Dúgvan - 01.02.1921, Blaðsíða 2

Februar.
D t G V A N
Nr. 2. _ i92i.Nr
gen, samt mærke sig Forbuds-
bevægelsens Forløb i andre
Lande. Men det bliver kun Vind-
stille før Stormen. Forbudsloven
vil inden længe komme til Drøf-
telse og Afgørelse paa Althinget.
IV.
Hvad er Sandbeden om For-
budets Virkninger i Island? Her
kniber det mest med en uhildet
Bedømmelse. Her savner man
mest en klar og rolig Kritik fra
den nordiske Presses Side. Og
det har delvis sin Aarsag i, at
Bladene har det meste af deres
Oplysninger fra meget upaalide-
lige Kilder. Derved skabes der
let hos udenforstaaende en meget
ensidig Mening om Forbudets
Virkninger.
Der er en Skyggeside. Der
fejres bacchantiske Orgier i For-
budslandet ved Hjælp af
Smuglere og Lovovertrædere, og
skønt i aftagende Grad, ved Re-
cepternes og Apotekernes Hjælp.
Og, hvad der er mest at beklage,
ikke saa faa Overtrædere ligefrem
er blevet rige Mennesker ved deres
Forretninger. Smuglingen er for
det meste gaaet for sig i Reykja-
vik og de større Købstæder. Og
skønt haandfast Politiopsyn og
Toldinspektion maaske vilde
hjælpe her, saa vil der dog længe
findes sikre Smuthuller paa Is-
land, saa længe dets Kyster be-
søges af Skibe, som fører Spiri-
tuosa indenbords.
Hvad der har opmuntret Smug-
lingen, er en vis Apati fra de
lokale Myndigheders Side. Der
har fra det første været klaget
over, at Politiet viser en ængste-
lig Forsigtighed i Smuglerisager,
og Dommerne en iøjnefaldende
Mildhed ved Forbudslovens For-
tolkning. Man gør nok bedst i
at forklare dette Fænomen ved
Forbudslovens uklare Bestemmel-
ser. Thi denne Uklarhed er Vand
paa deres Mølle, som paa-
staar, at Forbudsloven ingen fast
Grund har i Folkets moralske
Bevidsthed.
Apotekerne har, som før an-
tydet, i fuld Overensstemmelse
med den ulyksalige Lovændring
af 1915 været Forbudslovens
værste Fjender. Apotekerforret-
ning skal have været meget ind-
bringende Levevej paa Island i
de sidste Aar. Men takket være
Landsfysikus’ nye Bestemmelser,
er dette Forhold nu tydelig for-
bedret.
De haarrejsende Skildringer
af Kogesprit- og Bayrhumdrik-
ningen paa Island er ligefrem
Røverhistorier. Det er lykkelig-
vis meget faa, og da nogle i For-
vejen ødelagte Individer, som har
tyet til denne Kilde for at slukke
sin Tørst.
Den lysere Side er næsten
helt blevet forbigaaet i udenland-
ske Blade. Det er et ubestride-
ligt Faktum, at Forbudsloven i
høj Grad har indskrænket Drik-
keriet i Island. Og herved mær-
ke man sig, at det er just de
fattigere Klasser og Folkets brede
Lag, som Forbudsloven beskytter
for Alkoholismens Forbandelse.
I disse Dyrtidens Aar er det ble-
vet en Sjældenhed, at Folk mel-
der sig til Fattigvæsenet, eller at
Hustru og Børn lider under
Mandens Drikfældighed, hvad
der før var ligesaa almindeligt
i Island som andre Steder, hvor
man har uhindret Adgang til
Spirituosa. Det er ogsaa meget
belærende at iagttage For-
budets Virkninger paa Sømands-
standen. Afmønstringsdagen den
11. Maj var før den Dag, da
berusede Mennesker gav Tonen
an i Reykjaviks Gader. Nu er
der næppe et eneste beruset
Menneske nævnte Dag. Det
samme gentager sig blandt Land-
befolkningen, hvad man bedst
kan se ved de typisk landlige
Sammenkomster.
Man kan derfor ikke se andet,
end at Forbudsloven i det hele
og store har gavnet det islandske
Folk, trods selve Lovens mange
Fejl og Uklarheder, trods Ud-
øvernes svage Holdning, trods
megen Modstand i Landets Em-
beds- og Handelsstand, og trods
megen Smugling.
V.
Men Udsigterne for Fremti-
den? Alt tyder paa, at det is-
landske Folks Flertal ikke har i
Sinde at lade sig Forbudsloven
fravriste. Derom vidner bl. a.
Vælgernes gentagne Opfordrin-
ger til Althinget om Forbedrin-
ger af Forbudsloven. Disse Rø-
ster blev almindelige i 1917, da
Forbudsmodstanderne samlede
Underskrifter til en Adresse om
Forbudslovens Afskaffelse.
Endvidere de islandske Blades
Stilling til Sagen. Af 13 er
de 9 forbudsvenlige. Ugebladene
»Timinn« og »Løgrjetta«, Lan-
dets anseligste Blade, har begge
vist sig forbudsvenlige, især det
førstnævnte, som er det mest ud-
bredte blandt Landbefolkningen.
Endvidere er der Dagbladene
»Visir«, som øver en stor Indfly-
delse i Reykjavik, og »AlJ>y5u-
bla6i6c, Arbejdernes Organ. Af de
Blade der virker mod Forbud,
kan nævnes »MorgunblabiS«, som
dog ikke har nogen nævnevær-
dig Indflydelse som politisk Blad.
Bladene diskuterer Sagens for
skellige Sider, og peger paa for-
øget Toldinspektion, hensigtsmæs-
sige Forandringer af Loven og
skrappere Tilsyn med Apotekerne.
Modstanderne foreslaar Kompro-
mis som en Middelvej, Statsmono-
pol o. s. v. Og Modstanderne
har slaaet til Lyd for ny Afstem-
ning, vistnok i den Tro, at den
vil bringe dem Sejren hjem.
Foreløbig har Forbudsmændene
afvist denne Tanke, mest fordi
der ingen Grund er til at tro, at
Folkestemningen er forandret si-
den 1909.
For Tiden har begge Parter
Opmærksomheden rettet paa
andre Stater.' De følger med
vaagen Interesse Afholdssagens
Forløb hos Nobofolkene. Ikke
mindst er det af Vigtighed for
det islandske Forbud, hvad de
større nordiske Folk gør i denne
Sag. Man vil roligt imødese
Nabolandenes Beslutning i Sagen
i Haabet om, at de vil falde ud
til Fordel for en ensartet, klog
og effektiv Alkohollovgivning for
hele Norden.
Ar ni Sigurdsson.
I Helvedes
Forgaard.
London, Februar 1921.
Klokken slaar 5 oppe i St.
Pancras Kirketaarn, og omkring
Euston-Banegaard ligger en klam
Taage. Denne Bydel kan bedst
sammenlignes med Nørrebro i
København.
Den gamle, blinde Mand med
Snørebaandene staar og fryser
paa Hjørnet af Seymour Street.
Ingen gi ver ham noget, han sy
nes lukket inde i sin egen billed-
løse Verden — graat i graat.
Selv om det regner, ja øser ned,
bliver han staaende, ingen tager
sig af ham, den Blinde, som kun
er til Ulejlighed. Jeg plejer at
stikke ham et Par Pence om Af-
tenen, og han giver mig sin blaa-
frosne Haand, idet han med næ-
sten uhørlig Stemme siger:
»Thank Youc.
Vandet siver ind gennem hans
Støvler, Vognene sprøjter paa
ham, naar de kører forbi, og Ga-
dens snavsede Unger danser i
Ring omkring den luvslidte Skik-
kelse, medens de synger: »Han
er blind — han kan ikke se os«.
Hvorfor mon Tiggeren har
valgt denne Plads; der er jo
mange andre Steder nede i Byen,
hvor Barmhjertigheden ganske
vist ikke er meget større, men
hvor der dog passerer flere Men-
nesker forbi ham; hvorfor staar
han her?
Jeg har spurgt ham. Grun-
dene er to.
For det første har hans Dat-
ter ikke Tid om Morgenen til at
følge ham helt ned paa Piccadil-
ly, før hun gaar paa Fabriken,
og dernæst er dette Hjørne ikke
saa daarligt, for her ligger jo
»Golden Cross«, der svarer til
Faldgruben hos Zola.
Den Blinde fortæller, at mange
fulde kommer ud af »Golden
Cross«, og med et Stænk af
Sentimalitet i de spiritussvøm-
mende Hjerner, giver de ham
som Regel et Par Pence.
Foran Beværtningen summer
det som ved Indgangen til en Bi-
kube. Den rødlige Taageluft
stivner her af ren Whisky og
Ale. Gaden er sølet, skrigende
Pigebørn paa 14—15 Aar i For-
klæder, der engang sidste Maaned
var rene, fare rundt som vilde.
Inde i »Golden Cross« staar
seks Marinesoldater og ryger
Virginia, medans de fortæller
Værten, der er i Skjorteærmer,
om deres Pigeæventyr i fremme-
de Havne. Rummet er en stor,
fed Os. Nogle Dagdrivere, som
om Formiddagen har holdt flam-
mende Taler i Hyde Park mod
Regeringens Arbejdsløshedspoli-
tik, hænger op ad Bar’en og øser
Stout ned i de brændende Halse.
Denne sidste Type er ens hele
Verden over— det er den interna-
tionale Kasketdreng.
Langs Væggen staar fire,
fede Kællinger, ræbende af Al-
kohol, med udtraadte Slæber,
spejlblanke Plyschkaaber og bleg-
gule Tøjroser paa de krøllede
Straahatte. Hele Forsamlingen
drikker, spytter, ryger og sveder.
Der drikkes Stout med en
ren Whisky eller Ale med Gin.
Man taler med hvem som helst,
her er ingen for fin.
Den græske Marskandiserma-
dam inde ved Siden af »Golden
Cross«, som sidste Uge aabnede
sin Forretning, hvad der vil sige,
at hele Familien i to Dage slæbte
alt mellem Himmel og Jord ud
paa Fortovet, staar med sine fede
Hænder foldede paa Strutmaven
og betragter filosofisk sit Glas.
Med største Gæstfrihed blev
hun optaget blandt Kvarterets
sladrende Kællinger, og hendes
Mand, en krogrygget Græker fra
Athen — fortæller med snøvlende
Stemme ovre i Hjørnet af Stuen
om sin Ven Kong Konstantin.
Stemningen er bred jovial og
— hikkende.
Der drikkes ustandseligt. En-
to-tre-Manden med Skjorteær-
merne knalder fem Glas med
fast Skum op paa Bordet, og graa-
dige Hænder rækker ud efter
Alkoholen — Livets Vand.
Lidt efter lidt har Barberen,
der siges at være født i en Rus
paa Gulvet i »Golden Cross«,
faaet for meget, han kaster op,
trimler om og smides ud paa
Fortovet til den blinde Mand,
der staar og fryser. Et Par Dra-
gere fra Banegaarden gaar forbi,
sparker Barberen i Siden, og
skræver over ham ind i Bevært-
ningen for at skylle Støvet af
Halsen. De er godt kendt i
»Golden Cross« — hilses med
løftede Glas og falder straks ind
i Ensemblet.
Luften er nu ganske forgiftet
af Opstød, Menneskesved, kold
Tobak og Ølsjatter.
Ude paa Gaden staar der langs
Muren fire-fem fedladne Kvinder
med Børn paa Armen og
Ølglas for Munden. Af og til
langer Værten i »Golden Cross«
fem nye Glas ud gennem Dør-
aabningen — det giver et lille
Gylp i Kvinderne, som skyder
Børnene lidt højere op paa Ar-
men og hælder den kolde Whi-
1 sky og Stout ned i de opspilede
Tøndemaver. Dersom det blæ-
ser, flyver Ølskum ned paa de
spæde Børn, der stikker Hove-
det frem fra et hullet Sjal.
En af Kvinderne har sin 7-aa-
rige Søn med, ogsaa han faar en
Omgang, det nærer, siger hun
forklarende til de fire andre.
Barberen rejser sig og dingler
ind i sin Stue — lukker Butiken
for i Dag og kaster sig paa So-
faen med gulligt Ølbræk om
Munden. Den Blinde ser intet,
en Køter snuser foragteligt til
ham, og de omtaagede Kællin-
ger bliver sentimentale over Man-
den med Snørebaandene.
Der maa være kommet et Tog
ovre paa Euston, kuffertslæbende
Dragere gaar forbi Hjørnet og
skuler længselsfuld ind i »Golden
Cross«, hvor Luften nu ganske
skjuler Gæsterne.
Længere nede i Seymour
Street — paa et andet Hjørne
— staar en Morlille og parla-
menterer med sin Søn, der vil
slaa hende for en »Bob« til »Gol-
den Cross«, men den gamle siger
nej, og med et lille Puf i Siden
lader han hende vralte hjem
gennem Smøgen.
Hele Seymour Street damper
af Spiritus -— i Rendestenen lig-
ger Delirister og fanger Høns
— paa Hjørnerne staar Skøger
og falbyder sig til Matroser og
andre Velhavere.
En Lirekasse begynder at
spille — de fulde Kællinger stil-
ler Glassene og Børnene langs
Muren og begynder at danse. De
holder hinanden i Hænderne,
danner Kæde og støder tilslut
med et lille Skvulp Maverne sam-
men. Saa ræber de — giver Spil-
lemanden en Penny og samler de
skraalende Unger, som i Mellem-
tiden er blevet vaade, op fra
Brostenene.
Aftenaviserne er udkommet,
Drenge med Armene fulde af
sværtevaade Blade løber ned
gennem Seymour Street og raa-
ber: »Ewening Standard«, »Ewe-
ning News«, »Star«.
Stemmen forsvinder langt,
langt borte i Mørket, tilslut hø-
res kun Efterstavelsen af de tre
Aftenblade.
Den Blinde er borte. I den
rødlige Aftentaage glider død-
drukne Skikkelser hjem langs
Husrækken, kun to Forretninger
hav stadig aabent: Vaskeriet »Den
gule Flod«, hvor den flittige Ki-
neser sorterer det skidne Va-
skel øj, og »Golden Cross« —
Bundfaldets Paradis.
Icewater.
rarr
tivoi
tnag
kær
i en
tism
Ord
staa
Kai
;jæl
hov<
]
mer
Tid
moc
og
strå
Fre
lunt
Kr«
paa
Ko:
geli
vet
nin;
den
er .
spil
Kri
og
det
hell
lidt
det
sok
Kr;
teri
und
ger
for
hje:
fun
tos:
pur
tise
tag
ren
Sta
par
ska
Sai
De
De
Da
søn
en
slic
bio
bri
kei
itm
sig
lun
De lunkne. Ti
—o—
ha
Med Tordenstemme fordøm- 0g
mer gamle Blade Lunkenheden. Tr
»Vær enten varm eller kold«, fyi
hedder det. »Men er du lunken, m«
vil jeg udspy dig af min Mund«, av
Det er Dommen fra Bøgernes
Bog. Dommen over den, der bæ- Té
rer Kappen paa begge Skuldre, sk
Det er en hvas og skarp Dom. »C
Men den er ingenlunde for skarp, se
Til alle Tider har nemlig Lun- SI
kenhedens Bælam været en Hin- ja,
dring, en kinesisk Mur, der stop- at
pede for Fremskridtets Flod. Og og
det er det den Dag i Dag.
Tordentalen fra den gamle Bog jj
er derfor ogsaa nu — 2000 Aar »t
efter Kristi F'ødsel — fuldt ak- so
tuel og fuldt ud paa sin Plads. hr
Kristendommen og alle mæg- ti
tige ideelle Bevægelser har jo »j
fra Tidernes Morgen maattet m
kæmpe utrætteligt mod Halvhe- hr
dens Hærskarer. Naar Kristi Ef-
terfølgere rejste deres Krav om q
helhjertet Hellighed, lød det fra at
de lunknes Læber: De Krav kan
ikke opfyldes her paa Jorden. m
Og med denne selvlavede Und- tlj
skyldning slog man sig til Ro. ta
Man søgte at indrette sig en