Grønlandsposten - 01.07.1950, Blaðsíða 7

Nr. 13—14—15
GRØN LANDSPOSTEN
159
man med misundelse saa hen til fra Sydgrønland,
og som var dem, der gav overskudet.
Jeg skal — og vil ej heller — ikke nægte, at
venskab og virkelig beundring for nogle af de
mennesker, jeg har truffet her i distriktet saavel
som i Umanak og navnlig Thule, er med til at
farve mit syn og min fremstilling. Men af hvem
skulle de kunne vente forstaaelse, om ikke af de-
res venner? Endelig er det materielle jo, naar
det kommer til stykket, heller ikke alt, og af men-
neskelig lykke har vi maaske mindre at bringe,
end vi selv helst vil tro. Jeg har i alt fald her-
oppe hørt folk i dyb alvor beklage, at flans Ege-
de med flere havde frataget dem evnen til at kun-
ne være rigtige grønlændere. Og det er heller
ikke blandt de saakaldte kultiverede i Danmark,
jeg har truffet de bedst afballancerede og mest
livsglade og frodige mennesker. Nej, dem har
jeg bl. a. truffet i et børnerigt, men ellers fat-
tigt husmandssted ved en Hedeaa, hvor jeg fiske-
de som ung. Dér groede en ungdom op, der kun-
ne klare sig selv, hvor som helst, ved egne ev-
ner, og som da ogsaa kun har bragt deres afstam-
ning og egn hæder siden, baade dem, der blev
hjemme, og dem der udvandrede — uden at an-
dre havde lagt det tilrette for dem. I lighed der-
med bør man næppe helt overse de evner, der
har gjort det naturligt for det grønlandske folk
at tage kampen op mod deres lands barske natur
og fravriste den livsmuligheder — længe før vi
danske viste os paa arenaen. Vi er jo de fleste
saa temmelig enige om, at vi selv med nok saa
megen hjælp og god vilje ikke vil kunne bringe
nogen mere virkelig og varig fremgang, end de
selv kan vinde sig, gennem de til raadighed stil-
lede Midler.
Prøven, den 1. Januar 1950.
Andr. Lund Urosvad.
Da Lund Drosvad skrev sin artikel, var Grøn-
lands-kommissionen ikke paa langt nær færdig
med sit arbejde, heller ikke hvad angaar overvej-
elserne over forholdene i Upernavik-distrikt. Han
kunne saaledes intet vide om, hvilket resultat kom-
missionen her ville komme til. Nu véd han, at
det ligger kommissionen fjernt at ville tvangsfor-
flytte befolkningen i nævnte eller andre distrikter
til mere produktionssikrede steder. Men man øn-
sker igennem saglig oplysning at paapege, hvad
der tabes, og hvad der vindes, ved en befolknings-
koncentration, og det maa være den helt rigtige
fremgangsmaade. Betænkningen leverer mange
bidrag herom, som ikke vil kunne undgaa at gø-
re indtryk ogsaa paa en nøgtern betragter som
Lund Drosvad. Om sælfangsten, som erhvervsle-
deren jo selv fastslaar er Upernavik-distriktets
væsentligste, oplyses, at den gennemsnitlige fangst
pr. indbygger i distriktet var 20,8 sæler i aaret
1903-04, men kun 8,3 i 1947-48, og endog 6,7 i
1944-45. Disse tal røber jo en overordentlig skæb-
nesvanger svingning i befolkningens eksistens-
grundlag, og det er indlysende, at det ikke kan
blive ved at gaa paa den maade. Videre frem-
gaar det, at medens værdien af indhandlingen pr,
indbygger for Vestgrønland, taget under eet, er
fordoblet i løbet af de sidste 10 aar, er værdien
af indhandlingen i Upernavik stagneret fuldstæn-
digt (og det samme gælder Umanak, hvor for-
holdene meget minder om Upernavik, samt Kut-
dligssat, hvor indhandlingen af særlige grunde er
meget ringe).
Vi tror, Lund Drosvad, efter nøje at have sat
sig ind i hele det store og vel dokumenterede be-
tænkningsmateriale, vil blive positivt indstillet til
problemet — netop af hensyn til den befolkning,
som han har levet iblandt gennem saa mange aar
og føler sig saa intimt knyttet til!
g-
Filetfabriken i Sukkertoppen.
Vor korrespondent i Sukkertoppen skriver:
Den 11. juni skete en historisk begivenhed i Sukkertop-
pen — nemlig overgangen fra et primitivt gammelt Grøn-
land til et moderne mekaniseret Grønland, idet den første
filetskæremaskine var færdigmonteret og blev afprøvet. Med
»Tikerak« ankom 14 dage tidligere til Sukkertoppen en tysk
ingeniør Orloff fra firmaet Nordischer Maschinbau, Liibeck,
med den i vinter i radioavisen omtalte opfindelse »Filetma-
skinen«. I en fart ryddedes en plads ved fiskehuset, og en
bygning blev rejst paa rekordtid, og den tyske ingeniør med
en svejtsisk værkfører, Vogelsang, paabegyndte, med en
15-16 timers arbejdsdag, paamontering af maskinen. Den
11. klokken 15 foretoges den første og vellykkede prøve.
Paa en roterende kniv anbringes torskene under en lige-
ledes roterende kniv, og hovederne afklippes stykke for
stykke. Efter at fiskens hoved er klippet af, vendes den,
saa halen kommer først, og da samme skive hele tiden gaar
rundt, passerer torsken maskinen, og i det samme griber et
par tænder fiskens hale, hvorved fisken kommer ind i løbet
til maskinen til knivene, hvor den omgaaende bliver flækket
i tre dele, nemlig to filetter og benet, der ender paa hver
for sig indrettede pladser. Maskinen maaler automatisk
fisken og indstiller filetknivene efter fiskens størrelse. Be-
net kastes bort. De to fileter lægges nu paa et transport-
baand, hvor bugkanterne under transporten afklippes, og nu
kommer det mest imponerede, nemlig at filetterne et øjeblik
efter passerer roterende hjul, falder ned paa en bakke, hvor