Atuagagdliutit - 21.06.1979, Qupperneq 19

AG
Nuk-gnejserne er
2.7 milliarder år
Vi bringer her den anden af Vie McGregors fire artik-
ler om de gamle sten i Godthåb-distriktet. — I 1966
var de ældste sten, man kendte, 3,5 milliarder år! Kun-
ne Ameralik-gnejsen være endnu ældre ...?
Af Vie McGregor.
I den første artikel fortalte jeg
om jordens begyndelse for 4,5
milliarder år siden og om, at den
i den første del af sin historie var
fuldstændig smeltet. Efterhånden
som den blev afkølet blev der
dannet en fast skorpe, først en
tyndere, men ret tung skorpe, som
den skorpe, der nu findes under
oceanerne. Senere blev landområ-
derne dannet af tykkere, lettere
kontinentskorpe.
Gamle
sten
I Grønland, som i de fleste an-
dre områder af kontinentskorpen,
blev de ældste dele stabil for om-
kring 2,5 milliarder år siden. Den
gamle kerne kaldes af geologer for
arkæisk, og strækker sig på vest-
kysten fra lidt nord for Ivigtut til
midten af Søndre Strømfjord.
GODTHÅBSDISTRIKTETS
GEOLOGI
Godthåbdistriktet ligger midt i
den arkæiske kerne. Mere end 80
pct. af hele området består af en
ret varieret bjergartstype, som
geologer kalder for gnejs. Gnejser
er forholdsvis lyse bjergarter, for
det meste grålige, men visse ste-
der også gullige eller lyserøde.
De består mest af de lyse mine-
raler kvarts og feldspat med min-
dre mængder af mørke mineraler,
mest mørk glimmer og hornblen-
de. Mineralkornene er små og
man behøver lup for rigtig ai
kunne skelne dem fra hinanden.
Det meste af de sten, man ser i
vejsprængninger i Nuuk by er
gnejs og næsten alle de sten, som
bruges til opfyldningsarbejde er
også gnejs. Vore undersøgelser af
gnejserne tyder på, at de er ble-
vet dannet ved delvis smeltning
af oceanbundsskorpe, der er ble-
vet trukket dybt ned i jorden.
Gnejserne har således været
smeltet og flydende, men de er
størknet mange kilometer nede i
jorden.
Resten af området består af ret
forskellige bjergartstyper. Den
mest almindelige efter gnejs er
en sort bjergart, som geologer
kalder for amfibolit, og som be-
står af sort hornblende og hvid
feldspat. Amfibolit findes i bæl-
ter, som strækker sig mange kilo-
meter tværs igennem området,
for eksempel over de østlige dele
af Sadeløen og Bjørneøen. Men
der er også mange mindre stykker
af amfibolit i gnejserne, for eks-
empel i dele af Nuuk by, blandt
andet under Hans Egedes statue.
Vi mener at næsten al amfibolit
oprindelig har været flydende ba-
salt lava. Noget af det er størknet
nede i jorden. En hel del af am-
fiboliterne synes at stamme fra
lava, der trængte frem på jor-
dens overflade, men under vand.
Det er muligt at vi her ser rester
af oceanbundsskorpe hvoraf det
meste er forsvundet dybt ned i
jorden igen.
Sammen med amfibolitterne
findes der visse steder bjergarter,
der stammer fra sedimenter (sand,
ler o.s.v.). De lettest kendelige af
disse omdannede sedimenter er
glimmerskifre eller r ettere glim-
mergnejser. Glimmergnejs, som
dog ikke hører til de ældste sten,
findes på sydkysten af Rypeø og
danner de røde dele af fjeldet
Augpalårtoq i Godthåbsfjord syd-
øst for Qornoq.
Bjergarter, som er blevet dan-
net på jordens overflade, kaldes
af geologer for „supracrustaller".
(Så godt som alt det, der er blevet
skrevet om Godthåbdistriktets
geologi, er skrevet på engelsk, og
der er blevet brugt engelske ord,
som „supracrustals" for hvilke
der ikke findes noget tilsvarende
dansk ord). Alle de gamle sedi-
menter og lavaer i Godthåbdi-
striktet er altså supracrustaller.
Men alle er senere blevet begra-
vet 20-30 kilometer ned i jorden,
hvor de er blevet udsat for me-
get høj temperatur og tryk og er
blevet så kraftigt omdannede, at
deres karakter er helt ændret.
Lava, der er størknet i lodrette
sprækker nede i jorden kaldes af
geologer for gange. Sorte gange
af en bjergart, der hedder diabas,
er almindelige i mange dele af
Grønland. De skærer som sorte
striber lige igennem fjeldene. Der
findes et par små diabasgange i
Nuuk by. Der er én mellem post-
huset og telestationen og en an-
den ved vejen til kutter kaj en.
Større diabasgange kan ses man-
ge steder i fjorden, for eksempel
på nordsiden af indsejlingen til
Qorqut.
AMITSOQ GNEJSER OG NOK
GNEJSER
I 1965 begyndte jeg at kortlægge
geologien i dele af Godthåbdi-
striktet for Grønlands Geologiske
Undersøgelser (GGU). I løbet af
sommeren 1966 fandt jeg, at gnej-
serne på begge sider af den ydre
del af Ameralik indeholdt man-
ge mindre stykker amfibolit. Jeg
kunne se, at mange af dem, må-
ske alle, var omdannede diabas-
gange. Disse amfibolitter, som jeg
kaldte for Ameralik gangene, er
så kraftigt omdannede, deforme-
rede og opbrudte, at man næsten
ikke kan se, at de har været gan-
ge. Men da jeg først havde fået
øje på dem, kunne jeg se, at der
måtte have været virkelig mange
af dem.
I løbet af de følgende somre
opdagede jeg, at jeg kunne dele
gnejserne i Godthåbdistriktet i to
grupper på grundlag af, om der
var rester af Ameralik gange i
dem eller ej. Gnejser, som inde-
holdt Ameralik gange, fandt jeg
mange steder mellem Færinge-
havn og de indre dele af Godt-
håbsfjord. Jeg kaldte dem for
Amitsoq-gnejserne efter den
gamle boplads på nordsiden af
Ameralik. Andre steder, for eks-
empel i Nuuk by, er der ingen re-
ster af Ameralik gange i gnejser-
ne. Disse gnejser, som er mere al-
mindelige end Amitsoq-gnejsene,
kaldte jeg for Nuk-gnejsene. (Det
var jo før den nye retskrivning
blev indført). Amitsoq-gnejserne
og Nuk-gnejserne er nu kendt af
geologer over hele verden. Jeg
konkluderede, at Amitsoq-gnej-
serne måtte være ældre end Nuk-
gnejserne.
I 1956 havde en amerikansk
geolog samlet et stykke gnejs fra
stenbruddet i Nuuk. Dette stykke
af, hvad vi nu kalder Nuk-gnejs,
blev i USA dateret til 2,7 milliar-
der år gammel. Mon Amitsoq
gnejserne kunne være en hel del
ældre? I 1966 var de ældste sten
man kendte omkring 3,5 milliar-
der år gamle. De var blevet fun-
det i Minnesota i det nordlige
USA og i grænseområdet mellem
Sydafrika og Swaziland. Jeg spe-
kulerede om Amitsoq gnejserne
kunne være lige så gamle, men
for at prøve denne idé, måtte jeg
finde nogen, som vil forsøge at
datere dem. Det viste sig at være
meget vanskeligt at få nogen til
at interesserer sig for opgaven,
og det var ikke før 1971, at vi fik
de første dateringer af Amitsoq-
gnejserne. Men de viste sig at
være endnu mere spændende, end
jeg havde turdet håbe.
I den næste artikel vil jeg for-
tælle om datering af Amitsoq-
gnejsene og om de endnu ældre
sten, som vi senere fandt ved Isu-
kasia.
Ameralik torssQssaK amfibolit KernertQssoK ukiunik 3,7 milliardinik piso-
Kåussusilik AmitsoK gnejsiussoK Kanajorssuit erKåtigårpoK Ameragdlip
påtungåta kujatåtungåne. AmitsoK gnejs taimatut plssusilik taimågdlåt
ilisimaneKarpoK Ameragdlip påtungåta kujatåne KeKertaussame åmalo
NQp Narssåta kujatåne kitåne KeKertane. ersserKigsumik takuneKarsinau-
vok granit-imit nagguvilik.
En Ameralik gang af sort amfibolit skærer igennem 3,7 milliarder år gam-
mel Amitsoq gnejs ved Kanajorssuit, syd for mundingen af Ameralik.
Den type Amitsoq gnejs, som ses i billedet, kendes kun fra halvøen syd
for mundingen af Ameralik og på øerne sydvest for Lille Narssaq. Den
kan tydelig ses at stamme fra en ret grovkornet granit.
AmitsoK gnejs (KaumassoK) amfibolitinik Kernertunik ilalik Ameralik tor-
ssQssanit nagguvilik. Ameragdlip kujatåtungånit EKaluit-Pårdlit kitåtu-
ngånit pissQvoK.
Meget typisk båndet og foldet Amitsoq gnejs (lys) med opbrudte stykker
af sort amfibolit, som stammer fra Ameralik gange. Fra sydkysten af A-
meralik vest for Præstefjord.
Vi sejler
Hjemmestyret
i mode
med trawlere og andre fartøjer til alle
former for fiskeri
Ståltrawlere indtil 300 tons
Fiskefartøjer af træ indtil 100 tons
Fra Rantzausminde til Grønland er
der leveret over 500 fartøjer. Lad os
give Dem et uforbindende tilbud.
RANTZAUSMINDE
BÅDEBYGGERI OG ÅREFABRIK
5700 Svendborg
Telegram adresse »STRONG«
19