Grønlandsposten - 16.06.1942, Side 6
78
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 7
var der i to aar og tog saa efterskoleeksamen,
og derefter kom jeg til Danmark.
— Hvem hjalp Dem dertil?
— Det var især efterskoleforstander Garn,
og komiteen til grønlænderinders uddannelse
hjalp mig økonomisk og med at blive anbragt i
Danmark. I Danmark var jeg i tre aar, først
et aar hos førstelærer Nielsen i Høng, hvor jeg
lærte mig dansk. Derefter var jeg fem maane-
der paa Ubberup folkehøjskole ved Kalundborg
og kom saa til Pjested præstegaard ved Frederi-
cia, hvorfra jeg i april 1939 kom paa frk. Selig-
manns skole i Vejle, hvor jeg begyndte i forbe-
redelsesklassen til seminariet.
Jeg vilde gerne være seminarist og skulde
ogsaa have været op i seminariet, hvis ikke kri-
gen var kommet.
— Fik krigen da direkte indflydelse paa
Deres ophold i Danmark?
— Ja, da krigen udbrød, blev vi spurgt, om
vi vilde hjem, det var vist ogsaa vanskeligt for
komiteen at blive ved med at skaffe penge til
vor videre uddannelse — vi var flere unge grøn-
lænderinder, der rejste hjem det efteraar.
— Men De gav ikke op dermed?
— Nej, jeg kom da samme efteraar paa
højskolen her i Godthaab og aaret efter paa se-
minariet, hvorfra jeg altsaa nu er færdig.
— Hvad tænker De nu paa?
— Jeg er ansat som lærerinde ved Nanorta-
lik og skal rejse derned med første lejlighed.
— Er lærerindegerningen den eneste mulig-
hed for uddannede unge piger i Grønland?
— Ja, maaske. Maaske kunde vi ogsaa
komme paa kontor, men det er der endnu ingen,
der har prøvet.
— Har De læst seminarielærer Gads artikel
om grønlænderinders uddannelse? Hvad mener
grønlænderinderne selv derom?
— Det er rigtigt, at grønlænderinderne træn-
ger til at lære mere, end de gør, men der er
endnu kun faa, der har haft lejlighed dertil, —
slutter frk. Egede.
Vor Avis.
For anden gang er nu »Grønlandsposten«,
vor nye avis, kommet ind ad døren. Da de tre
første numre kom, var det kun et præsentations-
besøg. Nu kom der en bekendt ind. Hvad mon
han havde at fortælle denne gang? Hvad var
der videre hændt i vort lille samfund? Hvem
havde skrevet spidsartiklen denne gang? Hvad
mon der stod i Rasmussens gode breve? Hvor
meget var der mon deri strøget af censuren, fol-
det er ikke det mindst interessante, da man lige
aner, hvad der har staaet under det sorte.
Saaledes vil forhaabentlig — eftersom num-
rene kommer — dette nye bekendtskab udvikle
sig til el venskab, hvis da, og her er det sprin-
gende punkt, vi ellers vil hjælpe redaktøren med
at skaffe stof. Det staar antagelig i læsernes
magt at slaa bladet ned, men det staar sandelig
ogsaa i deres magt at holde det oppe!
I fjor var jeg egentlig imod tanken om en
avis. Der blev gjort lidt halløj med »Kamik-
posten« o. lgn. Man vidste heller ikke ret meget
om, hvad der skulde komme ud af det hele.
Det skulde være en avis for danske i Grønland.
Den skulde bl. a. give saadanne oplysninger, at
den kunde være med til at slaa rygter ned. Men
allerede de første numre viser, at dette ikke har
været hovedformaalet med bladet. Dette hoved-
formaal er allerede fremhævet i bladet: det
skulde være et bindeled mellem danske heroppe
i disse aar, hvor vi er skilt fra Danmark.
Det er en pæn lille avis — ogsaa i teknisk
henseende. Tiltalende og beskeden træder vor
nye bekendt ind til os. Og saa viser vi den og-
saa venlighed til gengæld. Det hører med til
almindelig høflighed, at man ikke modtager den
med uoverlagte ord som »lokalt præget«, »ho-
vedstadspræget« m. m. Det er ganske naturligt
og forstaaeligt, at de første numre i hovedsagen
er skrevet af godthaabere, og lad dog blot Godt-
haab være dominerende i de første numre! Vi
andre ude i provinsen skulde da se det først,
før vi kunde bekvemme os til at skrive i det!
Og det staar i vor magt at give bladet det »pro-
vinspræg«, som det — ret forstaaet — ogsaa
hør have. Godthaab er blevet Grønlands ho-
vedstad nu under disse forhold, og at vi ende-
lig har faaet en rigtig hovedstad, skal vi næppe
være kede af. Det skulde gerne virke samlende
og ikke spredende. Godthaab vil sikkert nok
vedkende sig det gamle ord om noblesse oblidge,