Atuagagdliutit - 02.03.1978, Blaðsíða 12

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
kalåtdlit ukioK kaujatdlagdlugo inunerat Poul Egede oxalugpalårsimavå
titartagkamine uvane. takuneKarsinauvoK igdlup ukissarfiup silatå ilualo,
igdlera ilaKutarTkutårtumik talulersugaK.
Livet på en grønlandsk boplads året rundt har Poul Egede skildret i den-
ne tegning. Man ser vinterhuset udvendig og indvendig, hvor briksen er
i båse for hver familie.
(Fortsat)
Den læser, der er enig i dette
synspunkt, forstår, hvilken opga-
ve de mænd påtog sig, der gen-
nem to og et halvt århundrede
kæmpede for Grønland.
Og tro ikke, at denne kamp var
ensidig, selv om der kun forelig-
ger skriftlige beretninger fra den
ene front!
Samtidig vil læseren forstå, at
en skelnen mellem „høj“ og „lav“
kultur er illusorisk, idet der i re-
aliteten er tale om to kulturer,
der har udviklet sig i hver sin
retning.
KIPLING
— Og som Kipling sagde: „De
vil aldrig mødes".
Men tilbage til Haabets 0.
NOME
Første gang Godthåb, eller Norne,
som det dengang hed, nævnes i
historien er i 1721, nogle dage ef-
ter, at det første forsøg på at
blande olie og vand var mislyk-
kedes. Grønlænderne var forsvun-
det, og Hans Egede tog ud for at
lede efter dem:
„Fra den 12. indtil den 15. Au-
gusti var jeg med Styrmanden
reist ind til det faste Land, for
at recognoscere Beskaffenheden
ind i Fiordene, og fandt der
sammesteds vel een og anden
smuk Plads at bygge paa, og
skiønne Græs-Enge at føde
Qvæg paa, men var alt for langt
af Veyen for Skibs-Farten, saa-
som Stædet laae 2 å 3 Mile ind
1 Landet fra de yderste Hav-
skiær."
Det var dog først henimod jul,
kontakt med folkene ved Norne
blev etableret, og det gik således
til:
HARE- OG RYPEJAGT
„Paa det vi kunde have noget
færskt til forestaaende Jule-
Høytid, begyndte vi at samle
tilsammen, hvad Ryper man
kunde skyde paa Øen vi boede
paa. Men som man hver Dag
gik ud paa Rype-Skytterie, og
Øen var kun liden, formindske-
des Ryperne; hvorfore jeg re-
solverede, at lade nogle fare
ind til det faste Land, omtrent
2 Mile fra vores Boelig, hvor vi
om Sommeren havde set nogle
Grønlænder-Huse staae ledige,
for der at opholde sig et par
Ugers Tiid, og gaae paa Skyt-
terie efter Harer og Ryper.
Men der de kom der, funde de,
at en stor Hob Grønlænder hav-
de indtaget de Huuse.
De havde gierne reist tilbage
igien, men efterdi Dagen var
kort, og det allereede var ble-
ven Aften, vare de nødde til at
blive.
Grønlænderne vilde i Begyndel-
sen ikke tillade dem det, dog,
der de saae, at de ingenstæds
kunde reise om Natten, og der-
tilmed vare frosne, toge de dem
INDLOGERING
omsider ind i deres Huse og
ind-logerede dem udi et lidet
huus, hvor tvende Kierlinger
holdte til for dem selv, hvilke
indrømmede dem Hytten, og
gik ind til deres egne.
Om Natten holdte Grønlænder-
ne Vagt, thi de frygtede for, at
vore Folk skulde giøre dem ont;
og saa tilig som det var bleven
Dag, vilde de igien havt dem
af Landet; men som Vinden
OPHOLDET FORLÆNGES
blæste stærk, og var tilmed
megen skarp Kulde, turde vore
Folk icke fordriste sig til at fare
tilbage over Fiorden, hvorfore
de maatte give dem, hvad de
havde for Haanden, for at faae
deres godvillige Tilladelse at
blive, til Vinden lagde sig.
De forbleve der i trende Dage,
og imidlertid bleve bekiendte
med hinanden, saa Grønlæn-
derne, efter deres Leilighed,
vare meget venlige og tienest-
agtige mod dem.
HUSENE
Paa denne ene Stæd vare over
150 Mennisker tilsammen, med
Qvinder og Børn, 30 å 40 i hvert
Huus.
Og ihvorvel de i deres Huuse
(som ere bygde af Tørv og
Steen) have ingen anden Ild at
varme sig ved, end deres Tran-
lamper, som brænde Nat og
Dag, over hvilke de og kaage
deres Mad udi smaa Kiædler,
af Blik, Messing og Kaabber,
var der dog saa varmt inde hos
dem, at de sadde mest nøgne.
Der vore Folk kom hiem, og for-
talte os sligt, kunde vi icke
noksom forundre os derover,
saasom vi tilforne var i de Tan-
ker, at de havde aldeles ingen
Varme udi deres Huse, og der-
fore ofte ynkede dem og deres
besværlige Leve-Maade i saa
kaaldt og haardt et Land; men
nu maatte vi fornemme, at der
var langt varmere i deres Huse
end i vores.
Qvindfolkene, fortalte de, vare
daglig beskæftede med at sye
og giøre Klæder, og deslige, da
Mændene der imod til Lands og
Vands ere om Næringen.
AROCH OG ARON
Een af dem, ved Navn Aroch,
fattede Godhed for een af vore
Folk, som heed Aron, og for
det fælles Navn de havde med
hinanden, talte got for dem hos
sine, ja om Natten lagde sig hos
ham, og holdt sig altid til ham.
GENVISIT
Efter at vore Folk vare hiem-
komne, kom fra ovenmelte Stæd
tvende Grønlænder til os, og
forbleve hos os om Natten, og
efter at vi havde aflagt dem
med en liden Discretion, reiste
igien deres Vej.
Fra den Dag kom Grønlænder-
ne jævnlig til os, og for at vin-
de deres Yndest, forærede vi
dem altid nogle smaa Sager."
Heldet mere end forstanden
havde pludselig skabt den van-
skelige kontakt. Hans Egede hav-
de fået foden indenfor, og skynd-
te sig at udnytte den enestående
situation. Efter julehøjtiden rej-
ste han selv til Norne:
HANS EGEDE REJSER TIL NOME
„Den 21. januar (1722) resolve-
rede jeg at reise hen til Grøn-
lænderne, hos hvilke vore Folk
senest logerede.
Grønlænderne toge vel imod
mig, og anviiste mig om Afte-
nen en liden Hytte, hvor de
vilde, jeg med mine Folk for
os selv skulde logere; jeg for-
maaede dem dog med Foræring
af adskillige smaa Kram, som
jeg havde taget med mig, at til-
stæde mig, at være udi et af
de Huse, de selv holdte til udi,
som vare trende, af hvilke det
ene var et stort langt Huus, og
vel 50 Mennesker med Qvinder
og Børn der inde.
Af deres stedse brændende
Lamper var der vel meget
varmt derinde hos dem, men
derhos en ulidelig Stank for
mig, som endda icke van vandt
til saadan Røgelse.
Mænd og Qvinder sadde der
inde mest nøgne, havende alle-
ne smaa Buxer paa, for nogen-
ledes at skiule deres Nøgenhed.
ARON EFTERLADES
Om Morgenen begav jeg mig
igien paa Hiemreisen, og efter-
loed en Person hos dem, ved
Navn Aron Augustini Søn, (den
samme som een af dem tilforne
havde fatted Affection til, fordi
hans Navn var næsten som
hans, nemlig Aroch) thi jeg vil-
de forsøge, om de skulde ville
lide hannem hos sig, saa havde
jeg i Sinde, at lade hannem en
Tidlang der forblive, paa det
han ved den daglige Omgiæn-
gelse icke allene kunde lære
noget af deres Sprog, men end-
og komme i Erfaring om et og
andet, deres Håndteringer og
Væsen betræffende, som kunde
tiene til vor Fordeel.
Samme Person, som ellers i sig
selv var en habil og resolvered
Karl, fik jeg persvadered der-
til ved en liden Discretion, og
Løfte til bæste Recommenda-
tion hos Compagniet.
Da jeg drog fra Landet fra dem,
og de saae, at Aron efterblev,
kom de springende til Stran-
den, og vinkede til mig, at jeg
skulde vende tilbage, og med-
tage den efterladte Person, men
jeg loed, som jeg icke hørde
eller saae dem."
Således forløb det første møde
med godthåberne. 1—0 til Hans
Egede på udebane.
Og nu, da læseren har vænnet
sig til Hans Egedes skrivemåde,
tager vi en bid mere:
DELEGATION FRA NOME
„Den 1. Febr: kom trende af
Grønlænderne fra samme Stæd
ud til os, og berettede, at Aron
levede vel, og de havde intet
ont gjort ham, men bade dog,
at vi vilde hente ham hiem
igien; nu maatte jeg give dem
en liden Foræring for, at de
havde været saa skickelige imod
ham. Jeg fornøyede dem efter
deres Begiæring, og gav dem
og et lidet Brev med til Aron,
hvilket de i Begyndelsen icke
vilde imodtage, befrygtende, at
det maatte have noget ont at
betyde."
Egede havde dog ikke i sinde
at hente Aron foreløbig. Mur-
brækkeren havde endnu ikke
fuldført sin mission, men:
Den 13 Dito reiste Bogholderen
eller Kiøbmanden med nogle af
vore Folk til Aron Augustini-
søn for at fornemme, hvorledes
han begik sig med Grønlænder-
ne. Og som nogle af dem nylig
havde bevist ham adskillige
Pudserier, og havde taget fra
ham eendeel Knive og andre
smaa Sager, som var ham med-
given, da frygtede de, at være
tilstæde, der de fornam vore
Folkes Ankomst, men droge
bort; Thi han havde trued dem
dermed, at naar jeg kom til
ham, skulde jeg nok revangere
paa dem, hvad de havde giort
mod ham.
Han fortalde, hvorledes de i
Begyndelsen abede og fixerede
ham, saa han var nødt til at
slaae fra sig, siden vare de
skickeligere imod ham.
Det var ellers icke at undre,
at de gierne saae, at være af
med saadan en Giæst, hvis
Nærværelse kom dem suspect
fore.
MISTANKE OG ÆNGSTELSE
Derfore, for at betage dem den
Frygt og Mistanke, de havde
til ham, betydde han dem, saa
vidt han kunde, at Skipperen
var bleven vred paa ham, hvor-
for han vilde icke være paa
Colonien, saa længe Skipperen
var der i Landet.
Med denne Raison lode de sig
nøye, og urgerede icke mere paa
hans Tilbage-Reise."
Det var ikke bare sprogvanske-
lighederne, der var skyld i disse
skærmydsler.
Grønlænderne var bange for at
få konkurrence på fangstpladser-
ne:
„Den 5. Martii reyste jeg selv
hen til Aron, tagende med mig
vore Fiskere, i Tanke, at lade
FISKERI
dem der søge efter Fisk, efter-
som Aron havde beretted, at
Grønlænderne, hvor han var,
undertiden kom i Land med
smaa Torsk.
Til den Ende formanede jeg een
af de der inde værende Grøn-
lænder, for Betalning, at vise
vore Folk den Stæd og Plads,
hvor de fiskede, men der de
kom der, sneeg han sig fra dem.
Vore Fiskere forsøgte siden her
og der, men kom ikke paa den
rette Plads ...“
Grønlænderne ønskede ikke
konkurrence på fangstpladserne.
Denne bekymring kunne de dog
godt have sparet sig. Det viste sig
nemlig, at kolonisterne var elen-
dige fiskere: hver gang en af dem
fangede een fisk på sine norske
hampeliner og jernkroge, fangede
grønlænderen 100 på sin hval-
bardesnøre med en krog gjort af
en tejsts kraveben.
FANGST
Til sæl- og rensdyrfangst var
danskerne simpelt hen rene umu-
liusser, og atlantskibenes rettidi-
ge ankomst med forsyninger var
en livsbetingelse for dem.
Dette er, som Hans Egede an-
tyder, en af grundene til, at man
ikke kan flytte fra Håbets 0,
hvorfra der er mulighed for at
holde udkig efter de forbipasse-
rende skibe.
Skal vi tage et kapitel mere af
Arons sælsomme oplevelser på
Nuuk?
SLAGSMÅL
„Siden vi sidste Gang var hos
Aron, da havde han været i en
slem Action med Grønlænder-
ne, som havde slaget ham ilde,
men Aarsagen var, som tilforne,
hans egen Fordristelse og Ha-
stighed, at han slog een af dem
paa Munden, som kom frem, og
vilde abe og fixere ham. En
heel Hob derfore faldt an paa
ham, og sloge ham ilde.
De vare og saa snedige, at de
toge hans Flint fra ham, og for-
varede den, at han icke dermed
skulde giøre dem Skade, og han
fik den icke igien, førend jeg
kom derind.
Med stor Nød sleed han sig om-
sider fra dem, og tog sin Til-
flugt til et andet Huus, hvor
han havde sin Øre, og tænkte
dermed at forsvare sig, om det
skulde paagiælde; Men de for-
fuldte ham ikke længere end til
Dørren og Indgangen, der for-
loed de ham.
(fortsættes)
12