Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 13

1. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
269
Hundeslæde. I intet Tilfælde lykkedes det Tyskerne
at etablere Stationer uden, at de blev fundet af Pa-
truljerne og ødelagt af de amerikanske Styrker.
Første Gang tysk Aktivitet blev konstateret, var i
Marts 1943, da en Patrulje fandt tyske Genstande og
iagttog uidentificerede Folk paa Vestkysten af Sa-
bineøen. Patruljen vente tilbage til Stationen Eski-
monæs, hvorfra det forefaldne blev rapporteret. Jeg
gav Chefen paa Eskimonæs, Kaptajn Ib Poulsen,
Ordre til at samle alle Folkene ved Eskimonæs og
rekognoscere op mod Fjenden for at tilvejebringe
Oplysninger om, hvor Fjendens Basis var, og hvilke
Styrker han havde. Paa dette Tidspunkt var Poul-
sens Styrke meget spredt, og det blev nødvendigt at
sende Bud op til Mønstedhus for at advare en Pa-
trulje, som var deroppe, og altsaa paa Tilbagevejen
kunde falde over den tyske Styrke, samt at sende en
Patrulje ned til Ellaø for at hente Folkene der. Me-
dens disse to Patruljer var ude, det vil sige paa et
Tidspunkt, hvor der kun var tre Mand paa Eskimo-
næs, blev Stationen om Natten angrebet af en større
tysk Styrke. Det lykkedes de tre Mand at komme
derfra dækket af Mørket, uanset Stationen var un-
der hæftig Beskydning med Maskingeværer, og gaa-
ende at komme ned til Ellaø.
Imens var Besked om Fjendens Tilstedeværelse
naaet op til Mønstedhus, og de tre Mand, Patruljen
deroppe nu udgjorde, paa Vej sydover. Ved Sand-
odden løb den ind i et fjendtligt Baghold. Korporal
Eli Knudsen faldt her, dræbt af Maskingeværild,
og de to andre, Korporal Peter Nielsen og Korporal
Marius Jensen blev taget til Fange og ført til den
tyske Station paa Sabineø. Her tilbragte de Tiden
med to Ting. For det første fyldte de Tyskerne med
Røverhistorier om, hvor skrækkeligt det vilde gaa
de stakkels Folk paa Eskimonæs i det vilde og ufrem-
kommelige og vildtfattige Terræn sydpaa. Og for det
andet brugte de deres Ojne. Efter ganske kort Tid
lykkedes det Peter Nielsen at komme derfra, ganske
vist kun med fire Hunde, men dog nok til, at han
kom ned til Ellaø. De Rapporter, han medførte, var
saa nøjagtige, at jeg ansaa Patruljens Hovedopgave
som løst, og gav Ordre til, at hele Styrken skulde
trække ned til Scoresby sund til Forsvar for denne
Plads.
Imens sad Marius Jensen oppe hos Tyskerne, og
da han havde siddet der et Par Uger, fandt Tyskerne
paa, at de vilde ned og se, hvad der skete ved Ellaø,
og for at være sikre paa at kunne finde Vejen, tog
de Marius med det første Stykke. Styrken kørte ned
til Myggbukta, og her skulde Marius efterlades. Han
blev spurgt, hvor Vejen gik, og han forklarede dem,
at desværre kunde de jo ikke paa Grund af daarlig
Jagt og andre Viderværdigheder køre den direkte
Vej langs Kysten. Men der var en Vej igennem
Moskusoksefjorden, som man regelmæssigt brugte.
Naar man ser paa Moskusoksef jorden paa et
Kort, er der to Ting, som enhver Slædekører straks
vil faa Øje paa. For det første er det en lang snæver
Fjord med høje Fjælde paa begge Sider. For det
andet er den lukket ud mod Kysten. Dette er ens-
betydende med, at det ikke blæser i denne Fjord,
eller med andre Ord, at den Sne, der falder der,
falder blidt og bliver liggende. Saadanne Fjorde er
alle Slædekøreres Ra’dsel. Man arbejder i Timevis
for at komme nogle faa Kilometer frem, og man
ødelægger Hunde og Udrustning. Men med en saa-
dan Expert som Marius til at give Raad, gik Ty-
skerne øjeblikkelig i Posen. Deres Chef, Løjtnant
Ritter, blev tilbage for at bevogte Fangen og sendte
hele sin Styrke af Sted. Det tog Marius mindre end
en Dag at faa Tyskeren overbevist om, at det var
lige saa godt, de byttede Roller. Han afvæbnede Ty-
skeren, og med alle Vaabnene paa Slæden og alle
Hundene spændt for kørte han i Ilmarcher den di-
rekte Vej til Ellaø, hvor han ganske rigtig ankom
før den tyske Styrke. Ved Ellaø fandt han det af-
talte Tegn for, at Kammeraterne var taget sydpaa,
altsaa til Scoresbysund, og det mest naturlige for
ham at gøre var herefter selvfølgelig at følge efter
dem. Men mens han stod og overvejede dette, fik
han en god Ide. Det vilde være saa kedeligt at
komme helt tomhændet hjem til dem, og han havde
jo en førsteklasses Present siddende oppe paa Mygg-
bukta. Og saa kørte Marius nordpaa igen. Tyskeren
var han sikker paa, han sad tænderskærende ved
Myggbukta og ventede paa, at hans Folk skulde
komme tilbage fra Ellaø og hente ham. Da han ikke
havde Vaaben eller Hunde, kunde han ikke begive
sig af Sted derfra. Ankommet til Myggbukta erklæ-
rede Marius for anden Gang Tyskeren for sin Fange,
og saa begav de sig sydpaa sammen. Det tog 19 Dage
at tilbagelægge de ca. 500 Kilometer. Tyskeren
gik paa Ski et Stykke bag Slæden med bestemt
Besked om ikke at komme for langt bagud og spe-
cielt ikke for nær paa. Som Regel overnattede de
i Hytten, d. v. s. Tyskeren i Hytten og Marius uden-
for. Naar der ingen Hytte var, laa Tyskeren i Teltet
og Marius paa Slæden. Turen gik tæt forbi Ellaø,
som da var besat af Tyskerne, og det ved højlys Dag,