Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 14.05.1998, Blaðsíða 14

Atuagagdliutit - 14.05.1998, Blaðsíða 14
14 • TORSDAG 14. MAJ 1998 ATUAGAGDLIUTIT 4MC-W1Li 9 ** 1996-imi juulli. Paalu pannilu Jakobine errtilu Lars. Ungataaniippoq Judithe Jeremiassen. Jul i 1966. Paulus sammen med datteren Jakobine og sønnen Lars. I baggrunden er Judithe Jeremiassen. Af: Lone Madsen Jeg hører hjemme på havet, siger Paulus Steenholdt, der i disse år beklæder borgmesterstolen i Kangaatsiaq j j\j j-_r PAULUS STEENHOLDT Når Paulus Steenholdt tager ud på fangst i sin sin jolle, gør han det helst alene. For så er der så god tid til at mærke den friske luft, nyde naturen, tæn- ke og synge en sang for livet. Et liv, som den i dag 59-åri- ge Paulus Steenholdt på alle måder betegner som godt og lykkeligt. Barndommen, ikke mindst ungdommen, voksen- dommen, og når man har af- fundet sig med dens begræns- ninger, så også den begyn- dende alderdom. Mest lykkelig er Paulus Steenholdt i de sommermåne- der, hvor det er lyset, der fast- lægger døgnet og ikke arm- båndsuret. Når man er fri til at tage ud, når vejret, lysten og fangsten er til det, og fri til at komme hjem, når man er fær- dig, og ikke når stempeluret siger til. Offer for stempeluret Sådan er det ikke akkurat for Paulus Steenholdt i disse år. Som borgmester i Kangaatsi- aq Kommune, så er han røget på vognen med faste arbejds- tider mandag til fredag, og på mange måder er det slet ikke Paulus Steenholdt at være iklædt funktionærtøj og mo- biltelefon og stile mod kom- munekontoret klokken otte om morgenen. Nej »den rigti- ge Paulus«, han er i kamikker og anorak - på vej ud. Men politik er også en del af hans liv. Han er nærmest opvokset med det, med en far med plads i kommunerådet: - Dengang jeg for alvor for- stod, at politik ville blive en del af mit liv, var i slutningen af 50-erne, da byens kaj blev bygget. Da stod vi grønlæn- dere med hænderne i lommen og så fremmede folk bygge vores kaj. I 1978 var Paulus med til stifte Siumut i Kangaatsiaq. Fra 1983 til 1993 var han kommunalbestyrelsesmedlem og siden 1997 borgmester. Lykkelig barndom Paulus Steenholdt er født i 1939 i bygden Qeqertarsuat- siaq. En lille bygd, der ligger mellem Kangaatsiaq og Aasi- aat, og som blev lukket i 70- eme. Her voksede han op sam- men med sine forældre Lars og Karen Steenholdt og sine syv søskende. Paulus Steen- holdt kan ikke forstille sig børn have en bedre barndom end den, man får ved at vokse op i en lille bygd, og han bli- ver næsten nostalgisk, når han tænker tilbage på sin barn- dom i Qeqertarsuatsiaq: - Det var en meget lykkelig barndom. Vi var cirka 30 børn, som holdt sammen i tykt og tyndt. - Vi gik i skole. Der var en kateket og tre hold. De små, de mellemste og de ældste. Nogle gange blev vi undervist sammen. Andre gange var nogen ude at lege, mens et eller to hold blev undervist. Jeg kunne godt lide at gå i skole. Leg og lærdom - Og så legede vi. Alle vores lege handlede om træning til voksenlivet. Det vidste vi bare ikke selv. Vi trænede præcisionkast med spyd, lavede kajaklege, og vi øvede os med hundepisk. For os var det leg. Fra vi kunne gå, hav- de vi en hundepisk i hånden. Brugte den som legeredskab. Vi konkurrerede om at ram- me ting. Om sommeren en gren, om vinteren en snebold, men pisken var også et våben mod hundene, for de gik jo løse dengang. - Hundene udgjorde nu ikke nogen særlig fare for hverken børn eller voksne. Vi vidste, hvilke hunde, der kun- ne være være lidt bidske, og vi vidste, at man aldrig skulle nærme sig en tæve med hval- pe. Skulle man på besøg i et hus, hvor hundene lå uden for, så kastede man sten på huset, så ejeren kom ud - det gjorde både børn og voksne. - Men det som det først og fremmest gjaldt om i barn- dommens bygd var, at alle holdt øje med med alle. En, der var ældre, var automatisk ansvarlig for de yngre. Både med at holde os væk fra farli- ge legesteder, men også for at trøste den, der måske havde slået sig. 4-5 år gammel begyndte Paulus at køre med hundeslæ- de. Bare med en hund eller to. Det var også uddannelse. - Selvfølgelig var der også mange pligter. Vi børn hente- de vand og hjalp de ældre med mange ting, men jeg syn- tes det hele var sjovt - undta- gen at slæbe tørv. Parfumeret sæltøj To oplevelser fra barndom- men står særlig klart hos Pau- lus. Den ene var, da han og en kammerat havde lånt hans søsters parfume, som på det tidspunkt var et særdeles dyr- bart og kært eje for hende. Knægtene smurte deres sæl- skindsbukser og anorak ind i parfume. Ja, de kom til at bru- ge det hele, og da de ville præsentere det vellugtende LJmiatsiaaqqaat angallatillu ullumikkut Kangaatsiami inuussutissarsiutitut angallataapput. Joller og kuttere er erhversfartøjerne i dagens Kangaatsiaq. ASS./ FOTO: LONE MADSEN

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.