Grønlandsposten - 01.12.1945, Blaðsíða 20

276
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18 — 1945
steder, hvor muligheder findes. Jeg tror paa den
grønlandske ungdom, og hvad vigtigere er — ung-
dommen er ved at komme til at tro paa sig selv —,
slutter seminarielærer Frederik Nielsen, der selv har
kæmpet sig igennem til en position i samfundet og
stadig er fuld af unge, gode ideer til sit folks op-
hjælpning og udvikling.
De grønlandske præster
»Grønlandsposten« 1945 side 233 bringer el inter-
view med lektor Schultz-Lorentzen, hvilket jeg har
læst med stor interesse og virkelig glæde. Der er en
friskhed, kvikhed og saglighed over svarene, som vi
alle sætter pris paa hos léktoren, og vistnok enhver
indenfor skolevæsen og kirke er taknemmelig for lek-
torens skarpe formulering med hensyn til en for-
bedring af de grønlandske kateketers økonomiske
kaar. Alle kyndige vil sikkert ogsaa skrive under paa
rigtigheden af følgende passus: »Men vi maa ikke
glemme, at der er en grænse for, hvor meget de
enkelte rummer, og denne grænse er elastisk. Kapa-
citeten udvider sig efterhaanden, men kun langsomt.«
I det hele laget kan der ikke rettes væsentlige ind-
vendinger mod enkelthederne i interviewet. Dog gi-
ver det efter min mening et noget forvansket hel-
hedsbillede. Een, der er ukyndig i grønlandske kirke-
og skoleforhold, maa faa det indtryk, at det hele staar
saare vel til; noget kan vel ogsaa skyldes inter-
vieweren. Det er forkert. Jeg skal for en gangs skyld
ikke komme ind paa skolen, men holde mig til kirken.
De grønlandske præster rekrutteres af unge mænd,
der har gennemgaaet seminariet. Af dette indstilles
de til videreuddannelse og efter ministeriets appro-
bation til hjemsendelse. Det fremgaar saa af inter-
viewet, at de kommer paa en højskole, thi »det, det
gælder om, er jo at bibringe grønlænderne kultur,
og den tror jeg, de faar mere af, ved at den langsomt
siver ind, end ved for megen terperi og læsning«. Det
lyder meget besnærende, men heller ikke mere.
En meget væsentlig del af den moderne kultur
hestaar deri, at man lærer at arbejde, at man nødes
til at præstere et eller andet arbejde af større eller
mindre omfang, og at man paa en eller anden maade
skal bevise, at man har kunnet gøre dette. Den mo-
derne kultur er baseret paa arbejde, og kun gennem
arbejde kan man trænge ind til dens kerne. Ved »ind-
sivning« kan man naa en vis kulturfernis, men hel-
ler ikke mere. Jeg nærer den dybeste respekt for de
danske højskoler, men de er saa genuint danske og
arbejder ud fra saa almindelige synspunkter, at de
ikke kan give en præsteuddannelse og heller ikke den
koncentration om et bestemt arbejde, der maa kræ-
ves af enhver, der uddanner sig med et specielt l'or-
maal for øje. Et ophold paa en højskole vilde der-
imod være af største betydning for enhver grønlæn-
der, der har fuldendt sin uddannelse.
Vi kommer ikke udenom — og de grønlandske
præster, især de bedste af dem, føler det selv — at de
grønlandske præsters uddannelse er særdeles man-
gelfuld og meget tilfældig; dette medfører blandt an-
det, at de staar langt tilbage for de unge seminarie-
uddannede lærere, der saa sandt ikke har undgaaet
»terperi og læsning«. Dette er en meget beklagelig
udvikling, ikke mindst, fordi kirke og skole hører
sammen, og kirken tilmed har ledelsen. Naar man
nu et sted i Grønland anbringer en grønlandsk præst,
der trods forsøg ikke kunde bestaa en dansk semi-
narieeksamen, sammen med en dansk lærer, men
med præsten som leder af skolen, er man ude i del
groteske og uforsvarlige. Fortsættes der ad samme
linie, maa man regne med, at kravet om en adskil-
lelse mellem skolen og kirken hurtigt vil vokse sig
stærkere — og med rette. Det er jo allerede temmelig
udbredt.
Nu vilde en adskillelse mellem skolen og kirken
ikke nødvendigvis betyde en ulykke — hverken fol-
den ene eller den anden part, men for kirken kan
det blive katastrofalt, hvis menigheden mister re-
spekten for sine præster, fordi den synes, at deres
aandelige ballast er for ringe. For en præst er det
nødvendigt at have tro, men det er ikke nok, ellers
behøvede vi vel heller ikke som det normale universi-
tetsuddannede præster i Danmark. Der begynder at
hæve sig røster i den retning i Grønland, hvorfor det
gælder om at gribe ind i tide.