Dúgvan - 01.01.1920, Blaðsíða 3

I
»
i
>
Denatureret Spiritus.
— o—
Fællesudvalget har sidste Aar
henledet Amtets Opmærksomhed
paa, at denatureret Spiritus for-
mentlig blev misbrugt som Ny-
delsesmiddel. Man modtog som
Svar herpaa fra Amtet følgende
Skrivelse:
»I Anledning af Fællesudval-
gets Skrivelse af 20. April d. A.
angaaende Bestemmelserne med
Hensyn til Handel med denatu-
reret Sprit her paa Øerne, skal
man meddele, at man efter
indhentede Oplysninger fra 'de
forskellige Sysler maa gaa ud
fra, at Misbrugen af denature-
ret Sprit som Beruselsesmiddel
kun er ringe.
Under Henvisning hertil og
til at Anordningen af 28. Decbr.
’ 1917 kun har været gældende
i ganske kort Tid, saa at man
endnu ikke har indvundet til-
strækkelig Erfaring for, hvor-
ledes de gældende Bestemmel-
ser virker, skal man meddele,
at man ikke finder Grund til at
foretage noget.«
Fra Foreningerne.
—o—
Thorshavns
T otalafholdsforening
- —o—
Ordinær Generalforsamling
afholdtes Sandag den 28. December med
følgende Dagsorden:
1. Fornyelse af Løftet.
2. Valg af Bestyrelse og Suppleanter.
3. Valg af 2 Medlemmer til Fællesud-
valget.
4. Valg af Agitationsudvalg.
5. Eventuelt.
Efter at Afholdslaftet var fornyet, valg-
tes til Bestyrelse: Johs. O. Joensen, Jo-
hannes Simonsen, Bærent Gregoriusen, Ja-
cob Christiansen, og Poul Niclasen.
Til Medlemmer af Fællesudvalget valgtes:
Poul Niclasen og Chr. Holm Jacobsen.
Foreningens Agitationsudvalg kom til
at bestaa af: Jacob Christiansen, Vilhelm
S. Poulsen og Poul Niclasen.
* *
*
Bestyrelsen
har konstitueret sig saaledes:
Johs. O. Joensen, Formand.
Poul Niclasen, Næstformand.
Johs. Simonsen, Tilsynshavende
med Huset.
* *
* -
Juletræ.
I Slutningen af December samledes Med-
lemmernes Børn til Juletræ i Foreningens
store Sal. Sammenkomsten var særdeles
vellykket, og Tilslutningen rae get stor.
Blaa Kors
holder Møde i Thorshavns Menighedshus
hver Søndag Eftm. Kl. 0.
(xlicls llOIlcl.
(Av H A. Djnrhuus.)
—o—
I.
Fjalliå er høgt og bratt. Nid-
ast vi5 vexur lyngur og græs
> hvørt um annad. Men ovast uppi
er einki utan eyrur og mosavaxnir
steinar. Her er tad, at likkan
eigur.
Nidri i dalinum, tit imåti Nord-
havinum liggur bygdin, litul og
burturgoymd. Htisini standa tætt
saman, sum eru tey bangin fyri
at missa hvørt annad burtur.
Vindeyguni eru små, og sjåldan
verdur turkad burtur av rtitunum,
so tad er altid hålvaskymt inni i
stovunum.
Bøurin er fullur av stårum
steinum, og' hvør teirra hevur
sina søgu. Ein hevur risin
blakad oman av tindinum, tå id
hann ætladi sær at kntisa bygdina.
Men Guds hond var yvir henni,
so risin rakti ikki. Ein annar er
ibygdur av dvørgum, sum eru
gådir vinir, so leingi sum eingin
ger teim ånådir; men sum eisini
vita at hevna seg, tå id nakar
spottar teir og kynstri teirra.
Gomul folk siga seg hava sæd
huldufolk 1 teimum aftanå solsetur;
og ti torur heldur ikki nakar væl
at ganga titi, tå id myrkrid herdir å.
Og so er tad kirkjugardurin.
Hann liggur burtur frå htisunum
nærindis eini myru.
Eingin, sum ikki veit tad, kann
trtigva, at hetta er ein kirkju-
gardur, ti har eru hvørki grav-
steinar ella krossar at siggja.
Lågar nidurtradkadar ttigvur
liggja lid um lid, tad eru leiguni.
Men tå at einki merki er å leig-
unum, so veit hvør madur i bygd-
ini, hvar id hansara liggja grivin;
ti her doyr sjåldan nakar.
Undarligar søgur ganga um
kirkjugardin. Fålk finna ikki frid
i grøvini; ti stadid er bannad.
Trøllini ristu rtinur yvir tad, tå id
tey flyddu, og eingin bøn, og
eingin signing kann loysa hesar
bundnu rtinarstavir.
Gamli Pætur, sum jålanått
kom tir grannabygdini, så tey
deydu sita å leigunum og gråta.
Hann hoyrdi, hvussu tey eymk-
adu seg, ti tad var kalt i grøvini,
og eingin fridur at finna. Hann
tosadi vid prest um hetta og helt
fyri, at best mundi vera at flyta
kirkjugardin. Men presturin flenti
bara at honum. »Tey deydu eru
deyd, og ganga ikki aftur,« segdi
hann.
So var tad hin ådnardagin, tå
id Btibåturin gekk burtur. Jovina
hevdi verid burtur å heidi; tå id
hon kom oman aftur at gørdunum,
så hon teir allar åtta. Ein fyri
og annar eftir komu teir fram
vid hana — sjågvurin dreiv av
teimum, og teir våru bleifcir å at
lita. Men hin sidsti, id gekk, var
sonur hennar. Oli. Tann dagurin
var sorgardagur, og tå legdi Gud
hond sina å jovinu; hon misti
vitid.
Vid hvørt får hon upp mitt
um nåttina; setti seg oman å
stødna og sat har og kvad eitt so
undarligt og meiningsleyst kvædi,
at eingin kundi finna høpi i ti.
Men hetta hendi eina mest, tå
id åvedur var i nånd. t gådum
vedri var hon sum fålk flest og
næstan at råpa rættsigtad.
Tå id Harrin tåk vitid fra henni,
gav hann henni adra gåvu i stadin.
Hon visti nær nakar skuldi doyggja,
og får hon at møsna um likverji
og gravsålmar, so gjørdist øll
tigandi i bygdini, og hugdu vid
hjartans bangilsi hvør at ødrum,
ti tå vistu tey, at eitt av teimum
J, får at andast, og hvør ståd nti
fyri ttiri.
Jovina var vordin fyri bygdina
tad, id teir gomlu profetarnir våru
i Jødalandi.
Hon så eisini marghåttlig tit,
sum hon gekk har og slongdist
htisana millum — ågreid og
åvaskad i einum reydrandadum
undirskjtirti vid einum gomlum
måreydum turriklædi Ieysliga tveit
tvørtur um herdarnar. Eyguni
våru står — og tårn — tad var
eingin botnur i teimum, og mud-
urin ståd altid opin, og hon tagdi
aldri; tå var so mikid av viti i
talu hennar, at eingin, id ikki
tosadi leingi vid hana, kundi siga,
at Gud hevdi gjørt hana øra.
Jåkup, id var deknur i bygdini,
tad vil siga, hann var vanur at lesa
lestur fyri bygdafålkinum heimi
hjå sær sjålvum, ti har var eingin
kirkja, plægdi at halda fyri:
»Trtigvi mær, Jovina er klåkari
enn bædi eg og tit, latid okkum
ti vera gåd vid hana.«
Dåttur hansara Marin får eitt
vetrarkvøld burtur i grannabygd-
ina at dansa. Vedrid var gott,
kavi og månalysi, so har var als
eingin grund til at vera bangin,
og eingin gav sær heldur far um
nakad fyrr enn væl fram imåti
midjunått, tå hoyrdist hin undar-
ligi hjartaskerandi sjongur nidri
å stødni, sum ljådadi hvørjaferd,
id nakar skuldi siga hesi verd
gåda nått.
Jovina sat og sang har nidri,
og stærdi tit yvir Nordhavid, sum
lå blankt og månagylt, so langt
sum eyga tåkti. Hon kvad sitt
undarliga kvædi um einglar, deyda
og steinbitar — blandadi alt sam-
an i ein hurluvasa —■ og ljådid
barst langt yvir sjågvin, og inn
yvir bygdina.
Fjallid var klårt og bjart av
glamuni, sum månin setti nidur
yvir tad. Men dåttliga dråg eitt
skyggj fyri månan, onnur komu
aftanå, og so vard vid eitt alt loftid,
sum tad var takt vid myrkagråum
sk^ggjum. Vindur kom, hann vax
i hvørjum, og so får at kava,
fyrst kom ein flykra, eina løtu
aftanå kom onnur — og so hin
tridja — og so i einum andadråtti
var bædi stormur og kavarok.
Men Jovina ænsadi ti ikki. Hon
sat og stærdi inn i kavaflikrurnar
og helt saman hendur og sang
sitt undarliga meiningsleysa kvædi.
Skalvur legdi seg å bringu hennar,
egnahårini frystu, hon var tå sit-
andi, hon.føldi hvørki kulda ella
svongd. Andin var yvir henni,
hon var, sum man plagar at siga,
burtur i ødrum heimi.
Klokkan eitt um nåttina vakn-
adi Jåkup vid, at eitt bankadi uppå
vindeygad, har id hann svav.
Hann får fram og lat upp; tå
ståd Jovina uttanfyri i kavarok-
inum. »Jåkup,« segdi hon heldur
stillisliga. »Dåttur tin er stadd i
svårum vanda, og verdur hon ikki
hjålpt nti i stundini, so doyr hon.
I.eitad væl uppi i råkunum, hon er
vilst, armingin.« So hvarv Jovina.
Jåkup var standandi, sum
negldur fastur i gålvid, alt mål i
klingur fyri honum. Einsligur
hevdi hann altid verid, men skuldi
hann nti missa dåtturina, so vard
hann ptira einsamallur, og so var
tad heldur ikki vert at liva.
Tå, tad var åhugsandi, at Ma-
rin skuldi vera farin avstad i
slikum vedri. Hon åtti jti skyldfålk
i bygdini, og tey kundu tå åmøgul-
igt hava latid hana fara avstad
aftur. Nei, hesu ferd hevdi Jovina
tikid feil, tad var ikki at ivast i.
Hann legdi seg aftur, men var
ikki meir enn durvadur, tå bankadi
aftur upp å rtitin.
Jovina ståd utanfyri i kava-
rokinum.
»Nti fert tti at skunda tær,
Jåkup,« segdi hon. »Men nti er
væl so seint.«
Tå lat Jåkup seg i og vakti
menn at leita eftir dåtturini.
Rokid og stormurin våru herv-
ulig, tad var næstan ikki gang-
andi imåti; men å hildu teir.
Vidhvørt fåru teir fra hvørjum
ødrum i rokinum og høvdu tå
vanda vid at finna hvønn annan
aftur. So bundu teir seg fastar
hvør til annan — og nti gekk
betur.
Teir leitadu uppi i råkunum
undir hvørjum steini, og at end-
anum funnu teir so gentuna. Hon
lå fram eftir rommum nidur
imillum tveir steinar — og var
deyd.
Jåkup var heilt frå sær sjålv-
um. Hann vildi ikki trtigva sinum
egnu eygum; men lat seg tir kot-
inum og balladi tad tvørtur um
Marina, sat so vid henni i føvn-
inginum; tristi hana tætt inn at
sær fyri at verma hana, men hon
var lika køid og lika stirvin.
Teir tåku hana frå honum og
båru hana oman i bygdina, fet
fyri fet gingu teir oman at gørd-
unum. Men tå id teir komu fram
vid kirkjugardin, ståd Jovina har.
Hon stærdi beint fram fyri seg vid
sinum tåmu, einkisigandi eygum.
Tå id hon bar eyga vid Jåkup,
rysti hon vid høvdinum og segdi:
»Tti vart væl so seinuråveg, tad
segdi eg tær eisini.«
Jåkup vard sitandi uppi yvir
dåtturini. Hann vildi hvørki eta
ella sova, sat bert og stærdi nidur
yvir hana, sum hon lå har vid
afturlatnum eygum og saman-
foldadum hondum. Fålk royndu
at tosa vid hann, royndu at
troysta hann, men hann lat
sum hann ikki hoyrdu tey. So-
leidis sat han i tvey samdøgur.
Men hin tridja dagin, tå id teir
komu vid kistuni at leggja hana
i, tå miskunnadi Gud seg yvir
Jåkupi, og tåk vitid frå honum.
Tå eingin gav sær far um hetta,
fyrr enn tann dagin, id Marin får
til gravar; ti tå tåk hann skup-
ulin frå prestinum og vildi sjålvur
kasta jørd å dåttur sina.
Hann gekk nu htisana millum
i sama skili sum Jovina; og tå id
Gud hevdi lagt sina hond å tey
bædi, so hildu tey eisini saman;
tå var ein stårur munur millum
teirra, ti medan Jovina helst sat
nidri vid strondina, sat Jåkup i
kirkjugardinum, har id dåtturin
var jardad.
Hann segdi, at brått var tann
stund i hondum, tå id Harrin vakti
upp tey deydu, og tå skuldi hann
vera fyrstur at taka imåti dåttur
sini, og hon skuldi leida hann
gjøgnum himnagrindina inn i
Guds riki.
Fålk gjørdust sår um hjartad,
tå id tey hugsadu um Jåkup, og
kortini søgdu tey, at best mundi
vera sum var; ti i ørsku sini føldi
hann ikki sorgina so tunga og
kntigvandi, sum hann hevdi gjørt,
um Harrin ikki hevdi tikid vitid
frå honum.
Og tey hjålptu nti Jåkupi, sum
tey høvdu hjålpt Jovinu; hvørgin
teirra skuldu sakna nakad, so
leingi nakar åtti tuggu at leggja
i munnin.
Eitt kvøldid var Jovina ikki
at siggja. Fålk gåvu sær ikki
far um hetta, ti tad hendi ofta,
at hon fleiri dagar i trek sat inni
hjå sær sjålvum, og tå måtti
eingin koma inn til hennar, tå
sat hon, segdi hon, og tosadi vid
Ola, sum kom nidur av himni at
vitja hana. Aftanå eina slfka
vitjan var hon altid glad og gåd
at fåast vid. Men har gingu fleiri
dagar, tå kom åtti å bygdafålkid.
Fyrst var farid inn til Jovinu, men
har var eingin, og hevdi eingin
verid i fleiri dagar, sidan var leitad
nidri vid strondina, men tad segdi
tad sama.
Tå hildu summu, at hon var
lopin å sjågvin og hevdi forkomid
sær; men onnur hildu seg hava
sæd hana sidst oman fyri bødgard-
amar, og tå hevdi hon hildid leid
beint nidan i djtipu gjågv, tå hetta
ljådadi jti so årimuligt, at eingin
rættuliga lurtadi eftir ti.
Men so hvarv eisini Jåkup
burtur, og nti fåru fålk so smått
at halda, at tad leingi hevdi verid
samdråttur millum tey bædi, og
åivad mundu tey eisini finna bædi,
funnu tey annad.
Men hvar skuldi leitast?
n.
Djtipagjågv sker fjallid i tvin-
ingar. Tad gongst nidan i hana.
dygst nidan undir fossin. Men
eingin hevur verid har uppi, ti
mannasøgn er, at hann, id vågar
sær so langt nidan, gongur ikki
av årinum.
Einaferd får tå drongur nidan
undir fossin; hann flenti at søgnini,
sum hann segdi ikki var annad
enn gomul påtrtigv. Fålk bådu
hann ænsa sær og ikki fara; ti
tad var jti so mangt, id menniskjan
ikki fatadi ella visti skil å; men
hann vildi einki hoyra.
Hann kom oman aftur; men
hann vildi einki siga um tad, hann
hevdi sæd har uppi. Hann vard
tigandi og tvørur, og eingin kundi