Grønlandsposten - 01.12.1945, Blaðsíða 17

1. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
273
i det almindelige Uddannelsesniveau. Disse Forhold
er i og for sig uden Forbindelse med Krigen og vilde
ogsaa uden denne have gjort sig gældende. Men un-
der Krigen er der kommet stærkere Skred i Udvik1
lingen. Den forøgede Velstand og den forøgede In-
teresse for offentlige Forhold og for Verden omkring
Grønland, som er næret ved Radio og Presse, har
medført en Udvikling, som ellers vilde have taget
meget længere Tid end de forløbne fem Aar. De Spi-
rer, som saaledes er lagt i de grønlandske Sind, vil,
naar de gives de rette Gromuligheder, betyde Frem-
gang og Gavn for det grønlandske Folk. Og de vil
betyde en nærmere Tilknytning mellem Danmark
og Grønland end nogensinde før. Grønland har aldrig
følt denne Tilknytning saa intenst som i disse Aar,
hvor den var i Fare. Og aldrig har den faaet saa
stærkt Udtryk som den 4. Maj i Aar. Om Eftermid-
dagen den 4. Maj, da alle Radioer Klokken halv fire
bragte det store Budskab om Danmarks Befrielse, var
der intetsteds, hvor Glæden føltes mere dybt og ægte
end mellem Grønlænderne. Overalt gav denne Glæde
sig de smukkeste Udslag, paa alle Huse blomstrede
Dannebrog frem, overalt hvor vi bevægede os, blev
vi mødt af de hjertevarmeste Glædesudbrud og Lyk-
ønskninger fra alle Grønlændere, fattige og velha-
vende, unge og gamle. Det bliver en Opgave for os
nu i den nærmeste Fremtid at sørge for, at denne
Tillid til Danmark mødes med en Udvikling, som gi-
ver den Voksemuligheder.
Grønlands danske Samfund
For os danske deroppe var det mørke Aar. Det trak
jo ud, alle har vi siddet der i mindst 6 Aar i denne
Omgang, nogle helt op til 12 Aar, Gennemsnittet viste
omkring 8 Aar. Det er længe at være hjemmefra. Vel
led vi ingen materielle Savn, og da slet ikke naar
vi sammenligner vore Kaar med Verden omkring os.
Men Usikkerheden, Frygten for, hvad der kunde ske
herhjemme, bed. Vi havde Gudskelov en Medicin
herimod, og det var Arbejdet. Indenfor alle Insti-
tutioner blev Arbejdet stærkt forøget, men selvfølge-
lig først og fremmest for Handelen. Omtrent en Tre-
diedel af Kolonibestyrere og Assistenter gik ud af
det normale Arbejde, enten ved Dødsfald eller ved
Overgang til Arbejde ved Transithavne, i New York
eller ved Centralkontoret. Erstatninger kunde ikke
faas, saa de resterende to Tredjedele maatte udføre
Handelens normale Funktioner, som endda blev alt
andet end mindre.
Den Tanke, som mest nagede os, var: Hvorledes
bliver det Danmark, vi skal gense engang. Kan del
undgaas, at det danske Samfund smittes af Pesten
sydfra. Vi saa jo Gang paa Gang Folkene i befriede
Lande i Desperation vende sig mod hinanden i son-
derslidende Stridigheder, hvor netop Enighed var den
eneste Vej frem i Arbejdet for Genopbygningen af
det forødte. Alt, hvad vi hørte herhjemmefra, var
hyllet i Mørke og Taager, alt var Usikkerhed og
Tvivl. En stor Dag oplevede vi, det var den 29. Au-
gust 1943. Selvom Efterretningerne herom var lige
saa usikre som alt andet, vi hørte hjemmefra, for-
stod vi dog, at Danmark af de tyske Magthavere var
blevet stillet overfor et Krav, som var uforeneligt med
vor Ære og vor Samvittighed, og at Danmarks Svar
havde været Nej! Vi forstod, at der i en af de alvor-
ligste Skæbnestunder i vor Historie var truffet en
Afgørelse, som i Fremtiden vilde blive et af vore store
Minder.
Over alt stod Kongen
Var alt herhjemme end skjult for os bag et Mørke,
saa var der dog en Ting, som med en forunderlig
Vedholdenhed altid skinnede klart igennem, og det
var Skæret fra Kongens Personlighed og den Inspira-
tion, som det danske Folk hentede derfra. Ingen an-
den Faktor har i saa høj Grad som dette bevaret vor
Tillid til Sundheden af Udviklingen i vort Fædre-
land. Vi vidste alle usvigelig sikkert, al saalænge
Kong Christian stod i Spidsen for vort Folk, saa-
længe vilde Pligttroskab og Fædrelandskærlighed
være det, som angav Vejen, der skulde følges, og
saalænge vilde der intet ske, som vi skulde skamme
os over, naar vi kom hjem. Og aldrig er Tillid ble-
set saa skønt bekræftet som vor, da den 4. Maj og
Dagene derpaa oprandt. Alt, hvad vi havde haabet
paa, gik i Opfyldelse, netop den maalbevidste og
enige Optræden af vort Folk, som vi vidste skulde
til for at begynde det store Genopbygningsarbejde,
saa vi udfolde sig. Vi kommer hjem med vore Hjer-
ter opfyldte af Gla:de og Taknemmelighed herover,
og vi retter vor Tak herfor til vor Konge, som ved sit
Exempel har vist vort Folk denne Vej.