Grønlandsposten - 01.04.1943, Blaðsíða 3

Nr. 7
GRØNLANDSPOSTEN
75
at se og høre paa. Her er jo ikke saa rig en
natur, at vi har raad til at se stort paa den
slags smaating.
Blev smaafuglene fredede, havde man gjort
en begyndelse og kunde saa lempe sig videre
senere. Det vilde saa maaske begynde at dæm-
re for en og anden, at fugle kan fredes af andre
grunde end den, at man er bange for, at arten
skal skydes for langt ned, saa der bliver for faa
at skyde til næste aar. Den danske jagtkultur
staar jo højt, men vi har sandelig ikke bragt
saa meget af den med herop. Det synes, som
vi paa dette omraade har svigtet vor kultur en
del; man kan jo se sig selv deltage i former for
jagt, som vilde blive set ned paa af vore ærede
jagtbrødre i Danmark.
Det er maaske nok saa smaat at tale om
smaafugle i tider, hvor verden ligger i krig og
brand, men er der alligevel ikke en tankefor-
bindelse? Lærer man ikke humanitet i det smaa,
saa o. s. v. Har de smaa ting ikke netop be-
tydning for de store i livet? Har De ikke selv
som barn følt, hvilken fryd det er at lade en
fanget fugl flyve i stedet for at dræbe den? Kan
man klare sig uden humanitet? Spiller det ik-
ke en stor rolle i opbyggelsen af en karakter el-
ler et samfund?
Jeg ved godt, at skolerne er begyndt at lære
grønlænderbørnene at frede om fuglereder, og
der er allerede et paaviseligt resultat. Den vej
er god og skal nok med tiden faa nogen for-
staaelse frem; men en kraftig lovparagraf synes
stadig paakrævet. Tænk paa, hvad der gøres i
Danmark i retning af naturfredning. Forenin-
ger, love, propaganda i aviser o. s. v.
Grønlænderen har faaet bedre vaaben, saa
hans chancer er større paa jagten, men for faa
fugle er blevet beskyttet af loven, til at menne-
skenes forpligtelser overfor fuglene er blevet
overholdt.
Overalt, hvor der er kultur, bør der være
ligevægt i forholdet mellem jagtmetoder og fred-
ningsbestemmelser. Det er ikke de herskende
fredningsbestemmelser for de fuglearter, der har
saadanne (disse kan jo ogsaa diskuteres), men
det er de fugle, der endnu er fredløse og sages-
løse, jeg gerne vil lægge el godt ord ind for i de
rigtige øren, og dem haaber jeg at finde blandt
Grønlandsposlens læsere. Hvis man fortæller i
danske jægerkredse, at graaanden ikke har yngle-
fred i Grønland, har man ondt ved at finde en
undskyldning for, hvorfor den ikke har det. Der
kunde desværre nævnes flere; men nogle fug-
le spiller jo en stor rolle for ernæringen, saa man
ikke kan ynglefrede dem uden at gribe alt for
stærkt ind i menneskenes interesser.
Jagt er for os danske her i Grønland som
oftest forbundet med store besværligheder, og selv
om man af naturen er jæger om en hals, saa
gaar gejsten lidt efter lidt af, og det ender med,
at man køber de fleste af sine fugle (hvis man
kan) hos grønlænderne eller handelen. I aar har
det været sløjt her, og de fugleben, der er gaaet
paa køkkenmøddingen har været godt slikkede.
Det er ellers en skam, vi driver saa lidt
jagt, det er baade sundere og mere forfriskende
end kortspil og kaffeborde, men besværligheder-
ne er mindre ved sidstnævnte.
Jagten her i Grønland giver ganske vist
ikke den samme frie glæde som jagten i Dan-
mark, navnlig landjagten; der er lige som noget
mere lusket ved den her. Den, der har prøvet
at jage med en veldresseret hønsehund paa et
godt terræn i Danmark, vil jo næppe rigtig kun-
ne goutere surrogatet, vi har her. Søfuglejagten
derimod kan jo nok byde paa pæne jagtvilkaar.
At sidde paa træk efter forskellige søfugle her er
ingen daarlig sport og kræver fuldt ud sin mand.
Hertil kan dog ikke regnes tatterattrækket,
der giver mange lette skud. Talteratten er netop
en af de fugle, der vanskeligt kan fredes i yng-
letiden, da den betyder kød for mange i en
ellers kødfattig tid; men selve rugepladsen bur-
de fredes for skydning og fangst, hvorimod det
er rimeligt, at man tager skat af fuglene ved at
samle saa mange æg som muligt.
Det skudte vildts behandling er ogsaa en af
de ting, der støder øjet, naar man har set, hvor-
dan skudt vildt behandles i en mere kræsen
kundekreds. Her i Grønland er det en blodig,