Grønlandsposten - 01.12.1945, Blaðsíða 25

1. Decbr.
GRØNLANDSPOSTEN
281
deres børn til Danmark til uddannelse, og lit finder
disse unge sig saa godt tilrette i Danmark, at de øn-
sker at blive der og igen nødigt vil tilbage til Grøn-
lands smaa forhold. Mange unge piger, der har faaet
en kostbar uddannelse hjemme, enten privat under-
støttet eller med hjælp af foreningen til grønlænder-
inders uddannelse, gifter sig i Danmark efter endt
uddannelse — og gaar tabt for Grønland. Ligeledes
bliver børn af blandede ægteskaber ofte sendt til
Danmark allerede i skolealderen — og vender maa-
ske aldrig mere tilbage til Grønland. Der sker saa-
ledes en flugt fra Grønland af landets bedre ungdom,
det drejer sig ikke om mange, men hver enkelt tæl-
ler i et lille samfund paa kun 20.000 mennesker.
For al imødegaa en saadan skæbnesvanger tendes
maa ungdommen have udviklingsmuligheder paa
selve Grønland, ikke alene bedre skoler, men i endnu
højere grad bedre eksistens- og uddannelsesvilkaar
efter skoletiden, baade for mænd og kvinder. De
kaar, der i Dag bydes Grønlands ungdom er usle, og
uslest af alle er kaarene for den grønlandske intel-
ligens.
Et grønlandsk samfundsproblem
Den 0. oktober havde jeg den glæde i den danske
radio at fortælle lytterne om Grønland, blandt andet
om de forandringer og fremskridt, der er sket der-
oppe under krigen, specielt ogsaa for kvindernes
vedkommende. Naar Grønlandsposten nu har bedt
mig om at fortælle dens læsere lidt herom, efter-
kommer jeg meget gerne denne opfordring, da grøn-
lændernes stilling i samfundet netop er et spørgs-
maal, man som dansk kvinde, der har boet saa
mange aar i Grønland, ikke godt kan undgaa at
tænke paa og særligt interessere sig for. For os dan-
ske, der under krigen har levet i vor fjerne koloni,
har det været lyspunkter i den lange og mørke ad-
skillelsens tid og en kilde til opmuntring og be-
rigelse ikke blot at mærke grønlændernes trofast-
hed og kærlighed mod Danmark, men ogsaa al følge
den udvikling og de fremskridt, der er foregaaet
med landets beboere, hvor kvinderne langt fra har
staaet tilbage. Jeg tror ikke, der er tvivl om, at grøn-
kendere og danske i disse aars skæbnefællesskab er
kommet hinanden nærmere, har lært hinanden bedre
at kende og derved er kommet til at forstaa hin-
anden bedre. Ikke mindst her er det, Grønlands-
postens arbejde har haft den største betydning. Før,
hvor sproget saa ofte lagde næsten uovervindelige
hindringer i vejen, ønskede man mange gange: bare
man dog rigtigt kunde lære grønlændernes tanker
al kende! Nu havde vi faaet et meddelelsesmiddel,
hvori alle aktuelle spørgsmaal kunde komme frem og
blive drøftet i fællesskab, idet grønlænderne ikke blot
viste det nye blad stor læsemæssig interesse, men
ogsaa selv kom med indlæg i stadig stigende mæng-
de. Det har været med umaadelig stor glæde, vi har
læst grønlændernes lødige og tankevækkende artik-
ler. Vi forstaar, at en ny tid er ved at banke paa
grønlændernes dør, og al der melder sig mange op-
gaver, der venter paa en løsning til gavn og frem-
gang for det grønlandske samfund. I denne forbin-
delse er der et spørgsmaal af allerstørste vigtighed,
som saa ofte før er blevet diskuteret, men netop nu
i øjeblikket trænger sig paa med forøget styrke. Dette
er: kvindernes betydning for en højnelse af hele
samfundet og som følge heraf: kvindernes uddan-
nelse for at kunne sætte sig i stand til at løse deres
ikke mindst vigtige del af samfundsproblemerne paa
bedst mulig maade. I den retning forekommer det
mig, al grønlænder inderne er blevet og stadig bliver
forfordelt, hvilket nødvendigvis ogsaa maa give sig
udslag i samfundslivet. Jeg selv har altid haft det
indtryk, at den kvindelige del af den grønlandske
befolkning har mindst lige saa gode kvalifikationer
og er lige saa meget værd søm den mandlige, at den
grønlandske kvinde er lige saa flittig og dygtig og
mindst lige saa ansvarsbevidst og udholdende søm
sin mandlige medborger.
Det er blevet sagt, at kravet om en bedre uddan-
nelse skulde komme fra kvinderne selv, øg at dette
hidindtil har ladet vente paa sig. Nu synes jeg imid-
lertid, det modsatte er tilfældet, og at kvinderne paa
mange maader har vist, at de baade har lyst og vilje
til ogsaa at være med, hvilket jeg gerne vil prøve paa
at belyse. Jeg er nok klar over, at ikke alle i hele