Atuagagdliutit - 30.10.1997, Page 16

16
Nr. 84 • 1997

GRØNLANDSPOSTEN
MADEN SMAGTE AF CERUT
- Jeg ville være skomager, men var heldigvis ikke kvalificeret, siger rektor for GU, Isak Heilmann
Det er slet ikke ualmindeligt,
at fodgængere - og undertiden
også cyklister - bliver aggres-
sive, når »sportsidioten« Isak
Heilmann iført løbesko og
træningstøj overhaler dem på
cykelstien mellem Nuuk og
Nuussuaq i Nuuk: - Hvor skal
du hen med den fart? Eller
spydigt: - Har du travlt? Og
lignende. De irriterer ham sta-
dig. Men efter et langt liv på
landevejen er han så småt er
begyndt at overhøre det. Alli-
gevel er det mærkeligt, at lidt
løberi kan vække sådan vrede.
Nu er det nok noget under-
drevet at kalde Isaks motion
for »lidt løberi«. Det er efter
AG’s beregning blevet til om-
kring 200.000 kilometers løb
eller langrend, det samme som
fem gange rundt om kloden
eller to trediedel af afstanden
fra jorden til månen. »Lidt
løberi« er ikke et dækkende
udtryk.
Aggressionerne kommer
sikkert af en slet skjult mis-
undelse. Det fleste ved, at de
nok burde gøre det samme,
men de kan ikke tage sig sam-
men. Og det skal Isak så høre
for, når han i al slags vejr dri-
ver sig frem på vejen eller i
løjpen for at finde rytmen, bli-
ve alene med sig selv og lade
tankerne flyve.
AG’s torsdagsinterviewer
aftalte at hente Isak tidlig om
morgenen på GU. På vej til
hans vakantbolig ved rund-
kørslen skulle vi så indenom
bageren efter morgenbrød.
Det blev i stedet Sømands-
hjemmet, og da vi tog derfra,
spurgte Isak, om vi ikke lige
kunne køre et smut ned til det
nordligste byggeri ved Qasi-
giannguit. Her er han ved at
bygge andelsbolig, og han vil-
le godt se, hvordan byggeriet
skred frem.
Af en eller anden grund lig-
ger Isak’s hus bedre end de
fleste andres. En fantastisk
udsigt ved fjorden og med
mulighed for at have båden
liggende nedenfor verandaen
hele sommeren.
Lige nu er huset ét stort
rum, men Isak fortæller, at han
som den eneste har bestemt
sig for en stor stue og til
gengæld kun to værelser.
- Ja, du hor stadig alene og
får vel heller ikke småfolk i
huset?
- Nej, i alt fald ikke fore-
løbig, svarer Isak frejdigt.
Han er fuld af overraskel-
ser, den mand, og det skulle
ikke undre mig, hvis der ligger
mere end en spøg i den ord-
veksling. Måske ligefrem
uden at han selv er klar over
det. Tingene har det med
næsten altid at udvikle sig
gunstigt for Isak.
Selv siger han, at han er pri-
viligeret og altid har været det,
og noget tyder på, at det pas-
ser langt hen ad vejen. Men
helt ret har han ikke. I 1991
døde hans kone Astrid, der
selv havde været et indlysende
emne til torsdagens Inuit i
AG. Hun var en original og
dygtig kunstner med mange
interesser, der for de flestes
vedkommende havde med
Grønland og Grønlands natur
at gøre. Hertil var hun
»idrætsmand« og holdt sig
trods sygdom i gang på et
mere end fornemt motions-
niveau.
Isak prøver at holde liv i
deres fælles interesser, men si-
den Astrids død har han ikke
fået plukket en eneste Qajaas-
sat til the og krydderi. - Det
skal nu nok komme, siger han.
- Når jeg en dag får mere tid.
Han er ikke gået i stå, fordi
han er blevet alene. Men det er
interessen for idrætten, han
har lettest ved at holde fangen.
Priviligeret
Isak Heilmann virker, som om
han er en lykkelig mand. Det
tyder hans smil, humør og
ubekymrede væsen på, og han
siger rent ud, at han er privili-
geret og altid har været det -
lige fra fødslen i Maniitsoq for
62 år siden.
- Allerede min tidligste
barndom var helt utrolig vid-
underlig. Min far og et par
andre i familien købte en lille
kutter - på 28-30 fod - en så-
kaldt nummerbåd, og det
betød, at vi hvert år tog på
adskillige fangstrejser. Jeg
mindes disse afgange fra
Maniitsoq, hvor mange men-
nesker var stimlet sammen på
kajen - der skulle ikke så
meget til dengang - og hvor vi
tre familier med otte-ti børn i
hver gik ombord i nummer-
båden og den store jolle, der
var på slæb.
- Da jeg siden i skolen, hør-
te om folkevandringer, kom
jeg altid til at tænke på vore
afrejser fra Maniitsoq. Båden
og jollen var stuvende fuld af
mennesker, vel omkring 30 i
eller stod vi dagen igennem
undervejs til Atammik eller
andre fjerne steder i distriktet
til lyden af den lille 5-6 hestes
glødehovedmotor.
- Om foråret gjaldt det am-
massat og sælfangst, og når vi
kom hjem i juni, varede det
ikke længe, før vi tog afsted
på ørredfangst i Oqummiaq
ved Atammik. Her havde
familien fiskeret sammen med
et par familier i Atammik,
men har nu mistet retten, fordi
vi ikke har udvist tilstrækkelig
interesse.
Om efteråret gik det så igen
afsted med den samme skude-
fuld mennesker på torske-
fiskeri og lignende. Jeg tror, at
min store interesse for naturen
stammer fra disse lykkelige år.
Det var et liv og en tilværelse,
der arbejdede sig ind i krop og
sjæl, så jeg nok er blevet af-
hængig på livstid.
God gammel skole
- Jeg husker skolen i Maniit-
soq som en god skole. Der var
gode kateketer, gode lærere.
- Den første tid var dog et
mareridt, fordi jeg kedede mig
noget så grueligt. Det virkede
tåbeligt at sidde inden døre for
at lære at læse, især når jeg
allerede kunne læse, inden jeg
kom i skole. Det var ulideligt.
- Så jeg pjækkede naturlig-
vis. Jeg gik for mig selv og
legede bag skolen, hvor ingen
lagde mærke til mig, men jeg
havde ikke regnet med, at
kateketen gav mine forældre
besked. Så måtte jeg jo finde
på et eller andet om, at mine
kamikker var blevet våde -
eller noget i den retning.
- Når jeg siger, at det var en
god skole, hænger det måske
sammen med, at det var
»meget styret«. Der var disci-
plin, og indlæringen var tem-
melig håndfast. For eksempel
lærte vi skønskrift på tælling:
Op-ned, op-ned og så videre.
- Men lærerne var virkelige
personligheder. Jeg husker for
eksempel Lars Møller, Karl
Heilmann, Frederik Holm,
Indaleeraq Egede, Ole Brandt
og flere andre.
Isak ville
være skomager
- Lige efter jeg blev konfir-
meret var der et opslag på
butiksdøren:
Skomagerlærling søges til
KGH!
Og der blev lokket med
læreplads i Danmark. Siden
krigen var mange unge alle-
rede begyndt at flytte fra byen,
og udsigten til at følge efter
var noget, der pirkede til den
spirende udlængsel, jeg havde
i mig. Af en eller anden grund
lykkedes det at at få mine
forældre til at give mig lov til
at søge pladsen, og det gjorde
jeg, med hovedet fuld af even-
tyr og spændt forventning.
- Heldigvis hørte jeg aldrig
fra KGH. Efter al sandsynlig-
hed var jeg ikke kvalificeret til
at blive skomager, og set i
bakspejlet var det nok ikke
den største ulykke, der er
hændt mig.
Også efterskolen i Nuuk var
en lykkelig tid for Isak og
hans kammerater, og det var
her, interessen for idræt rigtigt
tog om sig. I Maniitsoq var det
blev til lidt atletik, fodbold og
boksning. David Sommer
allerede var dengang god til at
samle unge omkring sig til
sund fritidsbeskæftigelse, men
først i Nuuk blev det virkelig
alvor. Her kom der gang i atle-
tik og skiløb, det sidste under
Lars Svendsens ledelse.
Isak Heilmann trækker på
skuldrene, som om han vil
undskylde det og siger: - Ja-
men, jeg har altså kun gode
minder fra den tid. Det var en
inspirerende tid, og vi fik gang
i mange aktiviteter - ikke bare
legemligt - men også gennem
elevforeningen, musikforenin-
gen, sportsforeningen og en
avis.
- Måske var vi ikke så
krævende dengang, fortæller
han. - Og vi klagede aldrig...
Grønlandsk mad
med cerut-smag
- Det skulle da lige være over
maden, fortsætter han, og på
glimtet i hans øje kan man se,
at en skør historie hales frem
fra hans stopfyldte anekdote-
arkiv.
- Først havde vi en frøken
Dyhr som økonoma, forklarer
Isak Heilmann. - Derefter kom
en færing, som jeg ikke rigtigt
kan huske navnet på, men hun
var søster til hvalfangeren
Sonja Larsen. Hun var ren stor
stærk dame, som røg cerutter,
mens hun arbejdede. I mod-
sætning til sin forgænger hav-
de hun heldigvis forstand på
grønlandsk mad - eller nord-
atlantisk måske - og det var vi
glade for. Men hun havde den
uvane at glemme at dryppe
cerutten af udenfor gryderne,
så da maden nogen tid havde
smagt af cerut, klagede vi. Det
tog rektor Binzer imidlertid
meget unådigt op.
Allerede på realskolen sag-
de Isak definitivt farvel til
Maniitsoq. Byen var blevet for
snæver, men egentlig ville han
godt have været andre steder i
Grønland. Muligheden kom
bare aldrig.
Efter realskolen læste Isak
Heilmann til lærer på Semina-
riet i Nuuk og startede som
lærer på Qorsussuaq. Men den
andenrangs status som en
grønlandsk lærer nød, var ikke
noget for ham. Han blev hur-
tigt træt af at optræde som tolk
for en dansk skoleinspektør
ved forældremøder og lignen-
de. Han var lærer, og han ville
arbejde som fuldt ligeberetti-
get kollega. Derfor tog han for
egen regning til Hjørring
Seminarium og startede forfra.
Dog mente han nok, han tur-
de vove at springe præparand-
klassen over, og efter fire år
stod han så med en dansk
lærereksamen. Men heller
ikke det var nok, og derfor
læste han til cand. phil. i eski-
mologi på universitetet.
Således rustet var det tid at
tage hjem til Qorsussuaq, hvor
han blev viceinspektør. I 1976
flyttede han til seminariet, og
da GU blev skilt fra i 1988,
blev han rektor der.
Mange glæder
fra idrætten
Det er ikke mærkeligt, at
Grønlands ubestridt største
idrætsmand til dato, Isak Heil-
mann, siger, at idrætten har
bibragt ham mange glæder.
Den har nok været halvdelen
af hans liv, som udøver, for-
eningsmand og lederfigur.
Under sine ophold i Dan-
mark var det ikke vanskeligt at
gøre lynkarriere indenfor
langrend, Isaks foretrukne
idrætsgren. Men han har også
engang stillet op til Dan-
marksmesterskab i alpine
discipliner, på lånte ski og
uden træning, og alligevel fået
bronze.
På grund af problemer med
knæene opgav Isak badminton
og fodbold og har siden kon-
centreret sig om løb og lang-
rend, og det er her han har
opnået sine bedste resultater.
Men det er først på »sine
gamle dage«, at han er blevet
ubestridt den bedste. En kam-
merat fra Maniitsoq, som han
gik på efterskole med, blev
ved med at vinde over Isak,
som en periode fik tilnavnet
»den evige toer«. Kammera-
ten var landsstyremedlem
Daniel Skifte, der især efter et
ophold på Danmarks Højskole
for Legemsøvelser, som den
hed dengang, fik en gevaldig
fremgang. Han blev ved med
at vinde, indtil han en dag be-
gyndte at trappe idrætten ned.
Men Isak blev ved og blev ved
og blev ved. Og han er stadig
idrætsmand på eliteniveau,
selvom placeringerne interes-
serer ham knapt så meget nu
som før.
For eksempel deltog Isak i
Masters’ World Cup i Italien
sidste vinter i både 30 og 20
kilometer langrend. Hans pla-
ceringer blev 16. af 64, 15. af
68 og 10. af 62, hvilket for en
senior havde givet FIS-points
nok til at deltage i OL.
Til februar går turen efter al
sandsynlighed til Masters’
World Cup i Lake Placid, Ca-
nada, hvis ellers arbejdet tilla-
der det.
Ung mand på 62
Isak Heilmann er ikke en
gammel mand. Det behøver
man heller ikke at være, når
man er 62 år, men mange af
hans jævnaldrende er det nu
alligevel. Man kan vel i værste
fald kalde ham midaldrende,
som vi andre, der er meget
yngre.
Det er det irriterende ved
Isak, at ligegyldigt, hvor
meget man træner så når man
ham ikke. Han har en kamp-
vilje og den ældres seje know-
how, som gør, at han altid står
i sit overtrækstøj ved mål-
stregen med et bredt smil til
velkomst, når vi andre dukker
op. Det er der ikke meget ved.
Derfor glædede vi os - for
nogle år siden - for en dag vil-
le Isak blive gammel, mente
vi, og så skulle vi nok få ham.
Men det er ligesom, det er os
der bliver ældre. Hans brede
smil sidder, hvor det plejer, og
Astrid aamma Isak Heilmann, qeqqanni apersortittoq
Morten Jørgen.
Astrid og Isaq Heilmann med konfirmanden
Morten Jørgen imellem sig. alt. Som sild i en tønde sad
Juullikkunni ilaqutariit Norgemut sungiusa- Hele familien på juletræning i Norge,
riartut. Saamerlerniit tassaapput Uiloq, Fra venstre Uiloq, Isak, Morten Jørgen,
Isak, Morten Jørgen, Astrid aamma Parnuna. Astrid og Parnuna.