Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Side 4

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Side 4
— Hvad i alverden er De utilfreds med, mand? De er den eneste her i firmaet, der har 11 måneders ferie! — sunauna nåmagigtaitdliutigaiuk? ivdlime sulivfingme må- ne kiserdluinarpit Kåumatit araanigdlit feriartarputit! Den første barneforelskelse og halvtreds øre var lige ved at gøre verdens største hemmelighed til en uigennemførlig drøm. Men til sidst lykkedes det, og det blev Maries bedste juleaften. En sød og menneskelig novelle om børn og forældre af Georgjedde. En lille skolepige med tynde skanker i lange, grønne strøm- per. Et lysfyldt grin hvor der al- tid manglede et par tænder; for hun var i den alder, da man kom- mer styrtende hjem uden at luk- ke entrédøren og giver mor eller far en tand, den skal de gemme; og den tand er altså én af dem, der mangler i grinet. Hun var desuden i rød frakke, der aldrig blev knappet, den flak- sede som glade vinger. Hver gang hun havde en fem- øre, købte hun sparemærker i første dansktime hos frøken Ol- sen, der snakkede mere med bør- nene, end hun var lærerinde. Den klasse var der ikke rigtig nogen orden på, men aldrig havde en af de små klasser fortalt deres lærerinde så mange interessante ting om livet. Marie havde sat tre bøger fulde af sparemærker i sparekassen. Hun havde nemlig en stor hem- melighed. Den var så stor, at hun ikke havde røbet den til en eneste. Det var den største hemmelighed i verden. Hun skulle spare atten kroner sammen. Det var kommet til hende en eftermiddag kort efter sommer- ferien. Hun sad hjemme på sit værelse og regnede i sit gule hef- te. Klokken fire stak Kuk hovedet ud ad sin dør og kukkede tre. Kuk havde altid været en time bagud, men når man vidste det, gjorde det jo ikke noget. Hun havde fået Kuk til sin fødselsdag af sin far og mor. Da Kuk den dag kukkede tre, og klokken altså var fire, var det, det kom til Marie. En stor idé. Noget hun ville gøre. Ikke engang Kuk fik det at vide. Mærkeligt, men når man har en stor hemmelighed og skal bru- ge atten kroner til jul, sikke man- ge femører man så pludselig red- der sig på den ene eller anden måde. Så gik hun til bageren for mor og fik ti øre. Så spurgte hun far henne ved hans stol, mens hun stod med den ene fod oven på den anden og havde armen om halsen på far, om hun ikke nok gerne måtte få en femogtyveøre til noget, og han læste videre og stak hånden i lommen, og hun fik, hvad der var af småpenge, det blev endda otteogtyve øre, og han læste hele tiden videre, og hun futtede ind og lagde pengene i penalhuset. Så var der hendes lørdagskrone. Så kom onkel Niels på besøg, han var god for halv- treds øre. Det gik hurtigt og støt med spa- remærkerne, hun købte ikke slik mere. Hver øre gik i pennalhuset, og en dag fandt hun en tiøre på vejen hjem, det var en lykkedag. Kuk fik tiøren forevist, da han kom ud, og hun var lige ved at sige det til ham, men hun gjorde det ikke, for så var det hele jo bare ødelagt. Da hun havde en bog fyldt og tre rækker og ét mærke på fjerde i bog nummer to, havde en krise nær væltet det hele. Henne på skrammellegepladsen traf hun en, der hed Kræssjan Studenter, og ham elskede hun, da der var gået en halv time, hvor hun havde fået lov til at skubbe ham af sted i hans sæbe- kassevogn. Det fik hun lov til hele eftermiddagen, så hun kom for sent hjem og havde tabt bæl- tet til den røde frakke, men mor sagde ikke så meget. Mor klap- pede hende på kinden, da der var gået lidt, for hun havde røde kinder og spiste fire hakkebøffer, så far og mor lo, for det var dog kolossalt, sagde de. Fordi hun elskede Kræssjan Studenter og skubbede ham hver dag, gav hun ham næsten alle femørerne, og nogen gange delte han et af studenterbrødene med hende, hun fik en bid, ind til hans tommelfingernegl. Det var, når han først selv havde ædt to brød. Så delte han det tredie, ind til neglen. Dette kunne endda gå an, for når bare femører gives ud, så man er glad ved at give dem ud, er de da godt givet ud, og hun elskede Kræssjan og kom beskidt hjem og åd kolossalt og blev af med sin snue. Men der var det med Kuk. Hver gang han kukkede, kom hemme- ligheden frem, og den ville altså ikke gå i vasken. Hun holdt op med at læse lektier på sit værelse, hun tog skolesagerne med ud i køkkenet på spisebordet. Det er ikke godt at vide, hvad enden var blevet. Den var jo nok blevet Kræssjan, for ham kunne man nu alligevel røre ved, og han kunne se på hende og sige: „Så kører vi, Marie!" Men en dag var Kræssjan der ikke mere. Han kom aldrig igen. Hun ventede og ventede og ven- tede. Til slut traskede hun hjem i mørkningen, lille og stille i ga- derne, næsten usynlig. dan en må man ikke fortælle, vel far?" Hun stak fingrene i munden og så op på ham. Han hævede brynene, som når han skulle være morsom. „En ju- lehemmelighed?" sagde han og var rar. Hun nikkede energisk uden at tage fingrene ud, Næste dag hævede hun de atten kroner og gik hen til forretnin- gen. „Den dér!" pegede hun. Den dér blev taget ned og pak- ket ind. Hun havde været henne at se på den næsten hver dag. Hun lagde de atten kroner på disken. „Lille ven, den koster atten en halv," sagde damen. Marie havde ikke lagt mærke Nu var det godt, at Kuk var der, og hemmeligheden. De gav hur- tigt Marie noget andet at tænke på. Hun fik travlt med at ind- hente sin kærligheds bortgivne femører, og de var mange. En dag var der sat frie fulde bøger i sparekassen, og hun sagde til manden, at hun gerne ville hæve atten kroner. Manden sagde, at så skulle hen- des mor eller far skrive under, for hun var ikke gammel nok til at hæve selv. Det havde hun slet ikke tænkt på. Om aftenen gik hun til sin far. „Far, jeg kan ikke sige det", sagde hun. „Det er en hemmelig- hed. En stor en. Det er verdens største hemmelighed, far, og så- til, at der stod 18,50 på prisskiltet, de halvtreds stod med småt. Hun rødmede. „Gør den det?" „Jah — det gø den jo. Du kan se, det står her. Du har måske ikke halvtreds øre til?" „Næh." Den lille pige var lige ved at græde. „Det var dog en skam. Hvad gør vi nu ved det?" Marie var så flov og ulykkelig, at hun pludselig drejede omkring ©PIB A 4

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.