Grønlandsposten - 01.06.1945, Side 8

128
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 11 — 1945'
Radioavis skulde nødigt synke tilbage i fordums
Fattigdom.
Selvfølgelig maa Programchefen have en
grønlandsk Sekretær til sin Raadighed, der ogsaa
kan Dansk, og som baade kan virke som Over-
sætter og grønlandsk Speaker. Desuden vil et
Par frivillige, interesserede grønlandske Medar-
bejdere være nødvendige, å la det nuværende
Foredragsud valg.
Det er vort Haab, at det, som vor Admini-
stration under Krigen magtede at sætte i Gang:
en Nyhedstjeneste, maa blive værdsat og fortsat
af Grønlands Styrelse i en trods alt lettere Freds-
tid, især da der næppe kan være Tvivl om, at
det store Flertal af Grønlændere og Danske
ønsker det, og at baade Pressen og Nyhedstjene-
sten er særdeles vigtige Faktorer af »folkepæda-
gogisk Art«, der kan faa afgørende Betydning
med Hensyn til »Hovedformaalet for det danske
Arbejde i Grønland«, nemlig »Grønlændernes Ud-
vikling til Selvstændighed«.
Th. Hedemand. Sylv. M. Saxtorph.
Ad. Fuglsang-Damgaard. Jonathan Petersen.
Jer g. Chemnitz. G. Thorlaksson. A. Baarregaard.
Finn Gad. Nik. Rosing. Fr. Nielsen.
Ellen Larsen. Orla Andersen. L. Lamberth. E. Vedel.
Smaa istapper.
Dagligt liv i Tornerosehavn.
Kære Grønlandspost!
Straks ved nyheden om lønreguleringstillægs-
bevillingen forleden gik stortrommen igennem
Tornerosehavn og bød sammen til glædesgilde hos
overassistentens, der til vor umaadelige overra-
skelse endnu havde et par flasker paa kælderbun-
den, saa stemningen var ikke længe om at kom-
me i vejret, og den ene skaaltale afløste den an-
den til omkvædet:
Saa gaar vi til den næste
og ser, hvad han formaar!
Saaledes blev det ogsaa underassistent Bul-
dersens tur, der med flammende øjne, bred og
værdig rejste sig:
Venner af den herlige polarnats mørkepip!
I ærværdige pensionsstræbende tjenestemænd,
hæv jert glas og lad os tømme det paa den store
Dilles triumf. Endnu et led har I smedet til je-
res martyrlænke. Jeg forstaar, at I føler trang
til at feste; thi hvad er vel herligere end mam-
mon i denne afkrog af verden, hvad er skønnere
end rusens glæder og nattens fortryllelse? Nyd
da vædsken i fulde drag og sørg ikke for dybt,
fordi bekymringens sødme denne gang er taget
fra jeres skuldre. I vil nok finde nye kilder til
at nære jeres medlidenhedstørst og ikke gøre
Tornerosehavns ry til skamme; thi i morgen er
der atter en dag, hvor I vil vaagne fra nattens
daad til hverdagens plage, hvorom det hedder, at
hver dag har nok i sin, og det vil I finde, for hver,
der kommer, aaret til ende og næste aar med,
til pensionens lykkelige alder er naaet, og I for-
lader Tornerosehavn for at leve resten af jeres
dage paa fortidens store bedrifter. Skaal da, I
misundelsesværdige stræbere — avancer, avancer
hen ad tjenestemandens slagne landevej med
hver milesten vinkende med avancementstillæg,
dyrtidstillæg, giftetillæg, børnetillæg, alderstillæg
— alt saa lige til uden svinkeærinder for ikke at
miste ancienniteten — i sandhed, tjenestemandens
gyldne vej til Samarkand og pensionens Elysium. —f
— Bravo Buldersen —, raabte fru Trædemøl-
le paa sin mands vegne, for han havde kun eet
aar tilbage til pensionen.
— Bravo —, raabte vi nu allesammen og;
stemmede i:
Og skam faa den, som ikke
pensionens skaal vil drikke!
Den skaal var bra, hurra, hurra!
Aah, sikken en fest —, sukkede fru Old-
ager, — hør mand, tror du ikke, Buldersen er
fuld, saa pænt han talte, og saa er han endda kun
underassistent —- det er nu synd for ham, — trods
alt —, føjede hun lidt efter til, for dette var et
af hendes bevægede øjeblikke.
Men dagen efter bød jeg Bulder-
sen ind til en morgenbitter, og under en sludder
for en sladder sagde jeg til ham: — Hør Bulder-
sen, De er nu li’godt en flink fyr, jeg skal alli-
gevel tale med bestyreren og lægge et godt ord
ind for Dem, og det kunde maaske gaa videre til
højere sted —!
— Nej, hør nu —, svarede Buldersen helt for-
nærmet. — De har jo ikke forstaaet et muk af
det hele. Naar jeg skubber trillebøren ned over
pladsen hver morgen og med mine egne næver'
sætter arbejdet igang, eller naar jeg giver grøn-
lænderne en haandsrækning med et bygge deres,
baade eller blande cementen rigtigt, saa er det,
fordi jeg godt kan lide at se noget blive grebet
rigtigt an, og fordi jeg engang imellem har en
god ide i den retning og ikke nogen prestige at
tabe derved — og saadan noget som ideer, ini-