Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 19

1. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
275
Hvad var Deres største oplevelse paa seminariet
i Danmark? —
Noget af det, der betød allermest for mig, var
kammeratskabslivet, udflugterne, sammenkomsterne
og ikke mindst det nationale arbejde i Sønderjylland.
Senere har jeg staaet i brevveksling med mine gamle
kammerater fra dengang og haft megen glæde deraf.
Dernede i Sønderjylland gik det ogsaa rigtigt op for
mig, hvilken betydning forsamlingshusene har,
festerne og sangens samlende magt.
— Hvor tilbragte De Deres ferier? —
I ferierne rejste jeg til København og gik op i
sport, teater, kunst og musik. Det var helt igennem
den meget store oplevelse at være hjemme.
Hvornaar vendte De saa tilbage ingen til Grøn-
land? —
I 1951 blev jeg ansat som kerer ved efterskolen
i Egedesminde, hvor jeg var i de følgende fem aar til
1936. Jeg var lykkelig over at komme tilbage til
Grønland igen, og det havde altid været min drøm at
komme til at virke heroppe. Opholdet i Nordgrønland
gav mig nu lejlighed til at lære denne landsdel at
kende og sætte mig ind i hele landets forhold. Ved
Egedesminde boede ogsaa dengang en del inter-
essante mennesker, som jeg havde megen glæde af at
komme nærmere i kontakt med, og jeg befandt mig
godt i deres selskab, for eksempel efterskoleforstan-
der M. Garn og daværende pastor Fuglsang-Dam-
gaard, der kom op som præst i 1931 og derfra
stammer et langt venskab, der siden har givet mange
gode inspirationer og er blevet uddybet under sam-
arbejdet her. I 1936 forflyttedes jeg til Godthaab Se-
minarium, i 1937 var jeg paa sommerpermission i
Danmark for at opfriske kundskaber og indtryk
siden har jeg ikke været hjemme. I 1941 blev jeg ud-
nævnt til skolekonsulent for Midtgrønland.
- Fortæl lidt om Deres indtryk af den grøn-
landske ungdom i dag!
Den grønlandske ungdom i dag er mere vaagen,
den gaar op i foreningslivet, sport og fadlesforetagen-
der, hvad tidligere slet ikke kendtes; den er samtidig
blevet mere frejdig og selvbevidst. Men mulighederne
for ungdommen er endnu ikke store og bliver næppe
større, før skolevæsenet formaar at yde mere og give
ungdommen en virkelig voksen uddannelse. Efter
min mening vil fremtidsmulighederne altid være mi-
nimale, saa længe dansk ikke bliver fast skolesprog
heroppe. Som det er nu, ligger alt aandeligt liv stille
efter skolegangen, grundet mangel paa midler og veje
— og især læsestof. —
— Men indførelse af dansk skolesprog vil vel
næppe være nok? —
- Ikke nok, nej, saa kan vi først begynde. Min
kongstanke er grønlandske højskoler, der skulde give
den grønlandske ungdom en lignende uddannelse,
som de danske højskoler giver landboungdomnien.
Men den grønlandske ungdom er først nu ved at
finde sig selv. De unge strømmer til foreningerne,
men mest for at være passive medlemmer. Der er
endnu for megen lunkenhed. Der mangler virkelige
ungdomsledere, ikke mindst indenfor foreningerne,
og der fattes flere forsamlingshuse.
- Hvorledes gaar det med indsamlingen til et for-
samlingshus i Godthaab, som De er gaaet i Spidsen
for? —
Det gaar fint, havde vi materiale, kunde vi be-
gynde at hygge nu. Der er allerede indsamlet ea.
17.000 kr. mellem befolkningen. —
Forlad lidt om Deres ønsker for Deres lands
fremtid! —
Jeg ønsker for mit land en sund økonomisk ud-
vikling og derigennem erhvervelse af europæisk kul-
tur — samt ens muligheder for danske og grønhen-
dere som undersaatter i samme land.
Den aandelige rejsning, som nu spores ved ko-
lonierne, strækker den sig ogsaa ud til udsteder og
bopladser? —
lindnu ikke. Udsteder og bopladser er langt til-
bage. Derfor mærker man nu ogsaa i Grønland del
samme, som har gjort sig gældende i Danmark,
strømmen til byerne og bort fra landet. Folk søger
ind til kolonierne som kivfakker og lejede. Det er
ikke nogen sund udvikling, fordi det ødekegger er-
hvervene, og desuden skulde den grønlandske ung-
dom ikke tilbringe sin tid som lejede i kolonierne
borte fra de produktive erhverv. Men desværre er det
jo den eneste rnaade, folk, og især kvinder, kan tjene
sig penge paa, nemlig ved at tage lejet arbejde. Forat
hindre denne strøm, maa man gøre noget for ogsaa
al bringe flere af civilisationens goder ud til udsteder
og bopladser. Der er ikke noget at sige til, at arbejds-
mangelen i kolonierne frister de unge mennesker, der
ikke har kunnet tage sig sammen til at drive det til
noget paa deres boplads. Ved kolonierne har de let
ved at tjene penge. For at hindre denne tilstrømning
af folk til koloniernes arbejdspladser maa arbejdet
her mekaniseres, og der maa kncves faguddannet
arbejdskraft. Samtidigt maa man paa alle mulige
maader lette kaarene for frierhvervene og opmuntre
folk til at gaa ind i det produktive arbejde paa de