Dúgvan - 01.01.1920, Blaðsíða 2

Januar.
D ti G V A N
\
Svaret.
Storstuka Islands.
I. O. G. T.
• •
Reykjavik, 4. Dec. 1919.
Kære Larsen-Ledet!
Tak for deres Brevkort af 25.
Oktober og Brev af 31/10, hvor-
med fandtes vedlagt Avisudklip
indeholdende Prof. Weis’ sidste
Digteværk. Jeg maa begynde
med at bede Dem undskylde, at
det har trukket ud med Besva-
relsen.
I det følgende vil jeg ind-
skrænke mig til kun at imødegaa
nogle enkelte Punkter, hvis Unøj-
agtighed og Upaalidelighed er
særlig graverende, og nøjes med
at betegne hele Resten som det
gladeste Vanvid.
De høje Bøder i Lovforsla-
get 1919.
Der var kun Tale om, at for
dem, som bryder Myndighedernes
Segl for at faa fat i spirituøse
Drikke, kan Bøden ansættes fra
1000 til 10,000 Kroner, hvis ikke
større Straf fortjenes ifølge andre
Love.
Forslaget var forøvrigt mest
om nogle smaa Lapperier, særlig
nogle tilsyneladende smaa Smut-
huller i Forbudsloven, man vilde
forsøge at stoppe til. Men dette
Forslag blev først frembragt saa
sent, at der ikke vandtes Tid til
at gennemføre det inden Samlin-
gens Slutning.
Førsteminister Jon Mag-
nusson
deltog altsaa ikke i Voteringen
om »ny Folkeafstemning«. Han
har ikke stillet sig i Spidsen for
noget imod Forbudsloven og er
vedblivende forbudsvenlig. Den
Kandidat, der ved de lige slut-
tede Valg vandt Sejr over J. M.
med nogle faa Stemmer, er ogsaa
Forbudsven. Den største Misfor-
staaelse ligger dog i Hentydnin-
gen til, at Forbudsvennerne er
bange for Folkeafstemning. Det
paagældende Forslag gik ud paa
samtidig at stemme om Stats-
monopol, der jo kun kan betyde
Forbudets Ophævelse, og betegne
som Skipperløgne. Et enkelt
Nedsænkningsforsøg i Lovens
første Aar, faldt daarligt ud og
gjorde de paagældende til Grin
og Latter.
Alkoholforbruget efter 1915.
I Aarene 1908—1910 sketeder
nogen Indskrænkning i Indførse-
len og følgelig ogsaa i Forbruget.
Grunden var den almindelige,
meget trykkende Pengeknaphed.
Al anden Varetilførsel blev sam-
tidig betydelig indskrænket. Den
store Indførsel i 1911 skete vist-
nok delvis for udenlandsk Reg-
ning pg var beregnet til Brug i
Aarene 1912, 1913 og 1914, me-
dens Indførsel var forbudt, men
Salg øg Udskænkning fri. Denne
Indførsel vilde ikke strække til,
da mjange forsynede sig til lange
Tide^.
J
Indførsel efter 1915.
Man skal være varsom med
Sammenligning af disse fire Aar
baade indbyrdes og med de fore-
gaaende tre Aars Periode. Tek-
nisk Spiritus, som Hr. Weis om-
taler, maa vistnok betegne hele
Indførselen, der tildels er til tek-
nisk Brug (største Delen til nau-
tiske Instrumenter, Kompassene,
som enhver Trawler og Motor-
baad forsynes med, og alle frem-
mede Skibe købe efter Behov),
men hovedsagelig til medicinsk
Brug. Indførsels-Statistiken er
taget efter Toldafgifts-Regnin-
gerne, og ved disse er den Ejen-
dommelighed, at den indførte
koncentrerede Spiritus, der udgør
største Delen af hele Importen, i
Toldregningerne er omsat i 8
Graders Spiritus, men til dette vil
Forbudsvennerne selvfølgelig ikke
være med. Mange er derimod
temmelig ivrig for ny Folkeafstem-
ning uden noget andet Tillæg og
helst ikke paa Modstandernes
Initiativ, om ikke for andet, saa
for at blive fri for Fjendernes
evindelige Kævleri.
Altingsmand Pastor S. Sté-
fansson
har aldrig nogen Sinde været
Forbudsven. Han blev af sit
Parti i sin Tid (1909) ligefrem
tvunget til at give sin Stemme,
men han fik hurtig Lejlighed til
at vise sit rigtige Sindelag, og
I9I3- 1 Vs Aar forinden Loven
traadte fuldstændig i Kraft, fore-
slog han at ophæve Indførsels-
forbudet for Resten af den tre-
aarige Periode.
Helbredet og Surrogaterne.
Jeg kan nøjes med at henvise
til Dr. Jon Helgasons, Islands
Biskops, Udtalelser til Afholds-
dagbladet. Sygeligheds- eller
Dødeligheds-Statistikken kender
ikke nogen af disse frygtelige
Tilstande.
At Spiritus findes nedgravet i
Bjergene eller bliver sænket ned
i Havnen, for der at gemmes til
bedre Tider, er nærmest af dan-
ske Kornbrændevins normale
Maksimalstyrke. Dette har til
Følge, at største Delen af den
officielle Statistiks Indførsels-
Kvanta maa divideres med 2,
naar man vil udfinde den rigtige
Spiritus-Indførsel. Den egentlige
tekniske Sprit blev for en Tid en
Del misbrugt, men dette Forhold
blev ad administrativ Vej bragt
til Ophør. Dette skete i Jon
Magnussons Regeringstid og sor-
terede under ham.
Forbudet og Dyrtiden.
Den Vægttold, som i sin Tid
blev lavet for at opveje Spiritus-
afgiften, gav straks et større
Overskud, uden dog at Befolk-
ningen mærkede synderlig til den.
Der var kun 6 Tarifer. 1. Tarif:
Fødevarer, Petroleum, Cement og
Tjære 10 — ti — Øre for 100
danske Pund. 2. T.: Hø, Mate-
riale til Bygninger og Indhegnin-
ger, Jern og lign. 25 Øre pr. 100
Pund. 3. T.: Manufakturvarer
og lign. 3 — tre —- Kr. for 100
Pund. 4. T.: Salt og Kul 50 Øre
til 1,00 pr. Ton. 5. T.: Trælast
og lign. 3 Øre pr. Cbf. 6. T.:
Abe andre Varer 100 Øre
pr. 100 Pund. (Alt beregnet
Brutto, dersom Varen er indpak-
ket.) Denne Vareafgift er kun
bleven fordoblet i Krigsaarene.
At den i nuværende Tilstand kan
gøre »Dyrtiden utaalelig« er selv-
følgelig hen i det Blaa. Man
tænke sig 40 øre paa 100 Kilo
Fødevarer, Rug, Hvede, Gryn og
lign. og andet efter det. Det er
en ganske anden Sag, at adskil-
lige ikke er Yndere af denne
Skattemetode, hvor Juveler og
Silkestoffer ikke bærer større
Vægttold end henholdsvis Isen-
kram og Gulvklude. Det bør
bemærkes, at trykte Bøger, Avi-
ser, Skibe, Baade, Tegl, groft
Jern og personligt Flyttegods
(Indbo og Passagergods) altid
har været afgiftsfrit.
Skibsfarten er for længe si-
den fri.
Jeg har ikke mere at bemærke
til Prof. Weis, men haaber, at
dette er tilstrækkeligt.
Vi Forbudsvenner er vistnok
ikke helt tilfredse med Forbuds-
loven og dens Udførelse her, men
det staar ikke i noget Forhold til
Forbudsfjendernes Umaadelighed
i Røverhistorier.
PAll Jéns son.
Læserne vil lægge Mærke til,
at foranstaaende Fremstilling ikke
er helt klar paa enkelte Punkter.
Grunden hertil er utvivlsomt den,
at der ved Uagtsomhed fra »Af-
holdsdagbladet«s Side er faldet
et Par Sætninger ud af Hr.
Påll Jonssons Brev.
Red.
Taft viser Spiritusvennerne
Vintervejen.
— o —
Wilsons Forgænger, William
Taft, var en af de amerikanske
Statsmænd, som var imod Rigs-
forbudet. Da Forbudet var ved-
taget, og de rusdrikinteresserede
fremdeles fortsatte med deres
Agitation og allehaande Kunster
for at undgaa eller omgaa Loven,
gjorde de fremdeles Regning paa
Taft. Men Ekspræsidenten sagde
straks Nej paa en saadan Maade,
at det ikke var til at misforstaa.
Til den Deputation, der paa
Rusdrikketrafikkens Vegne bad
ham føre Trafikkens Sag for
Højesteret og beregne sig et
hvilket som helst Honorar, han
maatte ønske, sagde Mr. Taft de
stolte Ord: »Mine Herrer: Selv
om De samler alt det Guld, som
findes i Amerika, vil jeg ikke
forsvare deres Sag, hverken for
Retten eller overfor Offentlighe-
den. Jeg skal nemlig sige Dem,
mine Herrer, min Samvittighed
er ikke til Salg.«
Med den Besked maatte Spiri-
tusvennerne tøfle af — med Lom-
merne fulde af det Guld, Taft
sagde Nej til, og med meget for-
undrede og bedrøvede Ansigter.
I »Public Leader« gjorde Eks-
Præsidenten yderligere Rede for
sine Anskuelser. Nu maa det
være Slut med Agitationen —
sagde han — nu maa Alkohol-
kapitalen holde op med sine
Kunster og forvildede Anstren-
gelser. Nu er det alle loyale
Medborgeres Pligt at virke for,
at kloge og virksomme Foran-
staltninger bliver vedtaget for at
gøre Loven effektiv, hvilken Stil-
ling end de tidligere har indtaget
i Forbudsspørgsmaalet. Først om
det skulde vise sig, efter en Del
Aars Erfaring, at Loven var et
Misgreb, først da er det Tid til
at tage Spørgsmaalet op paa ny.
I »The Ladies’ Home Journal«
har Præsidenten siden skrevet en
Artikel, hvor han udvikler sit
Syn paa Forbudsspørgsmaalet.
Artiklen er interessant, bl. a. fordi
den viser, hvordan en fremtræ-
dende Amerikaner, oprigtig
Ædruelighedsven, men Modstan-
der af Rigsforbudet, ser paa
Sagen. Han skriver her blandt
andet:
Den personlige Frihed.
I intet Samfund, hvor der fin-
des et Naboforhold mellem en
Persoh og en anden, eller mellem
en Familie og en anden, kan der
findes nogen fuldstændig Handle-
frihed. Grottemennesket var fak-
tisk det eneste Menneske, som
nogensinde har nydt den Slags
Frihed, og den blev gjort fuld-
stændig illusorisk af ethvert an-
det stærkere Grottemenneske med
en stærkere Kølle. Frihed, regu-
leret ved Lov, er den eneste
Form for Handlefrihed, som kan
indrømmes os, uden at der bliver
begaaet Uret mod andres eller
mod alles fælles bedste.
Hvor langt vi bør gaa i at
begrænse den enkeltes Frihed til
Fordel for alles Vel, er et stadig
tilbagevendende Spørgsmaal. At
forsøge at gaa efter den Sats, at
Staten véd bedre, hvordan en-
hver bør handle, end han selv
kan afgøre, tør være baade taa-
belig og despotisk.
Hvilke Indskrænkninger i den
personlige Handlefrihed til For-
N r. 1. — 1920.
del for den almene Velfærd er
rimelige og velbegrundede, er i
Virkeligheden et Gradsspørgs-
maal. Det bør bestemmes af den
almindelige og overvejende Me-
ning hos alle Mennesker i et
Samfund, som har fælles Behov,
fælles Idealer og fælles Glæde
af, at Retfærdigheden raader.
Deraf udkrystalliseres en Slags
Morallov, grundet paa de skade-
lige Virkninger af Handlinger,
som er saa skadelige, at de truer
Samfundets, Velfærd.
Hvad er bedst for de mange?
Der findes som bekendt mange
Mennesker, som kan drikke alko-
holiske Drikke fuldt ud maade-
holdent. Men vi véd ogsaa, at
Rusdrikken er eh meget stærk
Frister til at overgaa Stregen,
Vi kender til, at den spiller en
stor Rolle som Skaber af Fat-
tigdom og Nød, ikke bare for
Drankeren selv, men ogsaa for
alle dem, som paa en eller anden
Maade er afhængige af ham.
Den umaadeholdne, Dranke-
ren, er i flere Henseender en
Byrde for Samfundet. Indskrænk-
ning i Friheden til at drikke for
dem, som Brugen af Berusnings-
midler er ufarlig for, er kun et
ubetydeligt Baand paa deres
almindelige Handlefrihed. Det
er noget, som man meget godt
kan kræve, at de afstaar fra for
at redfle for Samfundet dem,
som Alkoholen fordærver og
ødelægger.
Rusdrikbrugen er en Samfunds-
vane, og den øger eller mindsker
i høj Grad, alt efter Lejlighed
og Tilgang. Og mange vil slet
ikke komme til at drikke, om
ikke Drikkevarerne sattes saa at
sige for Næsen af dem gennem
den farlige Nærhed af de mange
Værtshuse og Udsalgssteder, hvor
Salg af Spirituosa er tilladt.
-----Virkningerne af en fri
Handel med Rusdrik er saa far-
lige og fordærvelige for Sam-
fundet, at der ikke er nogen Tvivl
om, at den Ulejlighed, det med-
fører at beskære den personlige
Frihed gennem et effektivt For-
bud, er ringe sammenlignet med
Gevinsten for Samfundet. Dette
afgør Spørgsmaalet om, hvorvidt
Forbudet er i Overensstemmelse
med de sande Principper for
personlig Frihed.
Hvorfor jeg var imod Forbudet.
Men nogen spørger: Dersom
dette er sandt, hvorfor var De
personlig Modstander af Lovfor-
slaget om Rigsforbud? Det var,
fordi jeg ikke troede, at Forbu-
det vilde kunne virke og opret-
holdes i de Dele af Landet, hvor
man ikke var velvillig stemt over-
for det.
Jeg mente, det var en Sag,
som bare angik de enkelte Stater
og ikke Unionen. Jeg frygtede
for, at det vilde føre med sig en
Forøgelse i den centrale Myndig-
heds Magt, som allerede før er
for stærkt opsvulmet. Faren for,
at der skulde behøves en hel Hær
af nye Embedsmænd, var stor.
Og videre: mislykkedes Gennem-
førelsen af Forbudet, vilde det
have en demoraliserende Indfly-
delse paa alle Love. En Regu-
lering fra Washington af de per-
sonlige Vaner i Stater, hvor man
var imod Forbudsloven, kunde
komme til at vanskeliggøre For-
eningen og Sammenholdet mel-
lem Staterne.
Men nu har Folket talt-----
Men trods alt — Folket har
talt. Det er Demokrati. Lov-
forslaget er vedtaget, og ligesom
alle gode Borgere holder jeg
stærkt paa, at de mest praktiske
Forholdsregler vedtages for at
garantere, at Loven ubønhørlig
efterleves. Det er enhver Med-
borgers Pligt i et demokratisk
Samfund . . .