Atuagagdliutit

Volume

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Page 30

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Page 30
Nordishavets Af Malta distriktstandlæge AKSEL ROM Til højre på billedet står en ung dansk hovmester, Egon Lauesen, som arbej- dede på Jan Mayen for nogle år siden. Under en af sine traveture på øen op- dagede han pludselig dette tyske flyvrag. En undersøgelse viste, at flyet ikke var skudt .ned, tværtimod var det bemærkelsesværdigt uskadt, bortset fra at halen var brækket af. Inde i vraget lå de hvide skeletter af besætningen, hvil- ket viste, at fundet aldrig før var registreret. En efterforskning i tyske krigs- tidsarkiver fastslog, at det sandsynligvis drejede sig om et Ju 88, som i maj 1942 var gået op fra Nordnorge, men aldrig returnerede. Om årsagen til styrtet kan man kun gætte. Den kan være fejlnavigering eller pVoten kan have for- søgt nødlanding noget som Jan Mayen ikke egner sig til. (Egon Lauesen. Foto). talerpiatungånipoK dansken inusugton hovmestere, Egon Lauesen, ukiorpåluit matuma sujornagut Jan Mayen-ime sulisimasson. nenertame angalarujdrnerme Håne tyskit tingmis sar tukuat navssårisimavå. misig ssuinerit påsinarsisimavåt tingmissartoK autd'aineKarsimångitson, akerdlianigdle aserornikisimanalune, taimågdlåt pamiåsså napisimavdlune. tingmissartukup iluaniput inuisa sauni- kue Karsornerit, tamånalo takutitsissåvoK sujornagut naninenarsimångisåina- raluan. tyskit sorssungnerup nalåne agd'agtugait misigssornenarmata påsine- narpoK, tåssaugunartoK Ju 88, majime 1942 Norgep avangnånit tingisimasson, uterKingisdinarsimavdlunile. nåkarneranut pissutausson emoridinarneKarsinau- vok. tdmarsimasinauvoK kukulugtornikut imalunit ajutålerdlune miniaraluar- simasinauvoK, Jan Mayen-ilo mivfigssdungilan. (Egon Lauesenip dssilisså). Overskriften hentyder til øen Jan Mayen, som de fleste kender fra radioens vejrudsigter; imidlertid er det kun dens udsatte beliggen- hed under sidste verdenskrig, der har givet anledning til mindel- ser om den solbeskinnede mid- delha vsø Malta, for Jan Mayen er en lille forblæst og tåget is- havsø øst for Grønland og nord- øst for Island. Dens geografiske position er 71° nord og 8°30’ vest med rundt regnet 500 km til Sco- resbysund og omtrent samme af- stand til nærmeste punkt på Is- land. Geologisk er øen nok mest i slægt med Island, idet den lige- som sagaøen er af vulkansk op- rindelse og stadig har en urolig undergrund, der undertiden giver jordskælv og små vulkanudbrud. Den dominerende top, Beeren- berg på 2277 m, er en gammel vulkan, hvis isfyldte krater måler næsten to kilometer i diameter. Den er næsten altid indhyllet i skyer eller tågebanker. Historisk skylder øen gamle hollandske is- havsfarere og hvalfangere meget — bl. a. sit navn; og der kan fin- des spor af gammel fangstaktivi- tet, men lavamasserne og den vulkanske aske i forening med den sparsomme vegetation gør, at man har sammenlignet det hele med et månelandskab, og som så- dant har det ikke meget at byde som basis for et rigtdyreliv; der er lidt fuglevildt om sommeren, men polarræve og en tilfældig sjælden isbjørn er de eneste land- pattedyr. Arealet er 383 km2; på den lan- ge led er den ca. 55 km lang, på det smalleste sted kun nogle få km bred. Øens væsentlige nutidige be- tydning er den meteorologiske, hvad der også har været kerne- punktet, når interesserne har kol- lideret omkring øen i det sidste halvt hundrede år. Det begyndte småt: en norsk geolog ved navn Jacobsen var efter 1. verdenskrig blevet direktør for et mineselskab med interesser på Svalbard; be- gyndelsen af tyverne var en øko- nomisk opgangstid, hvor såvel realistiske som mere tvivlsomme projekter fik en chance. Samme Jacobsen var i besiddelse af en medrivende fantasi og blev af sel- skabet sendt til England for at tegne aktier. Men altimens Jacob- sen sad i London og fortalte „bjør- nehistorie" blev han som direk- tør afløst af en mere seriøs norsk ingeniør. Siden var det ikke akku- rat venskab, der prægede forhol- det mellem de to, og da det ryg- tedes i Norge, at ingeniøren i 1921 — samme år som Folkeforbundet, Mellemkrigstidens parallel til FN, godkendte Norges ret til Jan Mayen — udrustede en ekspedi- tion til øen for at oprette en fast meteorologisk station, arrangere- de Jacobsen en konkurrerende ekspedition og gik så vidt som til at annektere dele af øen; ved en senere proces tilkendte Nor- ges højesteret ham faktisk suve- ræniteten over det smalle midter- parti! Dog tabte han en efter- følgende erstatningssag mod den norske stat, som efter hans død afkøbte arvingerne de jacobsen- ske besiddelser. Jan Mayen var herefterdags en integreret del af det norske kongerige, og blev som sådan styret af den mere kendte regent Håkon VII. Sommeren 1944 suppleredes vejrstationen fra 1921 med radio- sondeudstyr, hvilket betød en klar forøgelse af de meteorologiske meldingers basisværdi, fordi vej- ret på Jan Mayen er meget lo- kalt og derfor påvirker observa- tionerne ved jordoverfladen; ved også at opsende radiosonder (bal- loner med termometer, barome- ter og fugtighedsmåler, altsam- men tilkoblet en lille radiosen- der) får man et mere fyldigt grundlag for vejrforudsigelserne. Foruden den moderne meteoro- logiske station, der også vareta- ger kystradiotjenesten og har en besætning på 10 mand, findes der idag et par km derfra en loran- station, som drives af det norske forsvarsministerium. Der er fæl- les fasiliteter for mandskabet på de to stationer. Atlanterhavet og Nordishavet med området mellem Grønland, Island og Jan Mayen er vigtigt i vejrudsigterne, fordi det som me- teorologerne her kalder polarfron- ten i stor udstrækning er af- gørende for hvordan vejret bliver i Nord- og Vesteuropa langt ned i det tempererede bælte. Under 2. verdenskrig blev forhåndskend- skab til vejret af åbenbar og un- dertiden afgørende betydning for luft- og søkrigsførelsen, men også ved de landmilitære operationer indgik vejrprognoserne i de tak- tiske overvejelser. I november 1939 var således to tyske slag- krydsere trods engelsk flådeblo- kade brudt ud i Atlanterhavet på jagt efter allierede konvojer. De to krigsskibe havde dog ingen større succes med dette togt, hvor det kun lykkedes dem at sænke en langt underlegen modstander, en armeret britisk hjælpekrydser. Enheder af „Home Fleet", den en- gelske hjemmeflåde, jagede ener- gisk de tyske slagkrydsere, men disse slap ubemærket hjem til Tyskland langs den norske vest- kyst, takket være perioder med dårligt vejr og den kommanderen- de tyske admirals dygtige udnyt- telse af sin viden herom. I decem- ber 1944, da de tyske hære ellers var på retræte på alle fronter, indledte de pludselig et modan- greb, den såkaldte Ardennerof- fensiv, som i begyndelsen havde overraskende fremgang, bl. a. for- di vejret var på tyskernes side: den allierede flyoverlegenhed kunne ikke udnyttes effektivt mod de tyske panserkolonner på grund af vedvarende dårligt fly- vevejr (tåge). Tyskerne havde en halv snes dage tidligere sendt vejrmeldende u-både til positio- ner i Atlanten. Ved krigsudbruddet 1. septem- ber 1939 havde Norge i hvert fald fem meteorologiske stationer i re- gelmæssig drift i og omkring Is- havet, nemlig Isfjord Radio på Svalbard, stationen på Jan Mayen, en på Bjørnøya samt to på Øst- grønland (Myggebukta ved Mac- kenzie Bay, ca. 72° 30’ nord, og Torgilsbu ved Lindenows Fjord, ca. 60°30, nord), men først efter den tyske besættelse af Danmark og Norge i 1940 blev spørgsmålet om fortsættelsen af vejrtjenesten i Arktis taget op til forhandling mellem den norske eksilregering i London og britiske myndigheder. Indtil da havde stationerne nem- lig sendt vejremeldingerne i klart sprog, således at de kunne ud- nyttes af både tysk og allieret krigsmagt. Sommeren 1940 beslut- tedes det at forsyne de to øst- grønlandske stationer med koder, mens stationen på Jan Mayen skulle evakueres og demonteres; skønt vejrrapporterne herfra reg- nedes for særligt værdifulde, mente man alligevel, at øen lå for udsat for tyske angreb, til at det var forsvarligt at opretholde den. Disse planer iværksattes i løbet af sommeren og efteråret 1940, hvorved der straks opstod en føle- lig lakune i tyskernes vejrobser- vationsnet. Krigen igennem var den tyske krigsmarine og det ty- ske luftvåben derfor stærkt op- taget af at udbygge og oprethol- de arktisk vejrvarslingstjeneste, hvad der bl. a. var årsag til de berømte sammenstød med den danske slædepatrulje i Nordøst- grønland. Oprindelig havde Nazityskland haft planer om en meteorologisk landstation i Scoresbysundområ- det, men da USA, der i 1940 end- nu ikke var krigsførende, kraftigt markerede, at Grønland var ame- rikansk interessesfære (efter be- sættelsen af Danmark var der kommet både amerikansk og ca- nadisk konsul i Godthåb), blev denne plan opgivet, idet Hitler i begyndelsen af krigen var me- get bange for at provokere USA. Man klarede sig derfor foreløbig på andre måder. En. tysk sælfangstskude „Sach- sen", der var kendt med disse farvande fra tiden før krigsud- bruddet, blev efter mindre æn- dringer omregistreret til krigsfar- tøjet WBS 1 (Wetterbeobach- tungsschiff = vejrobservations- skib) og i september 1940 med et hold meteorologer sendt til den sydlige del af Danmarksstrædet mellem Grønland og Island; her- fra sendte skibet regelmæssige meldinger til Trondheim i Norge og returnerede hertil i foråret 1941, da man følte, at det var usundt at blive i området læn- gere, fordi de allierede efterhån- den havde pejlet sig ind på ski- bet. Som allerede antydet inten- siverede den tyske vejrtjeneste sin aktivitet, når en eller anden større operation forestod. Slagski- bet „Bismarck“s berømte eneste krigstogt, der fandt sted i maj 1941, blev således i forvejen for- beredt af „Sachsen" ved en is- og minerekognosceringstur til Danmarksstrædet. Derefter gjor- de „Sachsen" igen vejrtjeneste, denne gang i området mellem Grønland og Jan Mayen, hvor det havde held til at holde sig skjult for fjendtlig indpejling i måneds- vis. I 1944/45 forsøgte man sig igen med vejrskibe, denne gang nærmere området mellem Grøn- land og Vestspitsbergen. Desuden satte man, som regel fra u-både, ubemandede automa- tiske vejrmeldingsstationer i drift på øde steder, nogle så langt borte som på Labradorkysten af Canada og på den sovjetiske ø Novaja Zemlja. I marts 1945 blev en så- dan station fundet på nordspidsen af Jan Mayen, særdeles godt camoufleret. Endelig forsøgte en tysk trawler midt i november 1940 at nærme sig Jan Mayen for at oprette en meteorologisk station, men blev afsløret af en engelsk krydser inden det lykkedes den at lande; den tyske kaptajn satte derfor trawleren på grund og lod be- sætningen redde sig i land, hvor den straks blev taget til fange af forfølgerne. Men den mest kontinuerlige og beundringsværdige indsats blev nok øvet af vejrobservationsfly fra „Luftwaffe" (det tyske luft- våben), som i løbet af de mere end fem år denne tjeneste fandt sted i gennemsnit udførte to flyv- ninger pr. døgn, ofte under vejr- forhold, der holdt alle andre fly

x

Atuagagdliutit

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.