Grønlandsposten - 01.12.1945, Qupperneq 24

280
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18 — 1945
Er Grønland vort hjem?
Vi har tidligere berørt det spørgsmaal, at Grønland
i for ringe grad føles som det egentlige hjem for de
danske, der har deres arbejde og virke heroppe, selv
om der ogsaa heri er sket en lille ændring under
krigen og adskillelsen fra Danmark, hvor danske
vist mere end nogensinde kom til at føle deres ger-
ning i Grønland som et kald og kom til at omfatte
land og folk og fælles fremtid med en dyb interesse
og kærlighed. Men kun faa danske har endnu kun-
net tænke sig at tilbringe hele deres liv i Grønland,
selv om det havde været tilladt. Grønland er endnu
for lille et samfund til at kunne udvikle en dansk
ungdom. Alene for børnenes skyld maa forældrene
søge tilbage til Danmark, og det er et ganske natur-
ligt inaal for alle under opholdet i Grønland at søge
at spare saa mange penge sammen, at man kan give
børnene en god opdragelse hjemme og selv med ro
kunne se alderdommen i møde.
Samme tendens viste udviklingen i begyndelsen
for andre store koloniers vedkommende, for eksempel
engelske og hollandske, men efterhaanden, som disse
kolonier har udviklet sig, er de ogsaa blevet det
egentlige hjem for deres kolonisatorer, der nu føler
sig mere knyttet hertil end til det fjerne hjemland.
Her lidt om, hvorledes det er gaaet hollænderne
paa Java, efter en kronik i Politiken af Jørgen
Sandvad:
— Før i tiden gjaldt det for hollænderne i Østen
om paa et saa kort aaremaal som muligt at stable sig
en formue sammen og saa vende hjem og nyde sit
otium i en villa i kolonistil i Haag. Klimaet nedbrød
den hvide mands helbred, og intet under, at han
vilde redde saa mange af stumperne som muligt.
Men den moderne teknik og blodsblandingen havde
i aartierne før krigen oparbejdet en vis hollandsk-
indisk nationalitetsfølelse hos kolonihollænderne. I
generationer havde der ikke været meget ved at
vende hjem til det taagede Nordsø-klima, naar ven-
nerne var døde eller blevet fremmede for En, og
man maaske havde en halvkaste-familie at skulle
introducere. I Batavia og i de andre store forret-
ningscentrer arbejdede man i aarene op mod krigens
begyndelse nu i luftkonditionerede kontorer, vejnet-
tene udbyggedes, og saa kunde man naar som helst
bruge sin bil og køre op i bjergenes paradisiske kli-
ma. Og blodsblanding er jo heller ikke udelukkende
et kødeligt anliggende; man kunde føle taknemme-
lighed og ømhed overfot den yndige og spæde java-
nerinde, man havde gjort til sin hustru, skærme
hende og glæde hende og til syvende og sidst komme
til det resultat, at her, hvor man havde tjent sine
penge, vilde man ogsaa blive. Ogsaa flyveforbindel-
sen, der i saa mange henseender forbandt Holland
med kolonierne, forbindelse tre gange ugentlig, betød
i en væsentlig henseende en adskillelse, for nu kunde
man jo, naar det skulde være, naar som helst komme
en tur hjem og faa hjemveen slukket — og saa endte
det med, at man blev i paradiset, der ikke blev min-
dre fuldkomment, da det i den samme periode viste
sig, at det nærliggende Australien bød paa store mar-
keder. Da krigen brød ud, var der ca. 200.000 hollæn-
dere paa Java, hvoraf vel nok en trediedel flygtede
til Australien umiddelbart før den japanske besæt-
telse, og der er ingen grund til at tro, at krigstidens
tragik i hjemlandet ikke skulde have berørt dem
alle dybt og knyttet dem fastere til moderlandet, end
udviklingen ellers havde villet det, — men udvik-
lingen lader sig alligevel ikke standse. Det er i dag
muligt for den hvide mand at leve godt og lykkeligt
et helt langt liv i Østen.
Saa vidt kunde det ogsaa komme paa Grønland,
men indrømmes maa det, at det neppe sker de første
50—100 aar, hvis da ikke udviklingen af atomener-
gien skulde bringe noget ganske nyt med sig og for
eksempel omskabe Grønlands øde fjelde til frugtbare
vinbjerge eller kunstige bananskove. Land er der jo
nok af paa Grønland,- i dag værdiløst land, men med
en billig energikilde vilde hver tønde land paa Grøn-
land kunne gøres lige saa værdifuld som i Danmark.
Maaske vil den nærmeste fremtid vise det, og da vil
det blive fra en ganske anden synsvinkel, man vil
komme til at betragte Grønlands golde klipper og
uhyre omraader.
Men i øjeblikket sker der i Grønland snarere det
omvendte end paa Java. Ikke blot danske søger hjem
igen efter en aarrække, men ogsaa for mange grøn-
lændere staar det som det store maal at kunne sende