Atuagagdliutit - 24.09.1953, Side 2

358
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 20
Udviklingen i Grønland
siden krigsårene
Departementschef Eske Bruns redegørelse for landsrådet
Først vil jeg gerne fremkomme med en hilsen,
som statsministeren har pålagt mig at bringe lands-
rådet. Før statsministeren rejste fra København,
had kongen og dronningen ham om at hilse overalt
i Grønland og bringe deres tak for den storslående
tur, kongeparret havde i 1952.
Dernæst had statsministeren mig sige til lands-
rådet, at han havde været meget ked af, at det op-
rindeligt planlagte møde mellem ham og landsrådet
ikke blev til noget på grund af polioepidemien.
Statministeren havde glædet sig til dette møde, men
had mig sige til landsrådet, at hans rejse heroppe
havde været meget udbytterig både ved de indtryk,
han havde fået af landets natur, og ved det indiik
han havde fået i befolkningens levevilkår og pro-
blemer.
Jeg har ment, at det var rigtigt, om jeg benyt-
tede denne lejlighed til nu at give en lille redegø-
relse for udviklingen i Grønland, som den har for-
met sig siden krigsårene.
Indtil krigen foregik udviklingen i Grønland jo
i faste og rolige baner, men siden da har Grønland
været inde i en periode præget af voldsom ekspan-
sion og mange omvæltninger, og disse forhold er
foreløbig resulteret i den fuldstændig nye politiske
stilling inden for det danske rige, som Grønland
nu har opnået. Ved en sådan milepæl tror jeg, det
er gavnligt, at man prøver at gøre status og gøre
sig klart, hvad man foreløbigt har opnået.
Som mit udgangspunkt vil jeg i overensstem-
melse hermed tage forholdene, som de var i Grøn-
land ved krigens udbrud i 1939.
Det første, jeg da vil omtale, er udviklingen af
befolkningsforholdene heroppe. Fra 1939 til 1951
er befolkningen i Grønland steget fra ca. 18.250 til
ca. 23.000 eller med over 25%. Samtidig har der
fundet en betydningsfuld udvikling sted inden for
befolkningsfordelingen, idet byernes andel i befolk-
ningstallet er steget fra 29% til 42%, medens ud-
stedernes er faldet fra 40% til 37% og bopladser-
nes fra 31% til 21%. Det, der er sket, er altså, at
der har fundet en betydelig indflytning sted til de
steder, hvor erhvervsforholdene i vore dage er de
bedste.
Det næste problem, som jeg vil berøre, er den
grønlandske befolknings økonomiske forhold, og
jeg vil da begynde med produktionen.
De grønlandske erhververes salg til Den kgl.
grønlandske Handel beløb sig i 1951/52 til 3,2 miil.
kroner mod 0,75 miil. kroner i 1939/40, altså i penge
et mere end fire gange så stort beløb. Imidlertid
skyldes denne forøgelse af produktionen i penge
selvfølgelig først og fremmest den stigning, der
har fundet sted i indhandlingspriserne. Hvis vi
bruger de samme priser på indhandlingen i de to
år, vil vi se, at indhandlingen er steget med 55%,
og hvis vi regner med, at befolkningen samtidig er
steget med 25%, får vi en reel forøgelse af produk-
tionen på ca. 25%.
Samtidig har der fundet en anden betydnings-
fuld udvikling sted, idet fiskeriet før krigen kun
tegnede sig for halvdelen af den samlede indhand-
ling, medens fiskeriets andel nu er ca. tre fjerde-
dele. Som et specielt tal kan jeg nævne, at torske-
indhandlingcn i tons fra 1939/40 til 1951/52 er steget
med 135%.
Skal vi nu finde et nøjere udtryk for, hvad pro-
duktionen betyder i reel indtægt for producenterne,
må vi først se på indhandlingspriserne. Vi ved alle,
at disse er steget. Hvis vi som vort udgangspunkt
tager gennemsnittet af indhandlingsmængderne i
1939/40 og 1951/52 og regner denne mængde ind-
handlingsvarer ud efter taksterne fra 1939/40 og
1953, kommer vi til det resultat, at indhandlingspri-
serne i de to år forholder sig til hinanden som 100
til 337. Samtidig er det grønlandske pristal steget
fra 100 til 330, således at producenterne har fået
lidt mere end fuld dækning for prisstigningen på
de varer, de skal købe. Og i kraft af den stigende
produktion har de skabt sig en stigning i deres
realindtægt. Jeg kan her indskyde, at den stigning
i lønningerne, som jeg nedenfor skal omtale, selv-