Grønlandsposten - 01.12.1945, Blaðsíða 26

282
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18 — 1945
landet staar paa samme trin, men det er jo alle ste-
der saadan, at forandringer og fremskridt fra enkelte
udgangspunkter breder sig ud over landet.
Ved selv at opleve radioen, bilen, flyvemaskinen er
det gaaet op for grønlænderne, at afstandene er ble-
vet mindre, at ogsaa Grønlands geografiske isolation
mere og mere formindskes, og at den store verden,
hvorfra alle de nye vidundere kommer, er rykket dem
ganske nær. De ønsker nu ogsaa at faa del i den ver-
den og dens mirakler. De er blevet klare over, at dette
kun kan blive muligt ved selv at gøre et arbejde, ved
at lære denne store verden udenom dem endnu bedre
at kende, ved at læse om dens liv og fremskridt og
prøve paa at forstaa det altsammen. Dette kan kun
gøres ved hjælp af bøger og aviser, som ikke findes
paa grønlandsk, men derimod paa dansk. Derfor vil
grønlænderne først og fremmest lære dansk, og det
er i fællesskab med Danmark, at Grønland ønsker
fremskridt. Dette er kommet til orde fra flere sider,
deriblandt ogsaa fra grønlænderinderne.
Jeg vil nok indrømme, at der er mange grønlæn-
derinder af den lidt ældre generation, der meget nø-
digt taler dansk, selvom en hel del forstaar det ud-
mærket, men jeg har det bestemte indtryk, at den
unge grønlænderinde meget gerne vil lære dansk og
tale paa dansk og ofte opfatter det som en fornær-
melse, naar man prøver paa at tale med hende paa
et gebrokkent grønlandsk. Jeg synes, grønlænder-
inderne taler bedre dansk, med mindre accent og
mere let og flydende end mændene, selvom disse ofte
har en meget bedre Uddannelse. Det er vist ogsaa
navnlig, for at de skal blive dygtige i dansk, at
mange grønlandske forældre ønsker, at deres smaa-
piger skal være barnepiger og legekammerater fol-
de danske børn, ligesom det vist ogsaa er en væsent-
lig grund til, at de sendes paa efterskole, og der gen-
nem aarene er fremkommet saa mange ønsker fra
grønlænderindernes side om at faa del i seminarie-
uddannelsen. Disse har paa grund af pladsmangel
hidindtil desværre ikke kunnet imødekommes paa
faa undtagelser nær, hvor det er lykkedes at anbringe
de unge piger privat.
Kvinderne tager nu sammen med mændene mere
og mere del i arbejdet i foreningslivet, der under
krigen har faaet et vældigt opsving. Siden før krigen
har de unge piger ønsket at være med til sport og
gymnastik, hvilket i gamle dage vilde have været
helt utænkeligt og upassende. Hvad de faar ud af det,
viser den alvor og energi, hvormed de øver og dyg-
tiggør sig, og den lyst og iver, hvormed de gaar op i
det. Det har været en fornøjelse al overvære deres
smukke opvisninger til slut.
Ved basarer i samfundsnyttige og velgørende øje-
med har damerne — i eller udenfor foreningerne —
gjort et stort og beundringsværdigt arbejde og vist
baade initiativ, opfindsomhed og udholdenhed.
Jeg mindes ligeledes med glæde den smukke gen-
foreningsfest, som blev afholdt af samtlige godt-
haabske foreninger kort før vor afrejse. Det nyde-
lige arrangement og fint sammensatte og velover-
holdte program blev forestaaet og tilrettelagt af saa-
vel grønlandske kvinder som mænd. Under festen var
der flere af damerne, der rejste sig og lige saa frej-
digt og veltalende som herrerne gav udtryk for deres
følelser og meninger.
Til radioudsendelserne har kvinderne givet deres
bidrag og holdt egne eller oplæst andres foredrag
samt optraadt i hørespil. I forbindelse med denne
mere offentlige fremtræden af grønlandske kvinder
kunde man inaaske atter pege paa, om det ikke vilde
være paa tide at give hende stemmeret. At hun inter-
esserer sig for samfundsspørgsmaal af enhver art,
har jeg haft lejlighed til at konstatere mange gange.
De unge piger, vi har haft i vort hjem, har altid
med levende interesse fulgt enhver offentlig drøftelse
af samfundsproblemer, hvad enten det har været ved
foredragsaftener, i radioen eller i Grønlandsposten og
andre blade. Da jeg engang spurgte en af dem: »Hvad
mener De om kvindernes stemmeret?« svarede hun
mig: »Saa synes jeg, hun først inaa lære noget mere.«
Jeg prøvede videre: »Hvad om I havde en kvinde i
Landsraadet, som kunde hjælpe jer til mere uddan-
delse og oplysning?« Det syntes hun var en vældig
god ide, men »i kommuneraadet«, hvor der jo ofte
behandles mere kriminelle sager, »skal kvinderne
nu ikke være, for de bliver altid mere bidsige end
mændene!«
Er det ikke ogsaa et tegn paa en højere udvikling
hos kvinderne, at mandens syn paa hende er ved al
forandre sig, og at der er ved at opstaa et bedre
kammeratskab mellem dem? I det gamle primitive
samfund indtog kvinderne en afgjort underordnet
plads, hvilket mere og mere er ved at forsvinde. Man
ser sjældnere og sjældnere manden gaa med hæn-
derne i lommen og fløjte, mens konen trasker af sted
lidt bagefter slæbende et mægtigt lyngknippe, der
næsten helt skjuler hende. Derimod møder man oftere
og oftere mand og kone eller unge forlovede med hin-
anden under armen paa deres søndagstur paa skibs-
havnsvejen, ligesom det ved festlige lejligheder er