Grønlandsposten - 01.12.1944, Blaðsíða 12

276
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 23
Otte gange i dødsangst — otte gange frelst.
Naar vi danske og nordiske føler de tusinde aar som
en værdi, der giver os ret til modigt at se selv de største
magter i øjnene, er det ikke blot paa grund af »den indre
storhed i vor historie«. Ser vi paa forholdet til Europas
stormagter, det, der nu et fuldt af øjeblikkelige farer,
giver vor tusindaarige historie os en hjælp, der ikke er
mindre værdifuld.
Otte gange har Danmark i disse tusind aar været i fa-
re. Ja, i saa stor en fare, at digterens ord om, at »Dan-
marks hjerter i dødsangst gyste«, ikke er for stærke. Vi
har været i fare for de tyske hohenstaufiske kejsere, for
de schaumburgske grever af Holsten, for hanseaterne, for
de svenske konger, for den russiske czar, for Bismarcks ty-
ske kejserrige og for verdenskrigens stormagter — som vi
nu igen er i fare i »den anden verdenskrig«. Og se, hvor
forunderligt det er gaaet os i de 1000 aar. Kun otte aar —
fra 1332—1340 — har Danmark været i fjendevold for alvor.
Hvad der hver gang frelste os, skal jeg ikke gaa ind paa.
Kun slaa fast til min egen store undren og viet ogsaa til
mine læseres: Kun otte aar har hele Danmark været i fjen-
devold.
Store tab har vi lidt gennem historiens farefulde tider!
Ja, Skaane, Halland, Bleking og Sydslesvig! Men sam-
tidig maa jeg pege paa en sag af ikke mindre interesse, en
sag, jeg kun skal nævne uden af pladshensyn at uddybe
den. De farefulde tider, da alle danske kræfter for alvor
maatte midtsamles for at komme frelst igennem, har atter
og atter ført til et lykkebringende brud med forældede, for-
benede samfundstilstande, ført til et nyt fremvæld af
dansk foretagsomhed, af dansk aandsliv og digtning. De
store faretider er de store gennembrudstider: Valdemarer-
nes tid; Valdemar Atterdag og Margrethes tid; 1660, da
enevælden frelste os fra adelens misregering; 1848, da vi
fik vor frie forfatning; 1864, da sorgen og angsten fik det
folkelige liv til et gro som aldrig før. Der er en underlig,
gaadefuld sammenhæng i vor historie, som vistnok i al hi-
storie mellem de strenge tider, de strengeste tider og det
indre fremskridt, det indre gennembrud. Det er, som om
at fjenden, samtidig med at han slaar os i knæ, faar os
ind i den nye dag.
Voldstider kommer og gaar, men folkeliv bestaar.
Denne tanke paa de 1000 aar i fare og i frelse fører os
til endnu en tanke, til den sidste, der her skal drages frem.
Vi danske og de nordiske folk i det hele ved ikke blot fra
historien, hvordan det er gaaet os i de enkelte tilfælde hver
for sig, men ud af denne tusindaarige kamp mellem smaa
folkelande og umættelige stormagter ved vi en ting til, som
vi maaske, om det værste skulde indtræffe, faar mest brug
for af det altsammen. —
Vi ved, at voldstider kommer og gaar, men folkeliv be-
staar. Vi har i vor tusindaarige historie set kolossalriger
staa frem og brede sig ud over Europa: Det romerske kej-
serrige af den tyske nation, det engelske storrige, der erob-
rede det halve frankrig, det spanske og østrigske storrige,
det napoleonske og russiske storrige, Hohenzollernes kejser-
rige med voldsherredømme over Elsass-Lothringen, Posen og
Sønderjylland. Vi har atter og atter hørt det ord, der og-
saa gentages i dag: »De smaa staters tid er for altid forbi«.
Ja, maaske for en tid, for saa atter, ligesom den span-
ske flod Guadalquivir at dukke op igen efter kort eller læn-
ge at have løbet under jorden. Den danske statsminister
Guldberg sagde: »Vi er som trækfuglen, der kommer og
gaar, men staten bliver«. Vi dør, men folkene lever. Der-
om har historien givet os vidnesbyrd paa vidnesbyrd.
Ja, trods alle mørke skyer, der netop nu drager sam-
men om Danmark og om Norden, mindes vi de ord, som H.
P. Hansen sagde umiddelbart før verdenskrigens uvejr trak
op over Sønderjylland i 1914:
Du kan vel kro dig af døgnets kaar
og af den sejr, de har dig skabt.
Du fører en kamp imod 1000 aar,
og i den har du visseligt tabt.
Skulde en fjentdlig magt for alvor atter vende sig imod
Norden og true vor fred og frihed — hvad vi endnu vægrer
os ved at tro, vil vi som H. P. Hansen hente mod og tro
fra det, jeg her har kaldt »den indre storhed i Danmarks
historie«, fra historiens vidnesbyrd, om hvordan vi atter og
atter i farens stund er blevet frelst, ofte som ved et under.
— Ja, vi vil tro, at det ogsaa i fremtiden vil gaa os, som
det saa ofte før et gaaet os, at farerne kalder kræfterne
frem, saa at det maa lykkes os ikke blot at frelse livet
selv, men ogsaa — som saa ofte før — at løse nye store
opgaver.
De to ting, der nu venter paa deres løsning er indadtil sam-
arbejdet mellem bønder og arbejdere og udadtil skabelsen af
det nordiske folkeforbund — to fremskridt, der vil øge Dan-
marks og Nordens kraft overfor de nye magtforhold i Eu-
ropa, fremskridt, som kun kan fuldbyrdes ud fra en ny og
stærk samhørighedsaand, og fremskridt, der ligger i den
nøjeste fortsættelse af de udviklingslinier, der gennem tu-
sinde aar har behersket vor historie.
»En Dansk Patriot"
En roman med ovennævnte titel om frihedskæmpernes
liv og kamp under den tyske besættelse af Danmark er ud-
kommet i England. Bogen er paa vej til Grønland, men er
desværre endnu ikke naaet frem.
Dansk optimisme.
En annonce i et københavnsk forstadsblad lød i som-
mer saaledes:
»3 værelser med centralvarme ønskes, naar krigen er
forbi, eller senest den 1. oktober.«
— Har du hørt, at tyskerne nu sælger alle deres felt-
køkkener paa østfronten?
— Nej, hvorfor det?
Jo, for nu kan de jo naa hjem og spise!!
(De frie Danske, København.)
Abonnement tegnes paa kolonikontorerne og løber,
til det atter opsiges. Pris 20 øre pr. eksemplar.
Annoncer 25 øre pr. linie.
Redaktion og adresse: »Grønlandsposten«, Godthaab.
Ansvarshavende redaktør: Magister Chr. Vibe.
Godthaab — Sydgrrønlands Bojftrykkeri.
Statsbiblioteket