Dúgvan - 01.02.1921, Blaðsíða 3

N r. 2.
1 9 2 I.
D tJ G V A N
Februar.
I

/
Deydin.
Dey5in valdar øllum! Teknarin visir okkum hetta å oman-
fyri standandi mynd. Alt menniskjaverk ver8ur gjørt til einkis, tå
deyéin trlvur um taS viS sini køldu hond. Menniskjan åtinnar ymisk
stérverk — kempudamparar, jarnbanar, flågvumaskinur. Men deyfiin
valdar øllum.
varm og lun Krog her i Verden,
hvor man i Fred kunde sidde
magelig og fed og kæle for sit
kære halve Standpunkt. Det var
i en saadan Krog, Ordet Fana-
tisme første Gang opstod ... det
Ord, der mere end noget andet
staar i afskrækkende Gru for alle
Kakkelovnskrogenes Kræmmer-
sjæle, alle Halvhedens Hænge-
hoveder.
Men ikke blot Kristendom-
mens Kæmper har gennem
Tiderne prædiket med Ildtunger
mod Halvheden og Lunkenheden
og sat det hele Standpunkt op i
straalende etisk Belysning. Ogsaa
Fredssagens Mænd har med Løve-
lunger advaret mod den tærende
Kræftsyge: Lysten til at slaa af
paa Idealet, Trangen til at lave
Kompromis’er og fabrikere hyg-
gelige halve Standpunkter. Kra-
vet om total international Afrust-
ning er ofte bleven pebet ud i
den store Verdensdebat. Og det
er altid Halvhedens falske Fløjte-
spillere, der har leveret Musiken.
Krig har der været alle Dage
og Soldater ligesaa — hedder
det — og de to Ting vil aldrig
helt forsvinde. Men vi kan lappe
lidt paa Skaden hist og her.
Denne Lappeskrædermani er
det typiske Kendetegn paa Hose-
sokkerne. De afskyr Ibsens stolte
Krav om Helhed i Standpunk-
terne. De mener, Verden gaar
under, hvis de hele Reformer
gennemføres. Godtfolket vil der-
for nøjes med at sætte pæne
hjemmepressede Lapper paa Sam-
fundets Klædebon.
Og dette søvndyssende Lappe-
tosseværk vil de halve Stand-
punkters Tilhængere ogsaa prak-
tisere, naar det gælder Afholds-
tagen. Drankerne skal rejses,
renses og plejes, siger de. De
Stakler, der styrter saarede om
paa Rusdriktrafik ens Valplads,
skal forbindes . . . Men selve
Samfundsondet — Drikketrafiken
— nænner man ikke at forstyrre.
Den faar roligt Lov til at fortsætte.
Den laver io nye Drankere pr.
Dag, medens én reddes. Den
sønderknuser Snese af Hjem i
en Maaned, medens man maa
slide Aar maaske for at rejse
blot ét. Spottende, larmende og
brølende skyller Rusdriktrafik-
kens Strøm gennem Landet, og
imens sidder de lunkne, de for-
sigtige, de ængstelige, i deres
lune Krog, deres Blødpude-Ver-
den og beskuer med latterlig
Glæde deres egne hjemmestrik-
kede Halvheds-Standpunkter.
De mangler Evne til at kunne
mande sig op, og billedlig talt
tage sig selv i Kraven. De har
ikke Mod til at springe op paa
Helhedens Klippegrund. De vil
hellere drive af Stred paa Livs-
ligegyldighedens blaa og behage-
lige Bølger.
Mod denne talløse Hær af
lunkne, disse Batailloner af bæ-
vende Bælam, kæmper de sande
og helstøbte Samfundsreformato-
rer deres strængeste Kamp. Og
helt vil denne Kamp vist aldrig
slutte.
Thi det at være Hosesok og
Nathue — det betyder jordisk
Hycge, bløde Puder, varme Tæp-
per, et fint Hus, et veldækket
Bord og en fed Tegnebog.
Men den helhjertede Samfunds-
reformator faar en ganske anden
Løn. Hans Liv er en stadig
brændende Kamp. Det skriger
og hulker i hans Sjæl af ædel
Harme over Jordens Skam og af
hellig Længsel efter en ny og
bedre Verden. Men de lunkne
forstaar hatn ikke. De forsig-
tige ryster advarende paa deres
kloge Hoveder. Og alle Lappe-
skrædderne hoverer, naar Idea-
lerne har trange Kaar, og naar
de hele Standpunkter bespyttes
og bespottes af Hoben paa Lat-
terlighedens Torv.
Men i en saadan Periode er
det velgørende og forfriskende
at lytte til de gamle kildeklare
Ord: G aa bort, du lunkne! Du
kender ikke Is og Ild. Dit Liv
svajer som et Siv i Storm. Du
er en Allemands-Ven. Du er
Livets Ligegyldighed i højeste
Potens. De unge maa foragte
dig. Og i dine bedste Øjeblikke
maa du ogsaa foragte dig selv.
Halvhed og Lunkenhed straf-
fer. Ikke i den materielle Ver-
den. Men i den Verden, hvor
de etiske Værdier vejes paa
Evighedens Guldvægt.
Eigil Selve.
7
I.
Å tingi,
Til Havnar å ting
fora mågvandi bondir;
har var Sigmundur komin
og Gøtu Tréndur.
Tréndur kravdi bot
fyri Øssurs bana;
men Sigmundur flenti
av gomlum vana.
Tå ilskaSist Trondur,
slég nevan 1 boréiS:
»Og hetta skal veréa
seinasta oréié:
Skal landslog ei ly6ast,
ja, so vil eg siga,
at tå skalt um landsskuld
og kongsskattin tiga«.
Men Sigmundur visti,
at skuldi her vinnast,
so måtti nyggj orå3
år fløkjuni finnast;
ti seg5i hann spotskliga:
»Ræ3i3 er mitt;
mitt li6 stendur våpnaé;
hvar hevur tå titt?«
Og so sigur søgan,
at Tréndur hann tagdi
og rindaéi landsskuld;
men hugsaåi, »bragdiS,
tå gjørdi i dag,
ta6 skal aldri tær gloymast;
H. A. Djurhuus: Søgumål.
8
men væl, sum hin dyrasti
dyrgripi goymast«.
Og so for hann heim
og var grammur i huga.
Hann seg6i vi6 skeggjarnar:
»Liti8 tit duga,
tå tit kunnu hoyra
slikt Skåoyingin mæla
og ei lata ørvar,
og svørfiini tala«.
Tå reistist år sessinum
Geyti hin reyéi
og streyk sær um enni3
og djarvliga seg3i:
»Læt Sigmund bert enn
eina stund eiga rættin;
var vitum té Trondur,
at her situr ættin«.
Og Trondur hann sannaéi,
rætt hev3i Geyti;
hev3i Sigmundur ræ6i8,
sat Tréndur vi6 skeytié;
og kom teirra knørrur
i vanda og våéa;
ja, so kundi spyrjast,
hvør mest mundi rå8a.
Men skuldi nå knørrur
fram Tréndar lei6 halda,
tå måtti ei Sigmundur
ro8rinum valda.
Nei fyrr skuldi knivur
og spjétsoddar kvessast,
og sjålvur hann Tréndur
i rongini sessast.
9
II.
Steingrimur.
Hann Steingrimur béndi
var rikur og frægur,
ein yvirgangskroppur,
ein mågvandi maéur.
1 Noréagøtu
hann fagnaéur var.
Og mangan so gisti
Steingrimur har.
Ta8 var um ta6 bilié,
tå trånin var tikin,
og Åsalærin
år dyrnum rikin,
at Steingrimur rådni
hann gisti hjå Trénda;
teir pråtaéu saman
sum béndi vi3 bénda.
»Marghåttliga haldi eg
timan seg snågva;
taé Sigmundur tryr,
skulu allir nå trågva;
hann ræéur og by3ur,
sum var hann ein kongur.
Hoyr Steingrimur, skulu
vit to la ta3 longur«.
So mælti hann Tréndur,
og Steingrimur seg6i,
at hugsaå um hetta
so mangan hann hev8i.
»Men sig mær nå eitt;
hvør skal forma8ur ver8a?
^ts n6l
Qs , 4 g,
TORSHAVN -V
Indførselen af Spiritus.
—o—
Der er i den sidste Tid des-
værre indført meget store Kvanta
Spiritus til Færøerne, og som
tidligere omtalt kan den nugæl-
dende Ædruelighedslov ikke læn-
gere siges at være tilfredsstil-
lende, idet dens Bestemmelser
paa forskellig Maade kan omgaas.
»Tjaldur« medførte paa sidste
Tur 422 Flasker og 985 */4 Liter
Spiritus — alene fra København.
Desuden ankom ikke helt smaa
Kvanta Spiritus fra England. Og
dette sker i en Tid, hvor der
overalt fra Øerne berettes om
usædvanlig daarlige Tider!
Fra Maaned til Maaned.
—o—
Thorshavns Afholdsforenings
Lokaler
er aabne for Medlemmerne hver Tirsdag,
Torsdag og Lerdag Aften samt Sendag
Eftermiddag.
Blaa Kors
holder Made i Menighedshuset hver
Sandag Aften Kl. 6.
k. f. u K.
holder Mode i »Tinganaes« hver Torsdag
Aften Kl. 8.
Støt
yijholøsarbejiet.
Abonnér paa
„Dugvan“.
IO
f slikum verki
kann eg einki gera.«
»Å ju«, helt hann Tréndur
og streyk sær um enni8:
»trågv mær, at full væl
slikan formann eg kenni.
Hvat heldur tå, um
nå meg sjålvan eg valdi,
at eg kundi gjørt ta8,
av sonnum eg haldi«.
Nå tøgn var i stovu, —
og hvør leit at ø8rum
so Steingrimur mælti:
»Set hart méti høréum,
halt knørrin tin bågvnan
og Skeggjarnar tinar,
eg lovi at tala,
vi3 håskarlar minar«.
Og so var ta5 avgjørt,
at nått skuldi vera,
tå teir skuldi hetta
herverkifi gera.
»Å nått og i niéu
tå hittum var kongin«
helt Steingrimur fyri.
»Og granar ta6 eingin«.
Enn meira var råélagt,
og Tréndur var fegin;
ti nu så til r®6i3
hann snérbeina vegin;
tå Sigmund av pallinum
skågvaéur var,
hvør annar enn hann
skuldi sessa seg har.