Grønlandsposten - 16.09.1949, Blaðsíða 4

ISO
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 15
fakta. Ja, vi arbejder nu saa nøje sammen i spørgsmaal
vedrørende fiskeri, i særdeleshed paa Stillehavskysten, at
mange problemer er blevet løst direkte af vore fiskeri-admi-
nistratorer og -sagkyndige uden nogensinde at naa frem til
de traktatafsluttende myndigheder eller ambassadører.
Fiskeriet i det nordvestlige
Atlanterhav.
En opgave tages nu op, som er langt vanskeligere end
nogen, der tidligere er forsagt ved ledelsen af fiskeriet i
internationale farvande. Det er blevet klart, at helleflyn-
der-, kuller- og torskerigdommene i det nordvestlige Atlan-
terhav enten kræver en regulering nu eller i den nærmeste
fremtid. De Forenede Stater og Kanada er begge interesse-
ret i fiskeriet af disse fisk. Der vil ikke være nogen vanske-
lighed ved at undertegne en fælles traktat om behandlingen
af dette fiskeri, således som det er blevet gjort for andre ar-
ter af vort fælles fisueri, saafremt kun de Forenede Stater
og Kanada var interesserede.
Men fiskere af andre nationaliteter er impliceret. Man
har klart bevis paa, at baskiske fiskere fiskede torsk paa
de Store Banker, da nordmanden Leif Ericson sejlede forbi
paa vej til Vinland, længe før Columbus sejlede mod vest,
eller før der eksisterede et Kanada eller et Forenede Stater.
Danske, engelske, franske, italienske, norske, spanske og
portugisiske fiskere udnyttede disse fiskemængder saavel som
fiskere fra Kanada, Newfoundland og de Forenede Stater.
Der er ingen spørgsmaal om, at disse stater jo er beretti-
gede til at fiske i det nordvestlige Atlanterhav. Det er li-
geledes ubestrideligt, at det er umuligt at træffe bestem-
melser for en fisker af én nationalitet og ikke for en anden
fisker af en anden nationalitet, som arbejder ved siden af
ham paa en fiskebanke.
1 slutningen af januar 1949 sammenkaldte de Forenede
Stater en konference mellem repræsentanter fra 11 stater
i forventning om at naa til en multilateral overenskomst, i
henhold til hvilken der kan nedsættes et udvalg, som vil
kunne faa samme gavnlige virkninger i det nordvestlige
Atlanterhav, som er naaet i Stillehavet.
Paakrævet ændring i den internationale lovgivning.
Formaalet med disse unilaterale, bilaterale og multilate-
rale aftaler om fiskeriet i internationale farvande er ube-
strideligt gavnligt for hele menneskeheden derved, at de sø-
ger at øge og beskytte den mængde fødevarer, der kan pro-
duceres af havet. Principperne for saadanne aftaler ligger
fuldtud indenfor de nu anerkendte folkeretsgrundsætninger.
Saa længe alle stater, hvis fiskere er interesserede, under-
tegner fiskeritraktater, vil alle fiskere være dækket af de
bestemmelser, som et saadant fællesudvalg, der maatte bli-
ve nedsat, maatte træffe.
Vanskeligheden er, at tekniske fremskridt i den prak-
tiske udøvelse af fiskeriet vil kunne gøre disse typer af af-
taler forældede, før de fuldtud kan sættes i kraft. Moder-
skibet er kommet ind i billedet. Et stort fartøj og en grup-
pe mindre fiskefartøjer gaar ud som én gruppe. Det store
skib fungerer som hjælpe— og reparationsfartøj for de smaa
fartøjer. De smaa fartøjer fanger fisken og transporterer
fangsten til det store skib til forarbejdning eller frysning.
Denne gruppe fartøjer kan sejle til verdens ende med sin
fangst og aldrig komme indenfor et andet lands territoriale
farvande.
Paa denne maade fanger og behandler europæiske hval-
fangere hvaler i antarktiske farvande; japanske moderskibe
har arbejdet i Bristol-bugten, og engelske moderskibe har
opereret i det grønlandske helleflynderfiskeri. Fiskere fra
et hvilketsomhelst land har, saafremt de har kapital og ar-
bejdserfaring, mulighed for at fiske udfor et hvilketsomhelst
andet lands kyst. Dette er en revolution i fiskeriteknikken,
som for at blive behørigt kontrolleret til gavn for menne-
skeheden, kræver en ændring i international lovgivning.
Nationale zoner paa det aabne hav?
Kanada og de Forenede stater har ved fælles ofre, ud-
gifter og strenge regler for deres fiskere opbygget helleflyn-
der-bankerne i Stillehavet, saaledes at de er blandt de rige-
ste fiskepladser i verden. Dersom der i henhold til anerkendt
folkeret intet er til hinder for, at en tredie stat kan sende
en moderskibs-expedition for at skumme fløden af disse
helleflynder-banker, hvad nytter det saa at opbygge fiskerig-
dommene paa denne maade?
For at opfylde dette nye krav udstedte præsident Tru-
man i september 1945 en proklamation om, at de Forenede
Stater skulle kunne fastsætte zoner paa det aabne hav for
at beskytte fiskeriet uden hensyn til territorialfarvandenes
begrænsning. Hvor kun egne undersaatter var interesseret,
ville de Forenede Stater paatage sig udelukkende jurisdik-
tion (som de kan gøre det, i ethvert tilfælde i henhold til
nugældende folkeret). Hvor andre landes undersaatter var
interesseret sammen med vore, vil disse stater kunne del-
tage i jurisdiktionen over fiskeriet. De Forenede Stater vil-
le anerkende lignende skridt foretaget af andre lande med
hensyn til fiskeriet ud for deres egne kyster.
Det bør nøje bemærkes, at proklamationen ikke omtalte
en udvidelse af suveræniteten udover territorialfarvandene
eller nogensomhelst udelukkelse af fiskere af nogen nationa-
litet fra noget fiskeri.
Hensigten med proklamationen var at tilvejebringe nye
lovlige midler til beskyttelse af fiskeri-rigdommene i inter-
nationale farvande fra rovdrift.
Et lands proklamation binder ikke andre satter.
Een stat kan ikke alene ændre folkeretten. En prokla-
mation fra de Forenede Stater binder ikke andre stater til
at anerkende det nye princip indenfor folkerettens rammer.
Adskillige andre stater har f. ex. udstedt proklamationer,
der dækker deres kystfarvande, og som gaar langt videre
den Truman-proklamationens omraade.
Endskønt de adskiller sig betydeligt fra hinanden, gaar
den almindelige tendens af disse andre proklamationer ud
paa at udvide det paagældende lands territorialfarvande —
dets suverænitet — betydeligt udover de almindeligt aner-
kendte grænser, i nogle tilfælde endog indtil 200 sømil.
Hele den fra havet stammende produktion i dette omraade
skulle betragtes som dette lands ejendom. Fremmede fiskere
i saadanne farvande kunne blive betragtet som mellemløbere
uden rettigheder og hehandlet i overensstemmelse hermed.
Denne thesis ville logisk føre til verdenshavenes
deling i afsnit af suveræne territorier paa samme
maade, sgm landoverfladen i verden er delt. Dette