Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 10

266
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18 — 1945
Indsats mod Danmarks og Amerikas fælles Fjende,
Amerika Ret til at indrette Baser for militær Ak-
tivitet mod denne fælles Fjende. Danmark bevarer
ogsaa Suverænitet over disse Baseomraader, og ved
Valget af deres Beliggenhed skal der tages videst
muligt Hensyn til den grønlandske Befolknings Vel-
færd, Sundhed og økonomiske Erhvervsinteresser.
Efter Krigens Ophør kan begge Parter opsige Over-
enskomsten med eet Aars Varsel. Forud for Over-
enskomstens Underskrift havde Landsfogderne væ-
ret forespurgt, og vi havde erklæret os indforstaaede
med dem. Jeg hilste ogsaa med Glæde det Forhold,
at der nu blev givet Grønland en virkelig Chance for
at gøre en Indsats i Kampen mod Danmarks Under-
trykkere, for det var i Virkeligheden, hvad Overens-
komsten betød for os. Jeg regnede med, og det viste sig
sidenhen at stemme, at vi paa mange Maader kunde
være de amerikanske Militærmyndigheder til Hjælp,
naar de skulde arbejde i Grønland.
Umiddelbart efter Overenskomstens Underskrift
rejste de første amerikanske Soldater til Grønland,
el lille Selskab af Officerer, som ankom til Godt-
haab omkring den 1. Maj. Vi drøftede med dem de
Linier, hvorefter Arbejdet skulde tilrettelægges og
de Forholdsregler, som skulde træffes med Hensyn
lil Befolkningens Velfærd. Det, de i første Ra'kke var
interesserede i, var en egnet Plads for en Flyveplads
i den sydligste Del af Landet, altsaa i Julianehaah
Distrikt. Da de ikke selv havde Fartøjer, som kunde
bruges til Rekognoscering dernede i Storisen, ud-
rustede og bemandede vi Marinens Skib »Ternen«,
som laa ved Godthaab, og stillede det til deres Dispo-
sition. Med denne rejste de til Julianehaah, hvor
Kolonibestyreren foreslog dem at se paa Pladsen
Narssarssuak i den indre Del af Tunugdliarfikfjor-
den. De tog derind og saa paa Forholdene, som de
fandt egnede, og derinde ligger nu Amerikanernes
vigtigste Base med Flyveplads og Hovedkvarter fol-
de amerikanske Styrker i Grønland. Jeg kan i øvrigt
om denne Plads sige, at den ligger lige over for Erik
den Rødes gamle Gaard, »Brattahlid«, paa Tunug-
dliarfikfjorden, eller, som den hed i Middelalderen
»Ejriksfjord«. Jeg fortalte engang en katolsk Felt-
præst, de havde deroppe, at lige ovre paa den anden
Side Fjorden laa Ruinerne af den addste katolske
Kirke i den vestlige Hemisfære, og det gjorde el dvht
Indtryk paa ham.
I Juli 1941 ankom de første amerikanske Troppe-
transporter til Stedet med Udrustning og Maskineri
og begyndte Arbejdet. Jeg var dernede kort efter,
at de var ankommet, og drøftede Forholdene med
Chefen. Han spurgte mig om min Mening om For-
holdene, og jeg svarede, at jeg ikke i Grønland erin-
drede at have set noget saa fladt som dette Sted.
Pladsen er en meget vid trekantet Dal, letskraa-
nende opefter fra Fjorden en halv Snes Kilometer op
i Landet, og en 3—4 Kilometer bred ved Stranden,
spidsende indefter, hvor den ender i en Bræ. Men
et er, at Grunden er flad, noget helt andet er at gøre
den jævn, saa jævn, at den kan anvendes som Flyve-
plads. Som næsten overalt i Grønland bestod Grun-
den mest af Sten i alle Størrelser, mest i de meget
store Størrelser. Jeg tror nok, at Arbejdet viste sig
vanskeligere, end man først havde paaregnet, men
dette bragte kun Amerikanerne til at sætte alt ind
paa at faa det udført hurtigt og godt. Opgaven blev
løst ved, at Grus fra en stor Banke i Dalen blev sor-
teret og kørt ud over Dalbunden, og ovenpaa dette
blev først lagt Jernmaatter, senere blev hele Flyve-
pladsen cementeret. Allerede inden et halvt Aar efter
den første Ankomst, kunde Flyvemaskiner operere
fra Pladsen.
For de faa af os, som fik Lejlighed til paa nært
Hold at se Amerikanerne arbejde, blev det en meget
stor Oplevelse. Da Amerika gik ind i Krigen, gjorde
de det med et meget bestemt Formaal: At vinde den.
De vidste, der laa et kolossalt Job foran dem, de
vidste, hvor lidt de i Virkeligheden havde udført al
dette Job, da de aktivt kom med i Krigen. Men den
Tanke, at der kunde blive nogen som helst anden
Udgang end en Sejr over Fjenden, havde de over-
hovedet ikke Tid til at tænke. De havde alt for travlt
med Arbejdet for Sejren. Jeg tror, intet Mirakel har
været større under denne Krig end den amerikanske
Indsats. I 1940, da jeg var i Amerika, havde de end-
nu ikke almindelig Værnepligt. Hæren bestod al
nogle faa Hundrede Tusinde Mand, praktisk talt uden
Udrustning, eller dog hvad de nu kalder Udrustning.
I Efteraaret 1940 indkaldte de deres frivillige Natio-
nal Guards lil Manøvrer. Under disse Manøvrer kørte
Lastbiler rundt med Skilte, hvorpaa der var malet
»Let Tank« eller »Svær Tank«, og Mandskabet brugte
i vid Udstrækning Træattrapper som Kanoner og Ma-
skingeværer. Ud fra denne Begyndelse har Amerika
paa fire Aar stillet ti Millioner Mand paa Benene,
veltrænede og udrustede med rigelige Vaaben af de
hedste, som findes. Og samtidig har Amerika for-
synet sine Allierede med lige saa meget Udstyr, som
de brugte til sig selv. Hvorledes dette Mirakel har
kunnet opnaas, fik vi i Grønland demonstreret i min-