Grønlandsposten - 01.04.1946, Blaðsíða 13

1. April
GRØNLANDSPOSTEN
69
for alle de unge, der foretrak det mere lystige sam-
vær. Straks ved middagens begyndelse blev det ved-
taget med akklamation at sende en hilsen til deres
majestæter kongen og dronningen med tak for den
interesse, som selskabets høje protektorer havde vist
Det grønlandske Selskab gennem mange aar.
Under middagen talte igen inspektør Ejnar Mik-
kelsen og opridsede selskabets historie og virke fra
dets start i 1906 til nu. Selskabet blev startet af en
lille kreds af 40 mænd, alle tjenestemænd under
Grønlands Styrelse, senere optoges ogsaa videnskabs-
mænd og rejsende, der havde besøgt Grønland, og
sluttelig ogsaa almindelige mennesker med interesse
for Grønland. Selskabets udgifter havde i det første
aar været 132,24 kr., men var ved slutningen af 1944
steget til godt 13000 kr. Der rettedes her en varm
tak til de institutioner og private, der saa beredvil-
ligt havde hjulpet selskabet over de pekuniære van-
skeligheder, selskabets forskellige formænd gennem
de 40 Aar mindedes, og der rettedes en særlig tak til
aftenens æresgæster for at have givet møde, og der
ønskedes Grønlands-delegationen og rigsdagsudval-
get med fhv. statsminister Buhi i spidsen held og
lykke med arbejdet, der nu var i gang til fremme
for Grønland og ære for Danmark. De grønlandske
delegationsmedlemmer blev bedt om at overbringe
deres landsmænd selskabets hjerteligste hilsen. For-
manden sluttede med at udbringe et leve for stats-
ministeren, der jo ogsaa er Grønlands minister, og
i hvem det bedste i vort folk er repræsenteret.
Nu tog museumsinspektør Terkel Mathiassen ordet
og fortalte om Det grønlandske Selskabs mission og
virke. Det havde haft sin store betydning, at man her
frit havde kunnet give udtryk for sin mening, selv
om den ikke var i overensstemmelse med myndig-
hedernes. Terkel Mathiassen sluttede med et seksfol-
digt leve for Det grønlandske Selskab.
Grev Eigil Knuth talte om alle de mange forskel-
lige slags foreninger, der efterhaanden var opstaaet,
smaa stater i staten, saaledes ogsaa Det grønlandske
Selskab, men i modsætning til alle andre foreninger
var Det grønlandske Selskab ikke blot en lilleput-
verden indenfor den større, men var netop et kighul
ud til en større verden og tilmed en dansk verden,
hvor vi selv var borgere. Det gør, at vi paa en maade
er rigere end andre danske, vi har et større fædre-
land end de, et fædreland med langt større mod-
sætninger paa alle omraader, større indhold, med
grænser, der naar helt til Amerika og ganske tæt til
Nordpolen. Der er to ting, der knytter os sammen,
landet — Grønland — og folket — grønlænderne.
Det er de to ting, der blev den store oplevelse og lær-
dom for alle, der kom derop. Den vældige, vilde,
uberørte natur med dens tidløshed, hvor man lærer
menneskets lidenhed at kende, og hvor alt er ingens
og alles, — lige modsætningen til det flade, over-
bebyggede og overtrafikerede Danmark. Hver dag
paa Grønland er en undervisning i elementære ting,
der angaar det inderste i vort væsen, som herhjemme
kun sjældent bliver berørt. Og landet med dets stor-
hed, dets indlandsis, storme og ensomhed er lære-
mesteren. Dets lærdom sætter sit umiskendelige præg
paa hver, der tager derop.
Men landet er kun halvdelen af Grønland. Den
anden halvdel er grønlænderne. Vi møder i dem no-
get oprindeligt, noget væsensforskelligt fra det, vi
er vant til herhjemmefra. Vi mærker en form for
menneskelighed og for umiddelbart forhold til til-
værelsen, som vi opdager svage, glemte gløder af
dybt nede i os selv, gløder, som nu begynder at vokse
og varme. Vi føler en visdom, en hel folkestammes
visdom, som vi selv har sat overstyr. Hver time med
grønlænderne er rig paa oplevelser, som inciterer os
og vækker os til tænkning. Saadan gør ikke blot lan-
det med dets geologiske og øvrige naturhistoriske
problemer os levende og rige, men ogsaa folket gør
det, idet de faar os til at se os selv, og det der ellers
er trivielt, fra et nyt hold.
Og saa stort er landet, saa øde og ubesøgt, at der
ingen ende er paa det fond af lærdom, vi har til-
gode endnu. Foreløbig er vi ogsaa kun en ringe
brøkdel af Danmark, der har nydt godt deraf, men
det skulde gerne komme os alle til hjælp, og del
skulde blive saadan, at hele folket kunde hente sig
styrke og sundhed og friskt mod i dette vort store
naturreservat. Det har forøvrigt netop vi, Det grøn-
landske Selskabs medlemmer, en forpligtelse til at
bane vejen for.
Og saa rigt og ungt er del grønlandske folk, saa
lidet kender vi det, at jeg tør sige, vi har den største
lærdom tilbage at hente fra det. Først, naar vi kom-
mer hinanden endnu nærmere end i øjeblikket med
sproglig forstaaen og i levevis, kan betydningen af
vort grønlandske folkeelement naa til fuld effektivi-
tet og blive til almen gavn for vor kunst og vor kul-
tur. Saa lille folket er, kan sporene allerede mærkes,
og det er et emne, der kunde være morsomt at tage
op til behandling. Vi vil ønske, at ikke blot vi i frem-