Grønlandsposten - 01.12.1945, Síða 22

278
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18 — 1945
Hundeoverfald
»Grønlandsposten«s lille notits om den sørgelige
ulykke ved Skansen, hvor en dreng blev overfaldet
og dræbt af bidske hunde, har vakt betydelig op-
mærksomhed i den danske dagspresse. Man synes
ikke at være klar over, hvor almindelig hundeover-
fald i virkeligheden er i Nordgrønland. Naar man
hjemme taler om farerne ved at rejse i Grønland,
nævner man altid frygten for at blive ædt af is-
bjørne eller ulve. Selv mindes jeg ikke at have hørt
om nogen, der er blevet dræbt af bjørne, skønt det
vel nok er forekommet i aarhundredernes løb. Bjørne
er meget sjældne i de beboede egne af Vestgrønland,
og hvor der er bjørne, for eksempel ved Østgrønland
og nord for Upernavik, er man indstillet derpaa og
fjerner sig aldrig ret langt bort uden at have hunde
eller bøsse med. Bjørnen er meget mere nysgerrig
overfor mennesker, end den er aggressiv, men som
regel tager den flugten, og man maa optage en skarp
forfølgelse, om man vil nærmere i lag med den.
Ulvene, i hvert fald alle dem jeg har mødt, er fejge
og angriber neppe, med mindre de optræder i flokke.
De findes imidlertid kun nord for de beboede omraa-
der. De kan forfølge et slædespor i dagevis og sidde og
tude rundt om lejrpladsen, men det er meget vanske-
ligt at komme dem paa skudhold. Men selvfølgeligt,
det gælder baade bjørne og ulve, man skal ikke
lægge sig til at sove i fjeldet eller strejfe om uden
riffel, for man ved jo aldrig, hvad en sulten bjørn
eller ulv kan finde paa, enten af nysgerrighed eller
kødhunger.
Men faren for at blive dræbt eller skambidt af Ens
egne eller andres hunde er langt større. Hvert aar
har sine tilfælde i Nordgrønland. Tidligere hørte man
ikke saa meget derom, men efter at »Grønlands-
posten« er begyndt at udkomme, er de fleste tilfælde
blevet meddelt heri. I Danmark vil man sikkert end-
nu erindre det frygtelige overfald i Umanak i 1939,
hvor to danske damer og en grønlænderdreng blev
overfaldet af 13 hunde og skambidt paa det uhygge-
ligste og kun med nød og neppe slap levende derfra.
I 1942, hvorfra vi har meddelelserne samlede i
»Grønlandsposten«, overfaldt et spand hunde en lille
treaarig pige i Egedesminde. Den stakkels pige blev
ihjelbidt og sønderflænget, og hundene havde ædt
hoved, højre arm og benene, før det lykkedes tililende
mennesker at naa frem til gerningsstedet. Samme
aar overfaldt et spand hunde en dansk dame ved
Egedesminde, væltede hende omkuld og tilføjede
hende flere dybe bid i benene, men hundenes ejer
kom hurtigt til og hindrede heldigvis en større
ulykke.
I 1943 blev en 12-aars dreng i Umanak overfaldet
og frygtelig forbidt af hunde, før hjælp naaede til
og reddede drengen. Samme aar blev en 6-aarig
dreng ved Christianshaab overfaldet af et af kolo-
niens bedste og mest kælne hundespand. Drengen blev
dræbt, før folk kom til og kunde forhindre ulykken.
I 1944 blev en 66-aarig kvinde ved Kraulshavn
overfaldet af et spand hunde, der var løbet fra deres
ejer. Kvinden blev dræbt, og hundene aad hendes
hoved og noget af kroppen, før ejeren naaede frem
til ulykkesstedet.
I 1945 er et toaarigt barn ved Kutdligssat blevet
overfaldet og dræbt af hunde — og om det andet
hundeoverfald iaar har vi nylig hørt, hvor en 6-aarig
dreng ved Skansen blev overfaldet, dræbt og næsten
opædt, før mennesker kom til.
Hvert aar har altsaa krævet sine ofre. Foruden de
her omtalte alvorlige tilfælde er der sikkert sket en
mængde smaatilfælde af hundeoverfald, hvor en
ulykke imidlertid er blevet afværget i tide, saa det
ikke har vakt større opmærksomhed. Der findes i
Nordgrønland ca. 8000 mennesker, hvoraf mindst 1
aarligt dræbes af hunde. Mon ikke dette forholdsvis
er langt flere, end der for eksempel dræbes af tigre
i Indien?
Hvad skyldes nu disse hundeoverfald? Grønlands-
posten har tidligere bedt erfarne hundekuske i Nord-
grønland om at udtale sig om dette spørgsmaal, men
ingen har rigtigt haft mod dertil. Her da kun mine
egne betragtninger. Det er blevet udtalt, at daarlig
pasning eller forsømmelse fra ejerens side skulde
være skyld i, at hundene er blevet bidske og pludse-
ligt giver sig til at overfalde mennesker. Jeg tror
ikke herpaa. Det er simpelthen eskimohundens vilde
natur, der løber af med den uanset nok saa megen
tugt eller pasning. Eskimohunden er i nær slægt
med ulven. Træffer man den alene, og det ikke er
en tævehund med hvalpe, vil den neppe af sig selv
gøre et menneske fortræd, men kommer man ufor-