Grønlandsposten - 01.01.1944, Blaðsíða 4

4
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 1
siges med sikkerhed, at Grønland ikke vil blive
krigshærget. Arbejde vil kunne fortsætte sin nor-
male gang, og der vil ingen overgangsvanskelig-
heder være fra krigs- til fredstid. Derimod vil
sandsynligvis meget snart efter krigen blive paa-
begyndt et nyt og omfattende opbygningsarbejde
her i landet. Vi har læst om, at store planer lig-
ger færdige hjemme, og indrømmes maa det og-
saa, at allerede nu under krigen er meget nyt
og mange store fremskridt blevet til heroppe, og
der er ogsaa her lagt videregaaende planer byg-
get op paa værdifulde erfaringer, der uden tvivl
med udbytte vil kunne kombineres med planerne
hjemmefra.
Hvad der er sket her i Grønland i de nu for-
løbne fire krigsaar vil selvfølgelig engang blive
bedømt i et andet søgelys end vort, men fra
hvilken synsvinkel Grønland til den tid end vil
blive betragtet, resultatet vil være, at Grønland
ikke blot har klaret sig igennem de vanskelige
krigsaar, men har klaret sig godt igennem dem,
over forventning godt; og det arbejde, der er
gjort her i landet under adskillelsen vil blive be-
tragtet som en helhed og paaskønnet.
I den nye tid, der kommer for Grønland og
Danmark vil synsvinklen være en anden og meget
større — og meget lidt af det, som nu synes at spil-
le saa uendelig stor en rolle for den enkelte af os,
vil komme til at betyde noget som helst imod
den nye tids problemer, der ogsaa vil kræve al-
le vore kræfter. Og den, der vil prøve paa at hol-
de tiden tilbage, vil selv blive ladt agterud; thi der
vil simpelthen ikke være tid at se tilbage et
nyt liv kan kun leves fremefter!
Vi kan lige saa godt gøre os dette klart nu
og i stedet for forberede og ruste vore evner til
det kommende nye arbejde for Danmarks og
Grønlands fremtid — saaledes som vi ved, de al-
lerede længe har gjort derhjemme!
Da vil den anden verdenskrig ogsaa komme
til at sætte skel i Grønlands udviklingshistorie,
og den kommende fred vil ogsaa aabne vejen til
et nyt Grønland. Gid da ogsaa dette maa blive
bygget op ved befolkningens eget initiativ, dyg-
tighed og arbejdsvilje.
Da vil Grønland blive rigere!
C hr. Vibe.
Indtryk fra Godthaab.
»Se Neapel og dø!« Naa. saa er det en Rej-
sebeskrivelse; det er en af de traditionelle Indled-
ninger, og dermed er Tonen slaaet an. Det er
faktisk et venligt Vink til Læserne om, hvad der
nu kommer, og saa maa hver enkelt afgøre med sig
selv, om man nu skal springe over eller læse videre.
Mit første Indtryk fra Godthaab var fra en
Lastbil og derfor slet ikke noget Indtryk. Efter
ikke at have besteget slig en Befordring i de
sidste 5 Aar, saa var det med en vis Ængstelse,
jeg gav mig den i Vold, og Oplevelsen var saa ny
og overvældende, at jeg ikke opfattede Godthaab,
før vi var midt i den.
Det, der da gjorde et uudsletteligt Indtryk
paa mig næst efter Lastbilen var Kirkeu-
ret. (Man bedes ikke hænge sig i Rækkefølgen,
der udelukkende skyldes det rent kronologiske.)
Tænke sig at bo i Koloni sammen med et Ur,
som alle kan se og rette sig efter. Saa meget
desto føleligere var dette Indtryk, fordi Urman-
gelen heroppe nordpaa i de sidste Par Aar nær-
mest har været katastrofal. Et Par gamle, glaslø-
se, bulede Vækkeure er alt, hvad hele Befolknin-
gen har haft at rette sig efter.
Men imidlertid maa disse sidste Betragtnin-
ger, som jeg altsaa henfaldt til ved Synet af
Kirkeuret, ikke faa mig til at glemme det, der
først og fremmest fanger Ens Øje, naar man
kommer fra Nordgrønland, nemlig Køerne og Ge-
derne, ja, for den Sags Skyld ogsaa Hønsene og
Gæssene, fordi de gaar frit omkring og ikke er
bag Net eller Tremmer.
Hvor stor en Oplevelse det er, kan ikke ud-
trykkes bedre end ved følgende lille Historie. To
unge Damer, der var paa Besøg i Godthaab, stand-
sede en af de første Dage med et ensstemmigt
Jubelskrig og udbrød i Munden paa hinanden:
»Næ, du, der skal du se en rigtig levende Kokas-
se. «!
Men alt imens jeg frydede mig over alt det,
der virkede saa hjemligt med Køer paa Marken,
hvæsende Gaser og travle Kyllingemødre, saa lu-
rede der paa Bunden af mine Tanker stadig en
lille Rædsel — det nordgrønlandske Instinkt fornæg-
tede sig ikke, og Gang paa Gang var det ved at kom-
me op til Overfladen, for Eksempel naar jeg saa
nogle Kyllinger myldre ud gennem et Gærde, el-
ler en Gaas vandre i enlig Majestæt paa Vejen.
Da fo’r det igennem mig som et Lyn; »Hundene!!«