Grønlandsposten - 16.04.1942, Blaðsíða 2

26
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 3
og komme indefra — fra grønlænderne selv:
men denne fremgang synes at lade vente paa
sig. Den slaphed, der forekommer mig at her-
ske, bunder den ikke delvis i, at den naturlige
fremdrift, der findes i ethvert menneske, ikke er
tilstrækkeligt vakt hos den almindelige grøn-
lænder, og maa den derfor ikke ad pædagogisk
vej vækkes? — Paa saa mange punkter forceres
udviklingen heroppe. Og netop under de for-
haandenværende forhold maa der sættes yderli-
gere fart paa. Har da skolen ikke en plads i
dette arbejde? — ikke at jeg opstiller et krav
om, at der skal gøres noget nu eller i morgen;
men det forekommer mig, at man bør være parat
til at tage fat, naar lejligheden kommer, at det
ikke bliver diskussionernes tid, naar det burde
være handlingens.
Milieuet er i snævrere forstand hjemmet.
Hvem danner hjemmet? Absolut nødvendige er
en moder og en fader. I sjældne tilfælde kan
en af disse undværes; men hjemmet vil dog sav-
ne den, der ikke er der. Manden skaber det
økonomiske grundlag ved sit arbejde. Kvinden
er den, der i hjemmet forvalter midlerne. Om
hende er børnene. Hun plejer dem og passer
dem. Hun er den, der paa hver tid af dagen
og natten er om dem. Moderen er vel den i et
hjem, der har størst betydning. Mandens virke-
felt ligger i 99 af 100 tilfælde uden for hjemmets
fire vægge. Kvindens ligger i Grønland i 99°/o
af tilfældene i hjemmet. Det vil derfor blive den
grønlandske kvinde, som samfundet maa rette
sit blik imod, hvis det vil gøre sig haab om at
forbedre hjemmet og dermed milieuet.
Den grønlandske kvindes stilling af i dag
forekommer mig at være trist — ikke saa meget
set med europæiske øjne, som ud fra et rent hu-
mant syn. Et aarelangt slid med smaa midler
og vægten af alle de huslige pligter hvilende paa
sig alene. For den gifte er det i mange tilfælde
een fortsat graviditet uden, at det daglige slid el-
lers lettes. Hvordan er den kvinde skikket til
at tage sig af børnene ud over det rent materielle
— d. v. s. hvordan opdrage dem i hjemmet?
Tilmed maa hun undertiden — ja sommetider
ofte — hjælpe paa det økonomiske grundlag ved
at optræde som lejet. Hvordan kan den af pæ-
dagoger ellers saa lovpriste »moderskole« fungere
under saadanne forhold! Der er ikke plads for
tilsigtet opdragelse i den retning, som skolen kan
bygge videre paa til kulturfremme. Kun i gan-
ske særlige tilfælde findes den; men dem gælder
disse linjer ikke. De vil med hensyn til almin-
delig kultur og økonomiske forhold snarere vise
sig at være et bevis for min mening end en af-
kræftelse. — Opdragelsen maa gaa i spand med
det daglige arbejde i hjemmet. Men kan man
forlange det af den grønlandske moder med den
sum af kultur, som skolen i hovedsagen giver
hende? Gør skolen en tøddel for at uddanne de
unge piger til deres gerning i hjemmene her i
landet, at blive husmodre og mødre? Afgjort
nej. Jamen saa er det skolens fejl, at den grøn-
landske moder ikke er bedre udstyret. Den grøn-
landske kvindes uddannelse er ikke tilstrækkelig,
maa udvides og forbedres, hvis samfundet øn-
sker at se milieuet forbedret.
Det er altsaa saaledes i første række et spørgs-
maal af skolemæssig karakter. Vi har en pige-
efterskole. Javel — kun een. Der er ingen,
der skal bilde mig ind, at pigerne her i landet
er saa ubegavede, al der ikke vil kunne fyldes
lige saa mange pigeefterskoler som drengeefter-
skoler. Pigeefterskolen i Egedesminde er derfor
en eliteskole, idet den tager de bedst udstyrede
piger fra hele Grønland. Naar der kun er een
skole, og pigebørnene — saa vidt jeg har kun-
net se — fra den ofte gaar sygehusvejen eller
lærerindevejen, i de færreste tilfælde direkte til
hjemmene, saa vil der hos mange grønlændere
vækkes en modstand mod den skole, som en,
der fører hort fra hjemmene. Det er kommet
til orde over for mig engang, da jeg foreslog en
ellers forstandig fader, at han skulde sende sin
pige paa efterskole. Han svarede: »Nej, jeg skal
ikke have mine børn i fast stilling.« Andre siger,
hvad skal hun der, hun kan jo lige saa godt
lære dansk som kivfak i et dansk hjem. Men
hvad saa med dem, der ikke faar den chance
at komme i et dansk hjem, men iøvrigt er jævnt
begavede? Hvad lærer de?
Den højere pigeundervisning i udvidet om-
fang og i omarbejdet form er efter min mening
et af de spørgsmaal, der inden for skolevæsnet
ligger nærmest for og maa finde sin løsning. Og
samfundet som helhed er interesseret heri, saa-
fremt det ønsker at gøre den økonomiske og so-
ciologiske udvikling sundere. Man kan vel hæv-