Atuagagdliutit - 01.03.1973, Page 4

Et uægte barns kvaler
For 60 år siden var det grufuldt at være barn af en enlig mor i Grønland.
Herom og om livet i kolonitiden fortæller ægteparret Thomas og Karen
Kloster, Godthåb.
Ægteparret Karen og Thomas
Kloster, Godthåb, har mange ven-
ner og bekendte i Grønland og
Danmark. Thomas var kolonist i
sine unge dage. Som indfødt i
Handelens tjeneste måtte han kla-
re mange forskellige opgaver. Han
var således minør, stenhugger,
maskinist, rørlægger, men først og
fremmest skorstensfejer. Karen
har nu d 49 år været kivfak hos
danske, samtidig med, at hun hol-
der sit hjem i eksemplarisk orden.
Karen og Thomas bor smukt.
De behandler alle ens, ligemeget
hvem man er. Man går aldrig for-
gæves hos dem. Det er intet un-
der, at de har mange venner.
Kafen voksede op blandt velstå-
ende grønlændere. Hendes far,
Tittus Josefsen, var kok hos ko-
lonibestyreren. Karens barndom
var lykkelig. Det samme kan man
ikke sige om Thomas, der var
barn af en enlig mor. Han måtte
døje meget både fra sine kamme-
raters og fra de voksnes side.
BLEV SLÆBT HEN AD JORDEN
— Jeg blev født i UmanaK i Godt-
håbfjorden, hvor herrnhutteme
virkede i sin tid. Min status som
uægte barn betød, at jeg blev be-
Karen er ikke gammel
kivfak for ingenting,
smukt.
Hun holder sit hjem meget
Kålat kivfatOKaulugsinångilaK. igdlortik alianaitdlulnartOtipå.
ALPHA DIESEL
Salg - Service - Reparationer
Reservedelslager
Ombytningspumper og dyser føres
LISTER MOTORER
Reparationer ved specialuddannet
personale
Godthåb
Maskinværksted
I
Box 619 . 3900 Godthåb
Telefon 2 1286-21486 Tig.: ALBOSHIP
handlet helt anderledes end mine
kammerater. Jeg måtte således
ikke komme i kirken og blev døbt
i skolen i overværelse af den nær-
meste familie, fortæller Thomas
Kloster. Jeg gennemgik alle et
uægte barns kvaler og blev på
det grusomste drillet af mine
kammerater. Det var mine kam-
meraters fornøjelse at slæbe mig
hen ad jorden ved at tage mig i
håret. Så fandt jeg på at glatrage
hovedet, og det hjalp meget, for
mine kammerater slæbte mig så
ved min anoraks skindkant, og
det gjorde ikke så ondt. Min nak-
ke var næsten altid fuld af blå
mærker. Min mor måtte mange
gange gnide mig med en isklump
for at dulme smerterne. Men det
værste var, når mine kammerater
om foråret fyldte mine næsebor
med beskidt sne.
En dag sagde min mor, at jeg
måtte træne for at blive stærk
som man måtte i gamle dage. En
morgen, mens jeg sov trygt, tog
mor mig i håret og trak mig ud
af briksen, mens hun sagde: „Og
jeg troede, han øvede sig“.
Jeg gik ud og prøvede at hive
krat op med rod. Det kunne jeg
slet ikke. Til sidst fandt jeg en
tyk rodstamme, som jeg knække-
de. Stolt tog jeg den med ind til
mor. Min mor så straks, at den
var knækket og ikke trukket op
med rod. Hun smed mig på ma-
ven på gulvet og gav mig en om-
gang med det knækkede ris. Det
glemmer jeg aldrig.
Jeg begyndte for alvor at øve
mig ved at løbe op ad UmanaK-
fjeldet. Det varede ikke længe,
før jeg sled mine kamiksåler i
stykker. Så syede mor såler af
læderhud af hvidhval. De holdt
længere.
FANGEDE RENER MED DOLK
Som faderløs havde jeg ingen sky-
devåben, men jeg tog med rens-
jægere som „kone“, der skulle
bære kødet på ryggen. Mange
gange var jeg så træt, at jeg var
ved at opgive det hele. Men jeg
kunne mærke, at jeg blev stær-
kere.
Engang på rensjagt blev jeg
kommanderet til at samle brænde,
mens de andre skulle på jagt. Jeg
var helt alene, da jeg så et rens-
dyrpar svømme over elven hen
imod mig. De kom nærmere og
nærmere. På det tidspunkt havde
jeg en dolk til 30 øre dinglende
om maven. Jeg fik lyst til at for-
søge mig som rens jæger med dol-
ken som våben. Jeg gjorde mig
klar og sprang op og tog tilløb.
Jeg ville først forsøge at fange
hinden, da jeg havde hørt folk
fortælle, at en buk ikke veg fra
Ægteparret Kloster er henholdsvis 66 og 65 år og har været gift i 32 år.
åiparit Klosterfkut ukiumik atautsimik nikingåput åipå 66-inik åipålo 65-inik
ukioKardlutik månamutdlo-ukiut 32 åiparigsimavdlutik.
sin dræbte mage. Jeg fik held til
at nå hinden og plante min dolk
i dens bov. Den faldt død om. I
det øjeblik angreb bukken! Jeg
sprang til side og tog den ved
hornene, og det varede ikke længe
før jeg dræbte den med min dolk.
Hen ad aften kom de andre til-
bage uden fangst og i dårligt hu-
mør. Så frejdigt, jeg kunne, sagde
jeg til dem: „Der er rensdyr der-
oppe". De fik travlt med at tage
skydevåbnene og gjorde sig klar
til jagt. Men så sagde jeg meget
spagfærdigt: „De er allerede dø-
de". Men fætter Levi sagde blot:
„Og du har ikke engang et skyde-
våben"!
Man må have et nøje kendskab
til et rensdyrs vaner for at fange
det uden skydevåben. Et rensdyr
løber ikke ret længe ad gangen,
især ikke når det har fået en op-
sats, og det er ikke så hurtigt,
som man forestiller sig. Kalvene
er de hurtigste.
Hvis man vil opnå færdighed i
at løbe, må man øve sig op ad en
skråning. Når man har lært det,
har man mulighed for at pile af
sted på et jævnt terræn. Og en
ting må man huske på: Man må
starte langsomt. Så bliver man
ikke så forpustet.
„KAN DU VASKE TØJ
OG STRYGE?"
— Vi var en stor søskendeflok,
og da min far tog levninger med
hjem fra kolonibestyrerens køk-
ken, savnede vi ikke nogen dansk
Bo godt og billigt i
København
Stærkt reducerede vinterpriser.
Hotel Viking byder Dem alle
moderne faciliteter fra værelser
u/bad til værelser med eget
bad og toilet. Tlf. på alle
vær., 1 kl. restaurant, bar, TV.
Kun 2 min. fra Amalienborg,
5 min. til Kongens Nytorv og »Strøget«.
HOTEL VIKING
Bredgade 65, DK 1260 København K.
Tlf. (01) 12 45 50, Telex 19590
Rekvirer brochure og prisliste.
proviant, fortæller Karen. Den-
gang var det skik, at kokken tog
levninger med hjem. Far var kok
i 36 år, skønt han var ufaglært.
Han var fra Sukkertoppen, men
rejste i 1903 til Godthåb for at
blive kok hos kolonibestyreren.
Rejsen i en robåd tog mange da-
ge. Den første ret, han tilberedte
var rødfisk.
Som barn var jeg tit hos pastor
Niels Lynge, hvor jeg passede de
mindre børn og lærte den lettere
husførelse. Jeg startede hos lands-
foged Oldendows, hvor jeg var
barnepige og fik 2 kr. om måne-
den. 18 år gammel blev jeg kiv-
fak hos kolonibestyrer Simony-
Den første dag var jeg ikke glad
og kikkede ud af vinduet ned til
kajen, hvor man var i gang med
at losse en stor pram. Fruen sag-
de: „Hvad er der med dig, Karen?
Jeg sagde: „Jeg har ondt i hove-
det". Jeg havde sådan lyst til at
være med til at losse, fordi jeg
ikke kunne lide at arbejde inde.
Men senere vænnede jeg mig til
at arbejde med det huslige.
Jeg var kivfak hos de skiftende
landsfogeder. Da fru Svane skulle
rejse, præsenterede hun mig for
mine nye herre, Eske Brun, en
velvoksen mand. Eske Brun kig-
gede på mig, det lille kvindemen-
neske, og spurgte: „Kan du vaske
tøj og stryge?" Jeg svarede blot:
Måske! Nu får vi se".
Karen passer stadigvæk sit ar-
bejde som kivfak, men handler
samtidig med grønlandske hus-
flidssager. For ti år siden havde
hun planer om et vaskeri. Men
da man begyndte at bygge etage-
huse med moderne faciliteter,
fandt hun ud af at koncentrere
sig om salg af perle- og skindar-
bejder. Det går godt med hendes
lille forretning, og hun afsætter
en del af sine ting til Grønnedal.
— Vi har venner i hele Grøn-
land, og vi er meget taknemmelige
for den opmærksomhed, man vi-
ser os. Der er så mange, man har
lyst til at takke, men jeg vil nøjes
med at nævne Hannibal Fenckers
i SarKaK og admiral Petersen i
Grønnedal.
— Vi har mødt megen godhed
fra dansk og grønlandsk side, til-
føjer Thomas. Det stiver meget af
på vore gamle dage. Vi fortryder
ikke, at vi har passet vort arbejde
flittigt og ærligt. Vi har lært, at
evner ikke er det afgørende her
i livet. Det gælder om at være
ærlig over for sig selv og over for
sine medmennesker.
Julut.