Grønlandsposten - 01.11.1945, Blaðsíða 23

1. Novbr.
GRØNLANDSPOSTEN
243
kandidater. Jeg synes nemlig, at landets faa egnede
kræfter udnyttes slet under de nuværende forhold.
Hvad det gælder om er nemlig at faa de politisk
interesserede og folk med større uddannelse og videre
horisont ind i raadet og ikke blot mænd, der har
lokalkendskab, men ingen forudsætninger eller kva-
lifikationer til hvervet. Med de sidste medlemmer
kommer vi ingen vegne. Og her er der selvfølgeligt
intet i vejen for, at danske kan vælges ind i raadet. Vi
har heller ikke glemt de herrer Porsilds og Lauret-
Christensens gode medlemsskaber.
Jeg maa indrømme, at min artikel maaske er en
lille smule uklar, men jeg har ment, at det ofte er
mere fordelagtigt ikke at præcisere for skarpt og ikke
at udtrykke sig for kategorisk, naar man drøfter
sager, der rører folks ømfindtlighed, nåar blot begge
parter forstaar meningen og søger at rette de for-
ældede sager i al fredsommelighed. A. Lynge.
Storfangeren David Olsen.
Jeg vil fortælle lidt om store David, et navn han
bar med rette; thi stor og bredskuldret var han —
og stor i dygtighed.
Fra dreng af oplærtes David i kajakfangsten lige-
som sine jævnaldrende; lige fra tiaarsalderen havde
han sin egen kajak. Kajakken ansaas jo dengang
for det vigtigste erhvervsredskab, og desuden kunde
kajakfangsten jo give et godt supplement til den
usle haandværkerløn.
David var meget stærk i sin ungdom, og herom
vidner følgende historie, der gaar om ham mellem
folkene her: — Man arbejdede engang ved kolonien
med at lave stensætning paa kajen. Det var lige paa
en tid, hvor der var mange sæler. Man havde bedt
bestyreren om at maatte gaa paa sælfangst, men man
havde faaet afslag. David og arbejdsfællerne var sure
over afslaget og gav sig til at kaste sten efter tatte-
ratterne istedet for at passe deres arbejde. Midt under
legen saa man bestyrerens hund komme, og man
vidste nu, at bestyreren var i nærheden, hvorfor alle
undtagen David skyndte sig tilbage til arbejdet ved
stensætningen. Bestyreren kom og raabte: »David,
slemme knægt, kan du passe dit arbejde«, men David
var nu oplagt til at drille og sagde til de andre: Nu
skal jeg gøre det af med hans redskaber, saa faar vi
fri alligevel! Han greb derpaa sit koben og vilde
bryde en stor sten løs fra klippen, men kobenet
knækkede. Han smed det væk og greb det næste, men
det knækkede ogsaa, og nummer tre og fire fik sam-
me skæbne. Saa var der ikke flere koben ved kolo-
nien, og man kunde gaa paa sælfangst, og der for-
tælles, at der blev fanget ualmindelig godt den dag.
— Men næste Aar kom der nogle meget svære koben
ud til kolonien, og dem kunde David ikke brække.
Engang han var laget ud i en haard østen sammen
med sin broder, harpunerede broderen en narhval
og holdt selv fast i linen, da han ingen fangeblære
havde med. Broderen var lige ved at kæntre, men
David kom til, og det lykkedes brødrene i forening at
hale narhvalen ind og dræbe den med lænserstik. En
anden gang bugserede han en grønlandssæl hjem
bag paa sin kajak, fordi bugsergrejerne var gaaet i
stykker.
David var ogsaa en stor rensjæger og drev jagten
fra slæde med lutter hvide hunde, hvis pels glinsede,
saa det var en fryd at se, naar han kom kørende.
Han bragte altid megen fangst med hjem og havde
saaledes gode indtægter ved siden af sin udsteds-
bestyrergage, saa han kom ikke til at lide nød.
Ved altid at passe godt paa ikke at spilde og for-
øde noget har David været et godt eksempel for sine
landsmænd. Jeg spurgte ham engang, om han aldrig
havde haft tab, mens han var udstedsbestyrer, og han
svarede: »Nej, men jeg har engang haft underskud,
og da sagde jeg til min kone: nu vil vi ikke smage
dansk proviant i en hel maaned. Det gjorde vi hel-
ler ikke, men jeg gik paa fangst, og vi levede i over-
flod.«
Da torskefiskeriet begyndte, havde Davids boplads-
fæller næsten ingen baade eller pramme til at drive
fiskeri med. Det ærgrede David, saa han begyndte at
bygge pramme til dem paa egen regning, men for-
langte derefter Vs af deres fangst som løn. Jeg var i
den tid borte nogle aar, men da jeg igen kom tilbage
til bopladsen, kan det nok være, at vandet flød med
baade og smaapramme. Han var altid paa vagt over-
for de usparsommelige bopladsfæller og tog sig ofte
af deres ting, naar de ikke kunde selv.
I sin fremstilling og fortællemaade var han meget
underholdende, og havde han først begyndt at for-
tælle, var det svært at vende øjnene bort fra ham
igen. Han plejede gerne at sige, at hvis man ikke
selv gjorde de erfaringer, som man kunde læse sig
til, saa gjorde man bedst i at tie stille.
Selv i sin alderdom var David rask og altid paa
færde — stadig den samme — stadig rigeligt forsynet
med alt til alle aarstider, og han huggede selv kvas
og bragte det op paa loftet til brug for vinteren. Al-