Atuagagdliutit - 25.08.1982, Page 34

Isumaliutersuut- Kronik
egne kræfter
Ved første maj talerne her i Grøn-
land blev det betonet at inan var
utilfreds med, at der stadig blev
brugt udsendt arbejdskraft i en
lang række vigtige stillinger i sam-
fundet. Man bemærkede endvide-
re, at det var grotesk, at man im-
porterede arbejdskraft udefra,
samtidigt med, at der er arbejds-
løshed her. Man diskuterer også
for tiden hvorledes uddannelsessy-
stemet kan tilpasses til samfundet,
således at man uddanner folk med
relevante, nyttige kvalifikationer.
Løsningsforslagene følger de ret-
ningslinier, man kender fra udvik-
lingslandene, nemlig dels bedre
uddannelsesplanlægning, dels en
pædagogik, der forener arbejde og
undervisning.
Jeg vil nu fortælle en lille historie,
der viser at de ovenfor nævnte pro-
blemer ikke af sig selv er løst ved de
fremkomne forslag. Derefter vil jeg
fremsætte et konkret løsningsforslag,
der angår den lille del af verden, jeg
kender til, nemlig mit eget arbejde.
En lille historie
Der er mange lande i verden. Vi kan
vælge at kigge på Kina og Tanzania.
Disse to lande tilhører begge det, vi
kalder for udviklingslande. Alligevel
er der stor forskel på dem, hvad an-
går uddannelse og arbejdskraftsitua-
tion — en forskel, der kan være lære-
rig for situationen i Grønland i dag.
1 Tanzania har man i praksis for-
søgt at følge de retningslinier, der nu
diskuteres her — nemlig enheden af
arbejde og undervisning. Det er ikke
rigtigt lykkedes. Grunden til det er, at
forsøget kun er udført på folkeskole-
niveau. Det betyder, at de unge, der
ønsker en videresende uddannelse,
er nødt til at læse videre på universi-
tetet eller en anden uddannelse — der
er anderledes opbygget end folkesko-
len. Universitetet er langt overvejende
bemandet med vesteuropæiske »eks-
perter«, dvs. tilkaldt arbejdskraft. I
Tanzania mener man altså, at disse
tilkaldte eksperters viden kan bruges i
landets opbygning. Der er kort sagt et
brud mellem folkeskolen og vide-
reuddannelsen — ligesom der vil væ-
re her i Grønland mellem en ændret
skole og en bevarelse af det nuværen-
de videreuddannelsessystem (f.eks.
HF eller en universitetsuddannelse i
Danmark).
At man bruger tilkaldt arbejds-
kraft som lærere ved de videregående
uddannelser i Tanzania har to uheldi-
ge virkninger. For det første hæver
de tilkaldte lønniveauet for de uddan-
nede i hele samfundet. For det andet
er det i de tilkaldtes interesse at beva-
re deres »vidensmonopol« — idet de
jo lever af at sælge viden, så at sige.
Sluttelig er deres viden vesteuropæ-
isk, dvs. kapitalistisk viden, der næp-
pe kan bruges direkte i Tanzania (vi-
den har jo også en historie). Resulta-
tet er da også at de tilkaldtes arbejde i
Tanzania ikke direkte har bidraget til
at der er blevet spredt anvendelig og
nyttig viden blandt folk i Tanzania.
Snarere har de bidraget til bevarelse
af en uddannelsesmodel med dyre
eksperter øverst og mangel på anven-
delig, tilgængelig viden nederst. At le-
delsen i Tanzania skjuler problemet
bag en ideologi om, at samfundet er
klasseløst og socialistisk allerede, gør
kun problemet større.
Kina har været i samme situation
som Tanzania. Kina har nemlig også
manglet uddannet arbejdskraft. Men
på et tidligt tidspunkt i sin nyere ud-
vikling har Kina været henvist til at
stole på egne kræfter. Pga. bruddet
(omkring 1960) med Sovjetunionen
stod Kina uden hjælp fra eksperter
udefra. Man var derfor nødt til at
blive sine egne eksperter.
1 Kina har man forenet arbejde og
undervisning på såvel folkeskolenive-
au som på universitetsniveau. Kultur-
revolutionen i slutningen af 1960erne
var netop et opgør med den nytteløse
viden, der blev formidlet på de højere
uddannelsestrin. I Kina har man al-
drig talt om en overordnet kinesisk
enhed, man har derimod pointeret at
der var en fortsat klassekamp i sam-
fundet. Det vil sige en stadig modsæt-
ning mellem de underpriviligerede
(udnyttede) og de priviligerede. Dette
synspunkt gjaldt også indenfor ud-
dannelse. Man har ud fra dette syns-
punkt fra kulturrevolutionen og langt
op i 1970erne med stort held forsøgt
at socialisere viden. Hvilket vil sige,
at man har forsøgt at udbrede nyttig
viden til så mange som muligt. Et
eksempel på dét er det kendte
barfodslæge-system. En barfodslæge
er en korttids-uddannet, lokal per-
son, der efter uddannelsen er i stand
til at behandle hovedparten af de
mest almindelige sygdomme i sit om-
råde. Derved løsgørs de egentlige læ-
ger til at behandle sværere sygdoms-
tilfælde. En barfodslæge er samfund-
søkonomisk set meget, meget billige-
re end en egentlig læge.
I Kina har man fremhævet den
ideologiske, moralske ansporing af
arbejdernes (alles) indsats fremfor
den materielle (privilegier som høj
kan etc.).
Hvad kan vi lære af det?
Vi kan lære, at systemet med tilkald-
te, dyre videnseksperter ikke synes at
være samfundsgavnligt på lang sigt.
Vi kan også lære at et sådant system
har en tendens til at blive permanent.
Det er jo netop kendetegnet ved over-
gangsordninger — at de bliver per-
manente. Vi kan endelig lære, at det
kan lade sig gøre at stole på egne
kræfter frem for at fastholde en af-
hængighed af fremmed arbejdskraft.
1 Kina har man faktisk oparbejdet et
levedygtigt samfund fra fuldstændig
bar bund uden fremmed »hjælp«.
1 de fleste u-lande er manglen på
uddannet arbejdskraft et problem.
Samtidig er der mængder af menne-
sker, der er arbejdsløse blandt andet
fordi de mangler de efterspurgte kva-
lifikationer - eller fordi de tilbydes
underprivilegeret arbejde.
Her i Grønland kender vi også det-
te problem. Blandt andet er det aktu-
elt omkring manglen på læger, der
søger ansættelse her. På andre højt-
uddannelses områder er det også la-
tent. Eller direkte aktuelt. Jo højrere
op i de traditionelle uddannelser, vi
går, jo mere vil der mangle uddannet
inuit-arbejdskraft, hvis man kan for-
mulere det sådan. Kort sagt, man op-
slår stillinger der besættes af danske-
re.
Men bemærk nu at problemet er
permanent, så længe den nuværende
jobstruktur bevares. Så længe man
følger samme retningslinjer som Tan-
zania, så vil importen af arbejdskraft
ikke af sig selv udvikle samfundet i en
ønskværdig retning. Eksempelvis gør
de tilkaldte eksperter ikke sig selv
overflødige ved at uddanne afløsere i
deres stillinger. Snarere tvært om: de
tilkaldte eksperter formidler og vare-
tager en samfundsmæssig videns-
struktur, hvor viden er noget, der giv-
er én penge, privilegier og prestige.
Derfor bliver viden et salgsobjekt og
ikke en nyttig ting, der kommer hele
samfundet til gode. Og det er galt,
helt galt - men desværre rigtigt be-
skrevet.
Denne struktur medfører således,
at den tilkaldte »viden« let bliver nyt-
teløs for samfundet, fordi den ikke
kan vurderes ud fra det praktiske livs
krav. Der bliver et skel mellem prak-
sis og viden - et skel der ikke isoleret
kan overskrides på folkeskolens nive-
au. Det må medføre en bred diskussi-
on af, om man vil fastholde den nu-
værende job- og stillingsstruktur i
samfundet. Den vesteuropæiske/ka-
pitalistiske jobstruktur, der har fun-
det delvis indpas her i samfundet, er
jo ikke faldet ned fra himlen - den
har en bestemt historisk begrundelse i
det samfund, den er opstået i. Selve
jobstrukturen kan ændres. Det skal i
denne forbindelse nævnes, at æn-
dringen måske ikke kan ske igennem
uddannelser, hvis uddannelserne lig-
ger udenfor og før selve arbejdssitua-
tionen. En politisk beskyttet
hjemmemarkeds- og senere eksport-
dygtig produktion kombineret med
fortsat, permanent uddannelse på ar-
bejdet for arbejdskraften kunne må-
ske være en løsning. Dette forslag er
et resultat udviklingsforskeren Jan
Schaubys undersøgelse af uddannel-
sesproblemer i udviklingslande. løv-
rigt gør samme forfatter opmærk-
som på, at uddannelsesboomet i de
udviklede lande i 1960erne kom efter
en kraftig produktivitetsstigning i be-
gyndelsen af 1960erne. Altså er sam-
menhængen mellem uddannelsesniv-
eau og arbejdskraftkvalifikationer ik-
ke entydig - hvilket er endnu et argu-
ment for ikke at overtage en job-
struktur fra andre samfund.
Den tilkaldte viden er jo netop vi-
den, der er hentet fra en anden kul-
tur. De tilkaldte videns-»eksperter«
her formidler selvsagt en type viden,
der er opstået i det udviklede kapita-
listiske samfund - hvad Grønland ik-
ke er og måske heller aldrig skal
blive.
I øjeblikket har vi således en til-
kaldt gruppe af vidensformidlere, der
selv om de sikkert personligt ønsker
noget andet, alligevel i deres arbejds-
situation kommer til at fastholde det
nuværende system, der er det mod-
satte af socialisering af viden. En så-
dan videns-formidling er næppe Prl
sen værd.
Et løsningsforslag
Da jeg i sin tid kom her til som til
kaldt arbejdskraft, legitimerede
det med, at jeg ville arbejde på at SP
re mig selv overflødig som arbejd
kraft her. Måden var at uddanne h£^
til-hørende personer til at overtag
mit arbejde. Men i realiteten har o
ikke vist sig muligt - det er ikke en de^
af mit arbejde at uddanne menneske
til at overtage netop det arbejde, Je»
har. Altså sidder jeg nu som bevare
af et system, jeg ikke synes søerBS
godt om - hverken personligt eller
fra en mere objektiv vurdering- * (
den anden side må jeg acceptere,
man fra politisk side har ønsket, at e
med mine uddannelseskvalifikation
skal besætte stillingen - ellers var Je*
her jo ikke.
Dette dilemma gør, at jeg frernsæ .
ter følgende forslag. Jeg underviser
pædagogik og psykologi ved llinnia
fissuaq/Grønland Seminarium- F*
er jeg med til at uddanne kommen
grønlandske folksekolelærere. km
dervisningen foregår på dansk ud n
overvejende dansksproget materia* •
Men igen: det er en politisk besk1
ning, at det er den type viden, ?
(også) skal formidles på seminar^
Man vil altså have en viden, der hen
tes fra vesteuropæiske universitet ■
Og i den viden er der meget S°“ ’
nemlig gode muligheder for metoU
til kritisk tænkning. Men kan den**,
viden bruges direkte i Grønland P
nuværende tidspunkt? Sikkert ik* '
Især ikke da det drejer sig om p®°
gogik. Pædagogik er jo ikke nog ’
man læser om i bøger. Pædagog'
bør udtrykke et samfunds bevid*
forholden sig til opdragelsen af ko1
mende generationer. .
En mulig løsning er på konk
plan, at der bliver givet mulighed ’
en slags udveksling mellem min vid
og viden om samfundet - set indet '
Måden er simpelt hen, at der ops“ ,
en eller flere uddannelsesstillinger v
seminariet. Det vil betyde, at en gP
landsk lærer, der måtte ønske at bu
seminarielærer, ansættes i en såd
uddannelsesstilling ved seminar* _
Hun/han skulle så indgå i et arbej ^
team af lærere, således at vedko
mende allerede fra begyndelsen >*"'
gerede som lærer. Hvorvidt sid
nævnte blot skulle fungere som k° .
sulent eller fortsat selv være akt>v
undervisningen kan diskuteres; P?
sonligt mener jeg at den sidste rndUS
der
en
hed er den bedste. En konsulent,
ikke er aktivt med i processen, er
dårlig konsulent.
Ved en sådan ordning ville und.
visningen blive langt bedre på se ,
nariet. Endvidere ville der i løbet at
3 år være uddannet en grønlænder
nuk, der kan overtage arbejdet s
seminarielærer fremover. . v,
Allerede fra vedkommende b ^
ansat ville undervisningen blive o
re. F.eks. er opsøgende undervism
næsten umulig med en stab af dan' .
sprogede (énsprogede) lærere.
vanskeliggøres at invitere fiskere,
bejdere, fangere, politikere, ker .,e
etc. ind på seminariet for at f°*j e5
og diskutere fag, eksempelvis de
opfattelse af pædagogik. For så v .
pædagogikken er en del af kommun
34
ATUAGAGDLIUTIT