Sujumut - 01.07.1937, Blaðsíða 2

40
SUJUMUT
ne, (denne Misfornøjelse er Grønlænder*
ne forøvrigt ikke ene om — spørg blot Kolo*
nistedets Danske) fordi han mener det sund*
ere for Forholdet mellem Grønlændere og
Danske indbyrdes, at Kritiken drages frem
i Dagens Lys. Det er en stor Misforstaaelse
at tro, at Kritiken over Butiken hidtil har
været skumlende, det kan saavel Landsraad
som Kommuneraad og Landets forskellige
Handelsbestyrere bekræfte, og jeg har meget
svært ved at tro, at eventuelle i Virkelig*
heden lidet betydende personlige Uoverens*
stemmelser i Butiken skal kunne have nogen
Indflydelse paa den indre Forstaaelse mellem
Grønlændere og Danske, det vil være sør*
geligt, hvis det virkelig er Tilfældet. En
Omordning af Butiken er vistnok almindelig
ønsket, og Kritik (naar det altsaa er en reel
Kritik) kan med de nuværende Tilstande
være berettiget, saa Sagen kunde udmærket
fremføres paa en Scene, naar den blot havde
været rigtig behandlet. I Diskussions*Tab*
leauet lader Forfatteren en af Stykkets Per*
soner (Kateketen) gaa imod Kritiken, hvad
der er rigtigt, naar Stykket skal gaa for at
være opdragende, men selve Forsvaret er de
samme Ord, som Befolkningen allerede har
hørt de Hundrede Gange, og jeg tillader
mig at tvivle paa nogen større Virkning,
fordi det fremføres fra en Scene. Det er
Stykkets store Svaghed, og kunde have været
dets Styrke, at det er et dagligdags og gen*
nemdiskuteret Emne, som i den foreliggende
Form har været ganske ude af Stand til at
vække Interessen hos eller fornøje Til*
skueren.
For at kunne gavne og fornøje maatte
Tableauet have været sat helt anderledes op.
I Stedet for den delvise forvrængede Virke*
lighedsskildring skulde Forfatteren have
anvendt Ironi og Latterliggørelse af Virke*
ligheden paa en saadan Maade, at selv den
Brodden er vendt imod maatte le med, dette
kan nemlig lade sig gøre, og det har tillige
den Fordel, at den Latteren gaar ud over
(og som maaske selv kun ufrivillig ler med)
vil love sig selv fremtidig at forsøge at und*
gaa de Ting, der kan skabe Basis for Mor*
somhederne paa hans Bekostning.
Den Metode er blandt andet anvendt af
den store danske*norske Skuespilforfatter
Holberg til Opdragelse af det danske Folk.
Han ironiserede over Samtidens forskellige
ukiut 4*at Nr. 7
Latterligheder, Mangler og Svagheder og fik
derved Hovedparten af det danske Folk til
at le med, og der blev ikke leet forgæves.
Med Hensyn til det næste Hovedtableau
„01drikuingsscenen“ skal jeg først og frem*
mest lægge Vægt paa, at man maa betragte
det som Forfatterens Opfattelse af et Gen*
nemsnits*Grønlænderhjem ved Juletid, idet
man uvilkaarlig maa vægre sig imod at
opfatte det som en Stillen*til Skue af et
enkelt ham bekendt Tilfælde. Jeg tvivler
ikke om, at Øllet i mange Tilfælde bliver
misbrugt, det er sørgeligt, men man har atter
og atter Syn for Sagen, imidlertid vil jeg
dog paa det bestemteste nægte at tro paa,
at Misbruget driver det saa vidt, som Tab*
leauet giver det Udseende af. Jeg kan ikke
se, at der er det mindste opdragende eller
morsomt ved den givne Fremstilling og uden
dette har den absolut ingen Berettigelse som
offentlig Skuespil. Formodentlig maa For*
fatteren selv have troet paa en Virkning i
en eller anden Retning, maaske har han ment
at kunne tage Kegler paa det latterlige ved
Fuldskaben — og dens Følger, men saa har
han i Sandhed i høj Grad forfejlet Maalet.
Det hele er efter min Mening en skamløs
Nedrakning af et Grønlænderhjem, som u*
mulig kan andet end bringe Harme blandt
de Voksne og bibringer Børnene Foragt for
Hjemmet og Forældrene. Der er her i Landet
intet der hedder Censur, men det er ganske
givet, at havde der været det, var det her
omtalte Tableau blevet strøget. Der gæl*
der her det samme som omtalt i det
første Afsnit, at det er Formen, det er
galt med. Har Forfatteren virkelig iagt*
taget et Tilfælde, som han fremstiller det med
Konen, som i Fuldskab klistrer Aviser paa
Gulvet i Stedet for paa Væggene og Kirkegang
med en Anorak, hvis Ærmer ikke er orden«
tlig paasyet eller Bukser uden Overrand, saa
er der mere end Stof nok til et Skuespil, men
ikke ved slavisk at kopiere det passerede, for
det ødelægger mere end det gavner. Først og
fremmest maa det understreges, at det er et
Undtagelsestilfælde, dernæst maa Virkelighe*
den latterliggøres saa meget, at selv den Part,
det gælder, har svært ved at genkende sit eget
Tilfælde, men dog ikke sværere, end at det
har givet ham Stof nok til senere Fftertanke.
Saalænge den ærede Forfatter ikke er i
Standtil at løse disse Opgaver med bedre