Atuagagdliutit - 09.03.1961, Blaðsíða 14

størrelsesforhold og afstande bliver
forvansket, således at en enkelt rov-
måge, der har slået sig ned på en is-
knult et stykke borte, tager sig ud som
et kolossalt vinget uhyre med det
krumme næb lysende giftiggult gen-
nem den uldne hvidhed.
Hen under aften klarer det igen op,
og det viser sig, at isen virkelig har
sat sammen, og vi er kommet i besæt,
hvad der ikke for os er nogen uvant
situation, så vi benytter lejligheden til
at hvile ud med tålmodighed, der næ-
sten er en livsbetingelse for at kunne
drive sælfangsten heroppe.
Det er ingen sag de første par dage
og da slet ikke, så længe vejret er tå-
get, men så snart der viser sig en kla-
ring, kan man være sikker på at
mindst to eller tre par argusøjne spej-
der ivrigt fra mastetønden både efter
åbent vand og efter fangst, som vi alle
har en tyrkertro på må befinde sig i
nærheden.
Skrækkens Bugt
Nu er det igen blevet klart, og så
langt øjet rækker ligger isen tæt og
hvid, så det skærer i øjnene, men inde
om bagbord, langt, langt bort, kan vi
skimte nogle forrevne fjeldtoppe, som
bryder den istakkede horisont.
nerissagssat mamartut
Dette er Skrækkens Bugt, som vi
hele tre gange sidste sommer forgæ-
ves forsøgte at trænge ind til for at
undersøge betingelsen for at landsætte
folk, som derfra skulle kunne have
mulighed for at drive en god sommer-
fangst og med deres kajakker nå in-
derkanten af dette fangstfelt.
Derinde ligger endnu rester af for-
længst uddøde eskimobopladser, men
endnu den dag i dag verserer der i
Angmagssalik hårdnakkede rygter om,
at der lever folk derinde, menneske-
sky hedninger, som flygter til fjelds,
så snart et skib udefra nærmer sig ky-
sten.
Der er dog kun få, som nærer nogen
virkelig tiltro til disse rygter, men de
som gør det, er hverken til at hugge
eller stikke i, og alene af den grund
spildte vi sidste sommer forgæves
mange værdifulde fangstdage på at nå
derind, men isen blokerer stadig om-
rådet og holder det usandsynlige rygte
i live.
Fangstfeltet her i Danmarksstrædet
strækker sig over et stort område, men
ofte med klart vejr, således at man
har den fjerne grønlandskyst i sigte
fra Liverpoolskystens sorte fjeldvæg-
ge i nord i Steenstrupsbræernes ly-
sende striber i syd.
Her midt imellem ligger den vilde
og berygtede Blossenvillekyst og ud
for denne en strækning, der mere end
noget andet ishavsstrøg i verden har
krævet ofre både af menneskeliv og
skibe, som kom i vanskeligheder og
oftest måtte bukke under efter utro-
lige strabadser.
Forlis her er gennem tiderne blevet
næsten utallige, og her skete i året
1777 alle tiders største ishavstragedie,
da over hundrede hvalfangerskibe
kom i besæt og drev sydover med
isen, mens skib efter skib knustes un-
der isens pres, og over 400 mennesker
satte livet til.
Lidt længere nordpå er den store
norske sælfangerflåde to gange blevet
åreladt i påsken 1917 og igen i 1952,
da Norge ialt mistede 161 af sine bed-
ste ishavsfolk og et dusin af sine stær-
keste ishavsskuder.
I tilslutning til de mange dødsan-
noncer efter det sidste forlis i 1952
skrev Ingvar Haddal i Sundsmørepo-
sten bl. a.:
tårtitdlugo
mianerssorit
Pas på i mørket
KåumarKutitsialak tigumiartariaK tårtume ilua-
KUtaoKissoK. taimaingmat KåumartartoKarit —
peKångikuvitdlunit nutåmik pisigit. Kåumartar-
tOK mikissunguaK akikeKaoK, pingårtumik HEL-
LESENip batterianik orssoKartikugko Kulariså-
ngilat KåumartartOK pissusigssamisut ikumasi-
nåusassoK.
Klart lys lige ved hånden giver Dem tryghed og
sikkerhed. Tag derfor lygten frem — eller køb
Dem en ny. En lille lygte koster kun en bagatel,
og når der er et HELLESENS batteri indeni, er
De sikker på, at lygten virker hver gang.
tænd
lys i lygten
KåumartartOK
ikeriånguaruk!
„Ingen bygger bautastene, ingen
rejser obelisker
hvor en fangstmand eller fisker
stønnende i døden segner.
Men de faldt på ærens mark,
disse sønner, mænd og fædre
og med plads i ærens mark,
vil vi deres minde hædre.
Det kan være et hårdt liv at færdes
på ishavet særlig ved forårstid, når
der drives ungfangst, og snefoget ja-
ger tæt og ufryseligt henover flager-
ne som klagende hiver sig op og ned
i dønningerne, mens nordlysenes far-
vestrålende bånd jager frem i brusen-
de kaskader.
Men alt er ikke bare elendighed, og
man kan tillige opleve uforglemmelige
øjeblikke med nordlys eller midnats-
sol lysende over en rolig havflade og
is belagt med tusindvis af dyr, der
indgiver fangstmanden den jagtglæde
og kalder på resterne af de menneske-
lige urinstinkter i en grad, der gør, at
han altid vil længes tilbage.
I sådanne øjeblikke har man lettest
ved for en stund at glemme tabet af
skibe og mænd, hvis livsgerning det
blev at færdes her bagom de hvide
horisonter, hvor både eventyret og
dagligdagen kaldte på mandsmod og
dristighed, der alt for ofte ikke for-
slog over for denne naturs vældige
kræfter.
Her forsvandt også vor egen lille,
stærke skude og med den alle de lyse
forhåbninger til denne årets første
rejse, men lykkeligvis takket være en
nådig skæbne blev vi seks hjulpet af
een af vor tids uvurderlige goder, ra-
dioen, kort efter vort forlis samlet op
af en anden skude og nåede velholdne
i havn.
Skæbnens lillefinger
Her på dette felt kæmpes fremdeles
den århundredgamle kamp, skibe og
mænd og dyr imellem, og vi, som af
skæbnens lillefinger hin morgenstund
så blidt blev puffet over „Miki“s lave
lønning ind på isen, håber og forven-
ter, at der igen vil blive lejlighed til
omkamp i sikker forvisning om, at re-
sultatet engang vil være indsatsen
værd.
Den dag kan ikke komme hurtigt
nok, da vi igen på en anden skude
drager frem gennem ismasserne der-
ude, hvor flokke af storsæl som af en
ødsel hånd ligger strøet over flager-
ne lige til at samle op og give en løs-
ning på angmagssalikdistriktets kød-
problemer.
Det ville været uret at beskylde
klapmydsen for en sovetryne, og i
hvert fald indtager den sin søvn på en
noget ejendommelig måde i småbid-
der med nogle få sekunder ad gangen,
mens den med mellemrum løfter ho-
vedet og ser sig spejdende omkring
for straks efter igen at falde i hak,
mens hovedet med et klask lander på
isen.
Drabet
Selve fangsten, der jo i sig selv ikke
er nogen ublodig affære, har dog ik-
ke, som nogle måske vil mene noget
med dyrplageri at gøre, idet det er af
overordentlig stor betydning, at dyret
dræbes hurtigt og præcist, og den
skytte, der ikke til fuldkommenhed
mestrer denne opgave, vil snart finde
sig selv forsat til andet og mindre
krævende arbejde ombord.
Den helt rigtige teknik går ud på
med skuden at liste sig så nær ind på
flokken som muligt, hvis der er vind,
selvfølgelig fra læsiden, og skuddet,
der skal være dødbringende, skal
smælde i det øjeblik, sælen har løftet
hovedet, således at det for de om-
kringliggende tager sig ud, som om
sovetrynen blot slider sig endnu en
skraber.
På den måde kan man skyde sig ind
på en flok, og ved at ramme ordentligt
nedlægge dem alle een for een, men
skamskyder man bare een, forsvinder
de med et plask i vandet, hvorved
hele flokken bliver advaret og følger
den skamskudtes eksempel.
Klapmydsen, der har fået sit navn
efter den oppustelige hætte eller hue
(efter det tyske miitze), som under
vanlige forhold hænger slapt ned over
snuden, puster, når den bliver skræmt
eller arrig, denne hætte op til en væl-
dig ballon, der som en stødpude dæk-
ker hele forhovedet.
Mangen en bamse er gået galt i byen
ved at have undervurderet en sådan
hættes effektivitet og en klapmyds-
hans forsvarsvilje, og ofte sker det, at
en susende bjørnelab, der til sammen-
ligning ville få en sværvægters sving
til at føles som kærtegn, svupper til-
bage for blot at blive grebet af stær-
ke sæltænder og blive trukket tilbunds
for at lide druknedøden.
Med ildhu forsvarer klapmydsen sit
liv og afkom, og Vorherre har vidst,
hvad han havde med at gøre, da han
skabte dette dyr, og forsynede det med
en stødpude, til at leve sammen med
den iltre bjørn, der er en lige så stor
ynder af frisk sælkød som grønlæn-
deren.
Den første sæl
Hen under aften bliver det mærk-
bart, at isens tryk omkring vor skude
formindskes, og af og til høres i stil-
heden nære og fjerne småplask af is-
knulter, der løsner sig og falder ned i
de revner, der er ved at opstå mellem
flagerne, og vi beslutter at forsøge
igen at komme fremover for at op-
søge fangsten.
Ret længe varer det derfor ikke, før-
end vore blæselamper igen hvæser
dernede i maskinrummet, hvor moto-
ren i de kommende timer vil få brug
for alle sine hestekræfter, og på dæk-
ket bliver der ligeledes travlhed, og
her er der nok at gøre med at slæbe
rifler og ammunition frem, opsætte
skydesejl, tage prøveskud og meget
mere.
Så snart vi er i gang, indtager hver
mand sin plads, én på hver side af
styrehuset til at varsko, når ror eller
skrue er i nærheden af is og én i tøn-
den for at angive, i hvilken retning vi
lettest kommer frem, og selv går jeg
til rors i styrehuset, hvor der ustand-
selig skal manøvreres ud og ind mel-
lem de svære flager.
Det er altid en festens og travlhe-
dens stund, når et skib, der har ligget
fast, igen begynder at bevæge sig, og
der mases på under behørig hensyn-
tagen til forholdene og efter udkigs-
mandens vurderinger, og kan han sit
job, finder han de åbninger, der er
mest farbare, som, selv om det bety-
der omveje, dog i reglen er den hur-
tigste vej.
Under sejladsen høres ikke noget
udover motorens taktfaste dunken,
snart for fuld kraft og snart langsomt,
mens isflagerne skurrer langs skibssi-
derne og ind imellem ryster skuden
fra for til agter, når vi tørner en flage
særlig hårdt.
Jeg har over telefonen forbindelse
med manden deroppe i tønden, og vi
forstår hinanden, ikke alene efter ti
års samvær om bord på denne skude,
men også fra de lange slædeture i land
om vinteren fra boplads til boplads.
Over telefonen får jeg de forskellige
anvisninger på skudens særlige sprog
i en blanding af dansk, grønlandsk,
lidt jysk og et enkelt amerikansk okay
eller allright ind imellem, og det fun-
aitsåtdliåsit sanavdluagaK
(nalunaeKutåraK ingnagtautdlo atautsimortut)
ingnagtaut nalunaeicutartalik ............... kr. 42,50
extra-extra .................................. „ 47,50
angutinut nalunaexutåraK 17 sten uvdlorsiu-
titalik, ImagtusångitsoK ..................... „ 55,00
extra ........................................ „ 05,00
extra-extra .................................... 70,00
arnavdlo nalunaexutårå pitsavivik.............. 42,50
nalunaexutåraK 30 st. ingminérdlune amortar-
tox, taimågdlfit akexartox .................... 97,50
arnanut angutinutdlo nalunaexutårax pitsak „ 85,00
nukagpiarxanut kr. 18,00 — niviarslarx......... 20,00
kussanarsardluglt sanåt kr. 35,00 ama ......... 40,00
plniagkat x-llerdlugo nalunaexutseruk. agdlagfigiguv-
tlgut akisa agdlagartait åssiliartagdlit nagsiutisavavut.
KularnavérKUsigkat, iluaringlkdine utertineKarsinaussut
AXEL HANSEN - Vigerslev Allé 7 - København Valby
* APPELSIN *

pf ******

E&feajy** 7« DET HOL VjtøØ

imeruersautit Kalåtdlit-nunåne
Danmarkimilo piumaneKarnerpåt
gerer udmærket, mens vi under bump
og stød arbejder os østover, stopper op
engang imellem, vrikker et par svære
flager fra hinanden og fortsætter.
Svær drivis, hvis flager har ligget
hårdt sammenpresset, kræver en vis
varsomhed at færdes i, når den lige
er slækket op, idet flagerne ofte er
blevet skruet ind under hverandre, så
det kan være svært at afgøre, hvad
der er en fast isfor, og hvad der blot
er en løs, underliggende flage.
En sådan løstliggende flage kan, hvis
den bliver stødt løs, som en torpedo
pludselig skyde op nedefra og med sin
kolossale vægt enten ramme eller løf-
te skuden og give den banesår, noget,
der ofte sker for skuder på sælfangst
og forårsager pludselige forlis.
Jeg får besked fra tønden, at der er
en sæl i sigte, og øjeblikkelig stoppes
der op for at undersøge, om der skulle
være flokke i nærheden, hvilket ikke
er tilfældet, men da vi alligevel skal
denne vej, beslutter vi dog at tage det
enkelte dyr med os.
Udkigsmanden, der også er bedste-
mand og skudens bedste skytt^, bliver
kaldt ned, og da vi kommer på skud-
hold, sender han den en blykugle lige
midt imellem et par sorte, undrende
øjne, et bevis på, at færdighederne fra
sidste års vellykkede ture endnu ikke
er glemt.
Der går ikke lang tid, efter at vi
igen er kommet i fart, førend der sti-
ger en duft af kogt kød op fra ned-
gangskappen, hvor frivagten hengiver
sig i et sandt kødorgie og med mel-
lemrum kommer agter med dampende
kødlunser, der indtages på stedet, selv
af udkigsmanden, fra hvis tønde dam-
pen i den kolde luft tegner spiraler
over skuden, når mastetoppen svinger
fra side til side.
Under højlydte ræb og med spændte
maveskind er frivagten endelig tørnet
ind, og den eneste, der ikke bliver af-
løst, er udkiggen og jeg, som nu har
været på tæerne i én køre i henved ni
timer, anspændte, så øjnene klør og
benmusklerne værker, og da det igen
er ved at blive tåget, beslutter vi at
stoppe op for dennegang.
Forinden vil vi dog lige løbe frem
mellem et par store flager, der ligesom
har dannet en lang kanal hen til et
stykke åbent vand, hvor der er godt at
fortøje, og jeg bliver varskoet om, at
der rager en isfod ud fra den ene fla-
ge, hvilket jeg dog allerede har set og
har slået maskinen ned på langsom
fart.
Mens udkiggen kravler ned fra tøn-
den, glider vi sagte nærmere, og isfo-
den lyser blåhvidt der langt nede un-
der vandet, og spændt venter vi den
velkendte skurren under kølen, når
skuden som så ofte før kommer i be-
røring med de lumske isfødder, og lidt
efter mærker vi de små, velkendte
bump.
Med ét tager begivenhederne fart,
og som greben af en kyklophånd løf-
tes vor lille skude i vejret og slynges
med et snuptag over på siden, så is-
tønden med et brag laver aftryk i fla-
gen på vor bagbords side og havet om-
kring os bliver til et inferno af skum
og isklumper.
Gennem larmen af knust is og ind-
strømmende vand lyder der høje, for-
skrækkede gisp, og med søvn i øjen-
krogene og uglet hår vælter frivagten
ud på det næsten lodrette dæk og
kravler som aber ind ad masten ned
på den frelsende isflage.
Henne i styrehuset har jeg nok at
gøre med at komme ud, da døren, der
nu skal åbnes som en lem, har sat sig
i bekneb og må have et ekstra tryk
med skulderen, og sært så villig man
er til at tage fat i sådan et tilfælde,
man næsten splintrer døren, så låsen
ryger langt ud over skibssiden.
Mayday — mayday — mayday
Tvunget af disse omstændigheder
forlader jeg som sidste mand skuden
SVENDBORG
OVNE
- der
hygger
og
varmer
SVEND-
B0RGIP
KISSAR-
SSUTAI
takujuminartul kiagsautikuminartutdlo
A/s L. LANGE & CO
GI. Kongeve| 70-72 — Kbhvn. V.

14