Grønlandsposten - 16.06.1943, Blaðsíða 1

BREV FRA GRØNLANDS-
AFDELINGEN.
(Ved IngeDiør Gunnar Petersen.)
Der er uden Tvivl adskillige Forbrugere og
Rekvirenter i Grønland, der ser med kritiske
Blikke paa New York Kontorets Arbejde og de
Resultater, der hidtil er opnaaet i Retning af at
betjene Grønlands Forbrugere af amerikanske
Varer paa en for alle Parter tilfredsstillende
Maade.
Vi er imidlertid aabne for Kritik og modta-
ger den endog gerne. Det er som bekendt af
Kritik — saglig og velunderbygget Kritik — at
vi alle skal lære, og kun de færreste af os bli-
ver nogensinde udlærte.
Paa den anden Side vil vi her i New York
ogsaa gerne have Lov til at fremføre et Par Be-
mærkninger — kritiske — om de grønlandske
Rekvirenter og Forbrugere. Skulde enkelte Læ-
sere genkende sig selv, vil vi gerne straks poin-
tere, at vore Bemærkninger ikke er møntet paa
Personer, men paa Principer og gamle Vaner.
Et af de største Problemer for hele den ci-
viliserede Verden, hvoraf ogsaa Grønland er en
Part, er Fremskaffelsen, Fordelingen og Behand-
lingen af Raavarer. Krigen har til fulde forryk-
ket den naturlige Balance mellem Produktionen
af Raavarer, deres Fabrikation og Fordeling, og
Formaalet hvortil de anvendes. Det turde være
overflødigt at gentage, at de krigsførende Magters
Krav til Raavarer til Fremstilling af Krigsmate-
riel og Fødevarer gaar forud for ethvert civilt
Krav om Raavarer og Fødevarer.
Grønland kan ikke paa dette Punkt gøre
Krav paa nogen Særstilling.
Alligevel maa det præciseres, at Grønland
har nydt — og stadig nyder mange Fordele,
som tydeligt viser, at Viljen i U. S. til at hjælpe
Grønland af yderste Evne er tilstede i fuldt
Maal.
Det er indlysende, at naar en Administra-
tion af Raavarer, Halv- og Helfabrikata, i det
Format U. S. udøver, skal fungere, saa maa vis-
se Retningslinier være fastlagte, fra hvilke der
ikke kan gøres Undtagelser. Hvem i Grønland
tør lægge Haanden paa Hjertet og sige, at han
gerne under sin Nabo alle de Fordele, denne
kan opnaa, uden selv at gøre Krav paa en en-
kelt lille Fordel? Man behøver ikke at være
mange Uger i Grønland for at konstatere, at den
ene Institution vogter skinsygt over, at den ikke