Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 13

Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 13
1. Decbr. GRØNLANDSPOSTEN 269 Hundeslæde. I intet Tilfælde lykkedes det Tyskerne at etablere Stationer uden, at de blev fundet af Pa- truljerne og ødelagt af de amerikanske Styrker. Første Gang tysk Aktivitet blev konstateret, var i Marts 1943, da en Patrulje fandt tyske Genstande og iagttog uidentificerede Folk paa Vestkysten af Sa- bineøen. Patruljen vente tilbage til Stationen Eski- monæs, hvorfra det forefaldne blev rapporteret. Jeg gav Chefen paa Eskimonæs, Kaptajn Ib Poulsen, Ordre til at samle alle Folkene ved Eskimonæs og rekognoscere op mod Fjenden for at tilvejebringe Oplysninger om, hvor Fjendens Basis var, og hvilke Styrker han havde. Paa dette Tidspunkt var Poul- sens Styrke meget spredt, og det blev nødvendigt at sende Bud op til Mønstedhus for at advare en Pa- trulje, som var deroppe, og altsaa paa Tilbagevejen kunde falde over den tyske Styrke, samt at sende en Patrulje ned til Ellaø for at hente Folkene der. Me- dens disse to Patruljer var ude, det vil sige paa et Tidspunkt, hvor der kun var tre Mand paa Eskimo- næs, blev Stationen om Natten angrebet af en større tysk Styrke. Det lykkedes de tre Mand at komme derfra dækket af Mørket, uanset Stationen var un- der hæftig Beskydning med Maskingeværer, og gaa- ende at komme ned til Ellaø. Imens var Besked om Fjendens Tilstedeværelse naaet op til Mønstedhus, og de tre Mand, Patruljen deroppe nu udgjorde, paa Vej sydover. Ved Sand- odden løb den ind i et fjendtligt Baghold. Korporal Eli Knudsen faldt her, dræbt af Maskingeværild, og de to andre, Korporal Peter Nielsen og Korporal Marius Jensen blev taget til Fange og ført til den tyske Station paa Sabineø. Her tilbragte de Tiden med to Ting. For det første fyldte de Tyskerne med Røverhistorier om, hvor skrækkeligt det vilde gaa de stakkels Folk paa Eskimonæs i det vilde og ufrem- kommelige og vildtfattige Terræn sydpaa. Og for det andet brugte de deres Ojne. Efter ganske kort Tid lykkedes det Peter Nielsen at komme derfra, ganske vist kun med fire Hunde, men dog nok til, at han kom ned til Ellaø. De Rapporter, han medførte, var saa nøjagtige, at jeg ansaa Patruljens Hovedopgave som løst, og gav Ordre til, at hele Styrken skulde trække ned til Scoresby sund til Forsvar for denne Plads. Imens sad Marius Jensen oppe hos Tyskerne, og da han havde siddet der et Par Uger, fandt Tyskerne paa, at de vilde ned og se, hvad der skete ved Ellaø, og for at være sikre paa at kunne finde Vejen, tog de Marius med det første Stykke. Styrken kørte ned til Myggbukta, og her skulde Marius efterlades. Han blev spurgt, hvor Vejen gik, og han forklarede dem, at desværre kunde de jo ikke paa Grund af daarlig Jagt og andre Viderværdigheder køre den direkte Vej langs Kysten. Men der var en Vej igennem Moskusoksefjorden, som man regelmæssigt brugte. Naar man ser paa Moskusoksef jorden paa et Kort, er der to Ting, som enhver Slædekører straks vil faa Øje paa. For det første er det en lang snæver Fjord med høje Fjælde paa begge Sider. For det andet er den lukket ud mod Kysten. Dette er ens- betydende med, at det ikke blæser i denne Fjord, eller med andre Ord, at den Sne, der falder der, falder blidt og bliver liggende. Saadanne Fjorde er alle Slædekøreres Ra’dsel. Man arbejder i Timevis for at komme nogle faa Kilometer frem, og man ødelægger Hunde og Udrustning. Men med en saa- dan Expert som Marius til at give Raad, gik Ty- skerne øjeblikkelig i Posen. Deres Chef, Løjtnant Ritter, blev tilbage for at bevogte Fangen og sendte hele sin Styrke af Sted. Det tog Marius mindre end en Dag at faa Tyskeren overbevist om, at det var lige saa godt, de byttede Roller. Han afvæbnede Ty- skeren, og med alle Vaabnene paa Slæden og alle Hundene spændt for kørte han i Ilmarcher den di- rekte Vej til Ellaø, hvor han ganske rigtig ankom før den tyske Styrke. Ved Ellaø fandt han det af- talte Tegn for, at Kammeraterne var taget sydpaa, altsaa til Scoresbysund, og det mest naturlige for ham at gøre var herefter selvfølgelig at følge efter dem. Men mens han stod og overvejede dette, fik han en god Ide. Det vilde være saa kedeligt at komme helt tomhændet hjem til dem, og han havde jo en førsteklasses Present siddende oppe paa Mygg- bukta. Og saa kørte Marius nordpaa igen. Tyskeren var han sikker paa, han sad tænderskærende ved Myggbukta og ventede paa, at hans Folk skulde komme tilbage fra Ellaø og hente ham. Da han ikke havde Vaaben eller Hunde, kunde han ikke begive sig af Sted derfra. Ankommet til Myggbukta erklæ- rede Marius for anden Gang Tyskeren for sin Fange, og saa begav de sig sydpaa sammen. Det tog 19 Dage at tilbagelægge de ca. 500 Kilometer. Tyskeren gik paa Ski et Stykke bag Slæden med bestemt Besked om ikke at komme for langt bagud og spe- cielt ikke for nær paa. Som Regel overnattede de i Hytten, d. v. s. Tyskeren i Hytten og Marius uden- for. Naar der ingen Hytte var, laa Tyskeren i Teltet og Marius paa Slæden. Turen gik tæt forbi Ellaø, som da var besat af Tyskerne, og det ved højlys Dag,

x

Grønlandsposten

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.