Atuagagdliutit - 01.03.1973, Síða 14

Gravhulerne på øen OnartoK
Øen UnartoK ligger i fjorden af
samme navn midt imellem Grøn-
lands to sydligste byer Juliane-
håb og Nanortalik.
Øen består af to fjeldknuder,
en mindre og ret lav mod nord
samt en større og højere mod syd.
De to områder er forbundet af
en lav, delvis græsklædt tange.
Denne har 5—15 meter høje mo-
ræneskrænter, som nedbrydes af
havet. Det sydlige klippeparti har
temmelig stejle skråninger med
■mange nedstyrtede stenblokke.
I det 15. eller 16. århundrede
forsvandt nordboerne fra området
ved tTnartoK-fjorden, som da var
en del af Østerbygden, og ifølge
undersøgelser foretaget af Ther-
kel Mathiasen i 1934 er egnen fra
omtrent samme tidsrum beboet af
eskimofolk. Bl. a. på ØnartOK-øen
findes rester af små, rundagtige
huse, der er karakteristiske for
1500—1600-tallets eskimopladser.
På nordvestsiden af øen findes
på en forblæst, delvis moræne-
dækket slette nogle varme kilder,
hvis vand er opstemmet til tre
damme. Vandets temperatur i den
største dam er den samme som
et menneskes normale legemstem-
peratur. I „Det gamle Grønlands
Beskrivelse" fra ca. 1350 forfattet
af Ivar Bårdarson nævnes fjor-
den og dens øer, der ejes af be-
nediktinerordenens nonnekloster
og domkirken. På en af disse „er
meget varmt vand, der om vin-
teren er så hedt, at man ikke kan
røre ved det. Om sommeren har
det en passende temperatur, så
man kan bade i det og derved
blive rask og fri for sygdomme".
Efter 1721, i kolonisationstiden,
hørte allerede Hans Egede om „et
gloende heet Vand, af en Metal-
lisk Art", og kilderne blev i den
kommende tid besøgt af forskel-
lige opdagelsesrejsende. De hører
samstemmende af eskimoerne, at
vandet er meget hedt om vinte-
ren, mens det er tilpas varmt om
sommeren. Denne beskrivelse,
som stemmer overens med den
gamle middelalderberetning, har
intet hold i virkeligheden. Van-
dets temperatur er ens året rundt,
men det er værd at bemærke, at
en nordboberetning og en eskimo-
beretning har ens ordlyd.
Det varme vand har i øvrigt
givet øen dens eskimoiske navn.
fJnartoK betyder noget, som er
varmt eller hedt.
Ca. fire hundrede meter fra de
varme kilder ligger resterne af
en boplads, som i 1934 blev un-
dersøgt af Therkel Mathiassen og
Erik Holtved. Man konstaterede
26 hustomter samt en række gra-
ve og kødrum. 15 huse er af den
ældste type — sandsynligvis fra
det 16. århundrede. Det er små,
rundagtige bygninger, som i et
par tilfælde er bygget sammen
med fælles husgang, og flere har
den såkaldte kløverbladsfacon.
Der er kun en enkelt ruin af 1800-
tallets type. I en grav blev der
fundet en tysk mønt fra begyn-
delsen af det 18. århundrede. I
møddingerne ved nogle af husene
blev der fundet mange ben af
store torsk, hvilket må betyde,
at der også før dette århundrede
har været milde, fiskerige perio-
der. Desuden fandtes ganske over-
raskende temmelig mange hunde-
knogler.
Stedet hedder IpikitsoK ( =
Tange) og nævnes som boplads i
el par hustomter ved foden af en
klippeskråning med ringe bevoks-
ning og dækket af mange nedstyr-
tede klippeblokke. Ved en lille
bæk ligger en enkelt ruin, stedet
Kuk (eller Kungmiut, Kunguaic).
Sydligst ligger resterne af K’er-
rortut på en ganske smal stribe
fladt land ved kysten. Her ses
to tydelige ruiner af 1800-tals-
huse. På grund af kystens ned-
brydning under den igangværen-
de landsænkning er den ene tomt
nu ved at skride i havet. Fjeld-
skråningen er her temmelig stejl.
Selve klippegrunden er næsten
helt dækket af ofte meget store,
nedstyrtede blokke, som hviler
oven på hinanden. Under disse
over 80 beboede pladser. De fleste
var små som dem på UnartOK.
Lichtenau var med sine 302 ind-
byggere og 22 huse en absolut
undtagelse og i øvrigt den største
bebyggelse i hele Grønland (hvis
man ikke regner Godthåb og Ny
Herrnhut under et).
Efteråret 1818 besøgte Johan
Conrad Kleinschmidt, der var
herrnhutisk missionær i Lichte-
nau, bopladsen K’armarssuit. —
Det ser ud til, at der bor adskil-
lige mennesker på stedet. En fan-
ger er døbt med navnet Peter, og
missionæren og hans hjælper bor
i hans „store hus". Resten af be-
boerne er hedninge. Kleinschmidt
beretter, at de er glade for at
se ham. En kone fortalte, at hun
havde gjort sig stor umage med
at gøre rent i sit hus i håbet om
at få besøg af den fine mand! Om
aftenen samledes beboerne til
møde i Peters hus, hvor Klein-
schmidt fortalte om Jesus i Geth-
semane Have.
De herrnhutiske missionærer
agiterede voldsomt — særligt i
1820-erne — for at få boplads-
befolkningen til at flytte til Lich-
tenau, hvilket lykkedes i mange
tilfælde. Ved udgangen af året
1829 var Lichtenaus folketal nået
op på 447 indbyggere, men alle-
rede året efter faldt det på grund
af krav om udflytning fra de dan-
ske myndigheders side. Det var
ganske erhvervsødelæggende at
samle en så stor befolkning ved
missionspladsen, da alt for mange
fangere skulle sejle på jagt fra
samme sted. Det ideelle var man-
ge små, spredtliggende bopladser.
Inspektør Carl Holbøll var dels
foruroliget over den faldende ind-
handling, og dels „maae man i
Sandhed grue for: at et Uaar
skulle indtræffe. Hungerdøden
ville da være mange nær".
På UnartoK var K’armarssuit og
Kuk beboet i 1829 (henholdsvis
45 og 21 indb.), mens der ingen
mennesker var i K’errortut og
Igpik. Andre bopladser var også
affolket. I 1829 var der i hele
Lichtenau distrikt 10 beboede ste-
der med 672 mennesker, hvoraf
de 447 som nævnt opholdt sig
ved missionsstationen, men nu
standsede koncernrationen, og der
skete en udflytning til de gamle
bopladser. I 1845 var der 16 be-
boede pladser med 664 indbyg-
gere, heraf nu kun 302 ved Lich-
tenau. (En epidemi i 1842 havde
kostet 78 mennesker livet).
Jeg nævnte før, at der på klip-
peskråningerne ved K’armarssuit
ligger mange nedrullede klippe-
blokke. Det drejer sig om forvit-
ringsmateriale og vel i høj grad
også om vandreblokke efterladt af
istidens bræer, der har skuret
hen over øen. Under stenene fin-
des utallige hulrum. Nogle er
ganske små, mens andre er re-
gulære stenkamre, hvori man kan
stå oprejst. Det drejer sig da om
tilfælde, hvor store klippeblokke
er anbragt på høje sten, der lig-
ger et stykke fra hinanden. Andre
steder ligger store stenblokke hul-
ter til bulter, hvorved der dan-
nes hulekomplekser, hvor i hvert
fald børn kan kravle ud og ind.
For børnene fra bopladsen Ig-
dlorpait på naboøen er stedet en
herlig tumleplads, men det kræ-
ver behændigh~:l at løbe ud og
ind mellem de mange kantede og
stejle klippeblokke. Det er spæn-
dende at gå på opdagelse i dette
terræn. Fortidens børn har også
leget her. I hulerne nærmest hus-
tomterne er der fundet legetøjs-
kajakker og bittesmå fedtstens-
lamper, men desuden også mange
andre ting. Flere af hulrummene
under stenblokkene er lukket med
en vold af små sten. Det har væ-

K’armarssuit, Onartup KeKertåta ku-
jdmut kangimut nuane. sigssap erxå-
nguane ikardluit erxåne kalåtdllt ig-
dlukuinilc malungnartoKarpoK, tåssa-
nitdlutik 1800-Karnerane kalåtdlit ig-
dlukue mardluk ersseruarigsut dma
torssul sivnikue ardlagdlit. igdlut er-
Kaniput iliuitoricat Kavsit. kugssanga-
jåme ujarKat atånlput Kimatullvll ili-
vitorxatdlo ardlagdlit. Kexertap kujå-
mut sangmernane K'errortune ujar-
Kat ndkåsimassut angneruput kugssa-
ngajdrdlo napaneruvdlune. kanger-
d lup akianipoK xavdlundtsiait oku-
lugfikuat, tdssausorinexartoK Vågarip
oxalugfia, kunge Olaf iluartumut pi-
gititaK.
årene 1859—1864. Det omtales
ikke som beboet udover denne
periode i nogen af mig kendt
ældre kilde. Det enlige hus af
yngste type stammer sikkert fra
denne beboelse.
En kilometer nord for de varme
kilder bor i dag en fåreholderfa-
milie ved stedet Igpik (= Skræn-
ten), som har været beboet siden
1841.
Ved OnartoKøens sydøstside
findes i dag en del ruiner. Det
er rester af 3 små bopladser:
K’armarssuit (= de store mure),
Kuk (= bækken) og K’errortut
(= et sted, der er rig på stenhobe
under et fjeld). De ligger nær
hinanden.
Nordligst ligger K’armarssuit,
K’armarssuit lidt nord for OnartOK-
øens sydøstpynt. Nær strandkanten
ved skærene til venstre i billedet lig-
ger spor af eskimobebyggelse. To
tydelige tomter af huse fra 1800-tallet
ses foruden adskillige huller og rester
af husgange. Nær hustomterne findes
en del grave. Under stenene på fjeld-
skråningen findes kødrum og flere
grave. De nedstyrtede blokke er større
og skråningen stejlere på øens syd-
side ved K’errortut ca. 600 meter her-
fra. I dalen, som anes yderst til højre
på modsatte fjordbred, ligger rester
af en nordbokirke, som man mener
er Vågar kirke, viet til „Skt. Olaf,
Konge".
findes mange hulrum, hvoraf fle-
re er så store, at man kan stå
oprejst i dem — men herom se-
nere.
K’armarssuit vides med sikker-
hed at have været beboet i pe-
rioden 1829—1869 og igen 1893—96.
(1845: 28 indb. i 2 huse). Kuk var
beboet 1829—1867. (1845: 4 indb .i 1
hus). Der var mennesker i K’er-
rortut 1834—1870. (1845: 9 indb.
i 1 hus).
Folketallet var ikke stort, men
således var forholdet overalt på
bopladserne i denne tid. Til gen-
gæld var der mange beboede ste-
der. Der fandtes huse på alle øer
og næs ved havet. I hele Juliane-
håb distrikt var der omkring 1845
■0- m GM
OPEL L. -— VAUXHALL
GODTHÅB MOTOR COMPANY
DR. INGRIDSVEJ • BOX 33 • 3900 GODTHÅB • TLF. 213 85 • TELEX 91128
OPEL ■ VAUXHALL • BEDFORD ■ BUICK ■ CADILLAC
Den amerikanske antropolog Martin
Luther i „Grønlandsk dragt".
inuit inuiaicatigitdlo pissusinik ilisi-
matOK amerikamio Martin Luther.
ret rum til tørfisk og tørkød. Her
ligger ofte en spante fra en ko-
nebåd eller noget af en åre. I
andre huler findes bortgemt hus-
geråd og redskaber: træskeer af
ofte meget smuk form, gryder og
lamper af fedtsten, harpuner,
fuglepile o.s.v. Nogle ting er slidte
og ødelagte, altså affald, mens
andre genstande ser absolut brug-
bare ud. Måske er det dødes ejen-
dele, der er kasseret som urene.
Nær øens sydøstpynt, Nuerdluar-
ssuit, findes et stort antal grave,
som er delvis jorddækkede. I klip-
pehulerne findes også hist og her
en del skeletter, som anes gennem
vægge af små sten, der er bygget
for at lukke klipperummenes åb-
ninger. I en stor klippehule findes
et par regulære stenkister af den
slags, som man træffer overalt i
kystegnene. Et stenrum dækket
af mindre, uregelmæssige granit-
stykker. I et af disse rum ses et
skelet, delvis overdækket af et
isbjørneskind, som dog er noget
rådnet og smuldret. I et par andre
grave ses lig med spor af ind-
tørret hud og rester af skindtøj.
De nævnte begravelser er dog
intet mod, hvad der tidligere har
været i klippehulerne — specielt
de store ved lokaliteten K’error-
tut. Ældre folk på egnen kan be-
rette om nogle uhyggeligt livag-
tige, indtørrede lig, de i deres
barndom eller ungdom har set i
klipperummene på tJnartOK. Det
var lig med skindtøj på, og man
kunne se deres indtørrede, brune
ansigter med hule øjne. Det hed
sig, at det var mennesker, som
havde skjult sig i hulerne af frygt
for en fjende, der kom ude fra
havet. De blev i deres skjul og
døde af sult. Deres grave var
derfor omgivet med en egen, sær
uhygge.
Man fortæller følgende beret-
ning om årsagen til ligenes til-
stedeværelse i hulerne ved K’er-
rortut: En ung fanger fra den
lille østliggende ø Ivnårssugtalik
blev dræbt af en mand, der boede
i K’ernertut på øen Tugtutuar-
ssuk lige syd for UnartOK-øen.
Den dræbtes far var en gammel
åndemaner. Han tænkte straks på
gengældelse og fandt på en meget
udspekuleret hævn. Han udspred-
te en løgnehistorie: Der kommer
skibe ude fra havet med frem-
mede, som vil angribe! Beboerne
i K’ernertut blev panikslagne og
skjulte sig i klippehulerne ved
K’errortut, hvor de døde af sult.
Frygten for en fjende ude fra
havet er et gammelt sagnemne.
Bekendt er Niels Egedes opteg-
14