Grønlandsposten - 16.09.1944, Qupperneq 5

Nr. 18
GRØNLANDSPOSTEN
209
ved Ritenbenk at have nødvendiggjort en ekstra
Assistent ved Jakobshavn, i alle Tilfælde i Over-
gangstiden.
I Aar er der kun 2 Assistenter placeret ved
Jakobshavn, til Gengæld har saa Godhavn faaet
Assistent igen.
Placering af Assistent i Godhavn var i sin
Tid begrundet med Tilstedeværelsen af de mange
Institutioner og endvidere med de mange Anløb
af Skibe. Nu er nogle af Institutionerne væk, og
Skibsanløb finder antagelig ikke Sted for Tiden.
Dette er vel ogsaa Grunden til, at Godhavn var
uden Assistent i Fjor. Disse Forhold gør sig
øjensynlig stadig gældende, og ingen Assistent
ved Godhavn, vilde betyde Bestyrer ved Ri-
tenbenk.
En Forudsætning for, at Godhavn — og sam-
me gælder forøvrigt Ritenbenk — kan undvære
Assistent, er selvfølgelig, at der skaffes anden
passende Hjælp, men det skulde ogsaa være
muligt.
Nedlæggelsen af Ritenbenk har jo gennem
Aarene været paa Tale flere Gange, men hver
Gang har en nøje Overvejelse af Forholdene vist,
at Bibeholdelse var det bedste. Dette har sikkert
ikke ændret sig under de nuværende Vilkaar.
En Foranstaltning som Nedlæggelsen af Ri-
tenbenk med Forandring af mange Love og An-
ordninger maa under de nuværende Forhold selv-
sagt have en meget stærk Begrundelse, men helt
frigøre sig for det Synspunkt, at der igen har
været Kræfter, der uden at undersøge Spørgs-
maalet fra alle Sider mente det unødvendigt at
bibeholde Pladsen som Koloni, kan man ikke. Dis-
se Kræfter har altsaa beklageligvis vist sig at
være de stærkeste.
Assistenterne har sikkert mest følt Tidens
Byrder — saavel arbejdsmæssige som økonomiske
— saa vi deri burde have et velbegrundet Haab
om, at vore Muligheder ikke forringedes mere end
nødvendigt, men desværre synes dette — som
Spørgsmaalet tager sig ud fra dette afsideslig-
gende Sted — ikke helt at være Tilfældet.
Thule, April 1944. E. Th. Lund.
Til at tænke over.
— Ved at hjælpe dig selv, hjælper du ogsaa din boplads
og dit land.
— Din fremgang i verden er i mindre grad afhængig af,
hvad du tjener, end af, hvorledes du bruger din indvundne
fortjeneste.
D-d.
Smaa istapper.
Dagligt liv i Tornerosehavn.
Kære Grønlandspost!
»Post til Godthaab kan indleveres til i mor-
gen klokken 10«, stod der i radioavisen i gaar
og klokken var ikke engang 11, da jeg i morges
gik ind til Jensen paa kolonikontoret for at afle-
vere mine breve.
— Hør, Jensen —, sagde jeg i en absolut
imødekommende tone, — her var lige et par bre-
ve, det er til udlandet, saa de kunde vel nok
smutte med endnu —?
Beklager, hr. —, snerrede Jensen, — po-
sten er pakket og lukket og listerne skrevet, det
kan desværre ikke lade sig gøre —.
Jeg skulde lige til at finde paa et vægtigt
argument, da fru Gumme pludseligt stod i døren
og kom mig til undsætning. Hun havde sit sø-
deste englesmil paa:
Goddag, hr. Jensen, ja, jeg traf lige De-
res kone, det vil sige, jeg smuttede lige ind for
at hilse paa hende. De bor nu saa nydeligt, hr.
Jensen, og Deres kone forstaar at holde det saa
pænt. Vi aftalte forresten at gaa hjem til os og
drikke formiddagskaffe. Tror De ikke, hr. Jen-
sen, at De kunde have lyst til at gaa med, det
vilde da være saa morsomt —?
Mange tak, fru Gumme, men det kan jeg
desværre ikke. Skonnerten har allerede ligget sejl-
klar en times tid, og jeg har travlt med lastesed-
lerne og maa selv bringe posten om bord.
- Aa, det var kedeligt, hr. Jensen, men saa
maa De endelig smutte ind en anden gang. Og
ser De, hr. Jensen, saa var der lige en Eaton-
rekvisition, jeg vilde jo saa gerne have noget til
julegaver til børnene. Der er jo saa mange børn
her, og De ved jo nok, hr. Jensen, man vil gerne
give dem alle, ja, bare det nu kan naa at komme.
Deres kone har vel ogsaa bestilt julegaver. Det
er jo den eneste maade, vi kan faa noget paa,
og nu har jeg haft travlt hele formiddagen med
at finde paa noget rigtig spændende, og jeg tror
ogsaa, det er lykkedes. De forstaar jo nok, det
er ikke saa let, og man vil jo nødig skuffe nogen,
synes De vel, man kan det, hr. Jensen —?
Jeg stod lidt tilbage, afventende, og jeg til-
staar, at for første gang i mit liv velsignede jeg
fru Gummes bedaarende veltalenhed og skottede
til Jensen. Jeg saa ham synke dybere og dybere
tilbage i stolen. Han skottede til mig og stram-
mede sig op, men sank tilbage igen under væg-