nok, at den var vundet, og allerede da var næste ide undfanget og kunde drage hans tanker og kon- centrationsevne i en hel anden retning. Bjarnov var en stor begavelse, paa mange omraader et geni, beriget med sjældne evner, der ofte kunde skabe det utrolige — og i for- bindelse med en lidt fastere koncentrationsevne uden tvivl vilde have gjort ham til en af Grøn- lands store mænd. Alt, hvad han tog fat paa, lykkedes under hans hænder. Da han i 1937—38 var hjemme i Danmark paa permission, fik han pludselig lyst til at uddanne sig til tandlæge, og i løbet af vinteren tog han sin eksamen med glans — samtidigt med at han gav udkast til, og til dels ogsaa selv byggede, sin store motor- baad »Kumakken«, som han senere sejlede over Melvillebugten med. Det var hans hensigt at tilbringe næste per- mission som rejsende tandlæge langs Vestgrøn- land. Pludseligt og uventet kom budskabet om Bjarnovs død, just som vi havde hørt om hans dristige rejse nedover Melvillebugten og helt til .lacobshavn og tilbage igen til Thule. Han gik hort i en tid, hvor Grønland havde mest brug for ham — en tid, hvor ingen heroppe kan und- væres. Det var ikke alle her i Grønland, der. er- kendte det sjældne og store ved Bjarnov og prøvede al se igennem hans ustadige og ofte u- beherskede fremtoningspræg, der tit stødte finere fornemmelser, netop fordi Bjarnov var saa helt igennem oprigtig og aldrig lagde skjul paa følelser eller lyster, lige meget om de meddrog sig andres sympati eller foragt. Som menneske var Bjarnov meget følelses- betonet; følelser og tilfældigheder bestemte alt i hans liv; tit var det disse, der beherskede ham mere, end han formaaede at beherske dem. Det var hele hans særprægede natur imod at lægge baand paa noget eller appellere til fornuftsgrunde overfor sig selv eller andre, lige saa lidt som han kendte til fordomme eller traditionsbundne hemninger. Han elskede at tumle sig frit og ubundet, at vove og lade staa til. Han havde ubegrænset tillid til sig selv og kendte sine ev- ners rækkevidde og kunde uforfærdet kaste sig i lag med det, som alle andre ansaa for haab- løst eller formaalsløst. Derfor var han heller aldrig nøgtern beregnende, men satte trøstigt sin lid til heldet, besjælet af en skæbnetro, som hans liv mere og mere prægedes af. Overfor grønlænderne var han ganske som en af deres egne, mere end nogen anden, der ikke er født heroppe. Han kunde helt leve de- res liv og forstaa dem, fordi han kunde sætte sig ind i deres særprægede følelsesliv. Og som læge kendte han hver enkelt, hver familie, hvert hjem, besøgte alle paa sine rejser og skyede al- drig nogen strabadser, naar han blev kaldt ud i distriktet, enten rejsen maatte foretages med motorbaad, kajak eller slæde. Han var hjælp- som og rundhaandet overfor alle, der kom til ham, baade som læge og som menneske, skønt grønlænderne uden tvivl mere havde hans inter- esse som mennesker end som patienter. En- gang tænkte han endogsaa paa at opgive læge- gerningen og nedsætte sig som fanger. To gange har han været grønlandsk gift og har fire børn, der nu alle er hjemme i Danmark. Vi er mange, der vil savne Bjarnov — baa- de for hans evners skyld, og ikke mindst for den maade, hvorpaa han var ven mellem ven- ner. Bjarnov elskede at skabe fest — han gjor- de det paa sin egen maade, som alle vi fra Nordgrønland kender saa godt, men som ogsaa kun kan værdsættes og forstaas deroppe. Alle, der har levet i koloni sammen med ham eller kendt ham som det livsglade, stemningsbetone- de og følelsesfulde menneske, han var, vil altid mindes ham med taknemlighed og sympati — han var en del af Nordgrønland — især af Upernavik. Christian Vibe,

x

Grønlandsposten

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.