Atuagagdliutit - 23.09.1987, Síða 14

14
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 39 1987
Norden
Det nordiske samarbejde har virkelig været i fokus her de se-
neste måneder. Svenske spillemænd har spillet ved »Brædtet«
i Ilulissat, Islands Symfoniorkester har spillet i Nuuk, overalt
— eller i hvert fald mange steder — har der været nordisk kunst-
nerisk udfoldelse. Og ved flere store middage har både tilrej-
sende og lokale forsikret hinanden om vigtigheden af nordisk
kontakt og dialog.
Det er selvfølgelig rigtigt. Vi skal vide mere om hinanden. Men
hvad ved vi egentlig om f. eks. Finland eller Sverige? Fra det øvri-
ge Norden er der stor interesse for at lære noget om Grønland
og mange kommer hertil. Men hvormeget lærer vi egentlig om
disse gæsters lande?
AG har i denne uge en rundspørge i Ilulissat om byens nye dan-
ske borgmester, og det har alle tilsyneladende en mening om.
Det er jo også let det med hudfarven. Meget sværere at vurdere
hinanden på, hvad vi hver for sig gør. Hvad ville svarene være,
hvis spørgsmålet var: Hvad ved du om Norden?
De nordiske millioner må fremover bruges til at formidle vi-
den også til Grønland. Ellers ender det nordiske samarbejde med
at være et rejseprivilegium for de ganske få, som befolkningen
så kan kikke på på hotellerne.
Ulykken
Mange i Grønland er bange for at flyve. Usikkerheden er givet-
vis ikke blevet mindre efter helikopterulykken ved Sisimiut.
Mand og mand imellem går snakken: Er sikkerheden god nok?
Hvordan kan det ske? Kunne der lige så godt have været en ka-
bine fuld af passagerer?
Sandsynlig starter S-61 helikopterne deres ruteflyvninger sidst
på denne uge, måske i weekenden eller først i næste uge. Man
kan så berolige sig med, at Grønlandsfly har været så forsigtig,
at man har indstillet flyvningen indtil man vidste alt, hvad der
er nødvendigt om ulykken. Og her er spørgsmålet ikke, hvor-
vidt der er fare for passagerflyvningen. Ulykken i Sisimiut hæn-
ger uløseligt sammen med, at man havde last hængende under
helikopteren og tre mennesker stod under, da motorsvigtet kom.
At mortorsvigtet blev til en dødsulykke skyldes tilsyneladende
helt den underhængende last.
Et motorsvigt kan aldrig udelukkes. Men er der passagerer
i flyet, flyves der efter særlige regler, der tager højde for at man
kan nødlande om nødvendigt.
Det har været af hensyn til passagererne, at helikopterne har
været på jorden. At det så har givet andre besværligheder, er
til at leve med. Også priserne for sejlads, selvom man kan undre
sig over, at KNI selv ikke straks gik ind og sagde: Her er et be-
hov, her er et marked, vi skal være en forretning, her er penge
at tjene.
A-kasserne
Det kan være svært at følge med. Tag nu f .eks. A-kasserne. For
et par år siden var de helt nødvendige, selvom det er et stort og
dyrt apparat. Men lønmodtagerne havde krav på en understøt-
telse ud over trangsbestemt socialhjælp.
Idag skal de udsættes på ubestemt tid, selvom der er blevet
bygget dyre huse til dem i flere byer. Nu skal der satses på ud-
dannelse under arbejdsløsheden, som iøvrigt er faldende, for-
di hjemmestyrets erhvervsinvesteringer er begyndt at give ar-
bejde til flere og flere. Vidste man ikke det for to år siden?
Skriv DIN mening til AG — Debat — hurtigt og kort.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte, sa alt
kan blive trykt. Du kan godt være anonym i avisen, men
debat-redaktøren skal kende dit navn og din adresse.
Solidaritet under ansvar
Hans A. Hansen, Nuuk
Tidens slagord er SOLIDARITET.
Efter alt at dømme vil man have, at
alle uden undtagelse skal have lige go-
der og vilkår at leve under. Det, der
kan ske midt i en sådan holdning, er
at blive mødt med en jovial bemærk-
ning som »Udmærket! Så behøver
jeg ikke foretage mig noget. Jeg får
jo!« Og det første tegn til en hold-
ning, der ligner snylteri er dermed al-
lerede der. Den type, der ellers er
stærk og sund, vil gradvis synke i pas-
sivitet, hvis resultat kan blive afkræf-
telse og et liv i stor elendighed, en pa-
rasittilværelse. Socialtaberen vil uvil-
kårligsnylte på samfundet, som jo er
parat til at hjælpe.
Hjælpen må dog iværksættes med
stor omtanke, for at en opstået vane
for guds skyld ikke må gå hen og blive
til en FORKÆLELSE; Er den der
først, er den næsten ikke til at slippe
af med.
1 dag ynder man at tale om forfæd-
renes nok så glorværdige levevis, —
som om det hele var perfekt og dej-
ligt — uden at skænke livets realite-
ter en tanke.
Solidariteten i de lokale samfund
i gamle dage byggede på det enkelte
menneskes forståelse af og kloge ind-
sigt i ansvarsbevidstheden. Så meget
ved vi. Fører man et liv i ansvarlighed,
forventer man også at andre gør det.
Et brud på etiketten betyder også, at
man med det samme prøver på at be-
grænse skaden.
I solidaritet levede vore forfædre
og værnede samtidig om det enkelte
menneskes frihed til selv at handle un-
der ansvar. Fangeren passede godt på
sit kajakfartøj og fangstudstyr og til-
lod aldrig andre tilfældige personer
benytte disse.
Fangstudbyttet delte man ud. Man
fik sin part af et nedlagt dyr. Man
delte indtil en vis grænse. Det vigtig-
ste, en fanger skulle gøre, var at fylde
maddepoterne op til randen. Og man
sagde da ikke til tilfældige forbipas-
serende: »Mine depoter er også
dine«. Et depot var resultatet af en
ihærdig indsats fra en arbejdsom fan-
ger og hans slid og slæb, et depot, som
kun ejermanden havde adgang til —
og ikke andre den dag det blev nød-
vendigt at tage det i brug. En anden,
som i smug fjernede noget fra depo-
tet, betragtede man som en tyv.
Dengang var det uskik at bede om
noget. Selv de fattigste afholdt sig fra
den form for nedværdigelse. Der var
typer blandt andet Kaassassuk, den
altid og evigt hundsede knægt, som
voksede op i tugtelse. Men det kunne
jo ikke nytte noget at have medliden-
hed. Et sundt menneskebarn måtte
hellereseat blive til et mandfolk, her
var der ingen plads til kære mor. Det
endte da også med, at Kaassassuk
blev hele bopladsens helt, takket
være en god, men streng opdragelse.
Der er også Kaassassuk-typer i da-
gens Grønland. Det er bare sørgeligt,
at nogle er blevet til forkælede typer.
Alt for mange er gået hen og blevet
snyltere.
Mon ikke det er en personlig følelse
om mindreværd, — og ikke andres
nedvurdering — somer årsagen. Folk
med mindreværdskompleks havde
ellers ingen grund til at have selvmed-
lidenhed. Indenforskoleoggennem
mange arbejdstilbud er der jo mulig-
heder til at prøve kræfter. Men det sy-
nes som om at alt for mange simpelt-
hen er gået i stå efter at have lyttet til
misforståede profetpåstande.
En af påstandene er, hvordan be-
stemte grupper i vort Samfund tæn-
ker sig solidariteten praktiseret her
Og nu.Det værste er, at de mest rå-
bende blandt nutidens profeter er
dem, der ønsker sig magt og position,
og det gør de i mindreværdskomplek-
sens tidsalder og i lyset af en påstand
om, at det hele var adh.... til o.s.v..
Så var vi jo allesammen ikke langt fra
tilstande, hvor magt og position i ene-
vældens navn herskede.
Hvad er det så solidaritetens pro-
feter vil have? Enhver må ikke have
hverken mere jordisk gods eller større
magt end andre, siger de!
Drømmen var jo sympatisk, sådan
da. Hvis det var, at solidaritet i enhver
henseende var vejen til evig lykke, så
kunne man nemt forestille sig, at alle
dødelige her på jorden sluttede sig
sammen om det.
Men i dag har vi et vejnet, som fø-
rer os i grupper til forskellige steder
og mål. Derfor er det svært at holde
folk sammen. For enden af vejene er
der mål, gode og dårlige, der lokker,
og først ved vejs ende kan vores per-
sonlige valg falde, fordi vi intet aner
før vi er der. De gode endetationer
kun vil virke som triste oplevelser.
Solidaritet er ikke det centrale i et
samfund, men den er en af de ret så
væsentlige hjørnestene. Vi må forstå,
at solidaritet ikke bare er jordisk
gods. Lysten til at hjælpe et medmen-
neske i nød skal nok leve videre, in-
gen tvivl om det. Men vi må også
kunne bringe et klart budskab til vore
medmennesker, som har krise, og
minde dem om, at det ikke nytter at
jamre og klage, at den bedste vej ud
af krisen er at tage sig selv i nakken,
kæmpe sig frem og nå et mål. Den,
der gør det, er med til at betale en pris.
Og hvad gør det? Det koster sved og
tårer at holde et samfund i gang.
Der findes ingen
effektive vacciner
mod AIDS-Virus
Niels P. Broberg, læge, Nuuk
Man må indtil videre oplyse befolkningen over en bred
front, ændre sexualvaner og bruge kondom
Virus har forekommet på vor klode
længe før menneskets tilblivelse.
Man fandt dem først efter elektron-
mikroskopets opdagelse 1931, da vi-
rus er usynlige i selv de bedste lysmi-
kroskoper. På grund af den ringe
størrelse, idet virus er 10-100 gange
mindre end et almindeligt bacterie.
Man blev herved istand til at studere
molekylstrukturen. Man fandt sam-
tidig årsagen til en række smitsomme
sygdomme hos mennesket såsom for-
kølelse, influenza, polio ogen række
børnesygdomme. I årenes løb er det
lykkedes for forskerne at fremstille
effektive vacciner. Dog ikke mod
AIDS og HERBES virus og måske
andre mikrober.
I USA har man et centralregister,
hvor sygdomme og epidemier regi-
streres. Da man her fandt et forandret
sygdomsmønster hos befolkningen
fik dette forskere til at reagere og i
1981 fandt man AIDS-virus. Et inter-
nationalt samarbejde blev herefter
etableret.
Man har foreløbig fundet flere
AlDS-typer. Disse er parasitter som
kun kan formere sig hos sin vært. Den
smitter ved sammenblanding af le-
gemsvæsker såsom blod hos menne-
sker.
Når AIDS modtages
Kort fortalt er virus et meget lille le-
geme. Det består af en aflang, nær-
mest kugleformet hinde indehol-
dende æggehvidestoffer som mang-
ler komponenter, man finder hos en
normal celle. Virus kan siges at danne
overgangen mellem levende og dødt.
Inde i blodbanen hos det smittede
menneske opsøger virus en af »gene-
ralerne«, idet menneskelige immun-
system, trænger ind i blodlegemet
som nøglen ind i en lås, der passer.
Ejendommeligt nok accepterer det
menneskelige blodlegeme fremmed-
legemet uden at reagere ved at ud-
sende signaler til sin omgivelse. På-
gældende AIDS-virus modtages som
en gæst. I løbet af ca halv time gør
AIDS-virus sig af med sin kappe og
indholdet af æggehvidestoffer frigø-
res i det hvide blodlegeme. Et særligt
æggehvidestof forandres ved hjælp
af sine medfølgere til et cellelegeme
som er istand til at bryde gennem cel-
lekernen hos værten, hvor den er
istand til at koble sig til vor menneske-
lige arveegenskaber.
AIDS-virus er lavt smitsomt. På
grund af den mangeårige smitte-
spredning som har foregået, er per-
spektivet blevet et andet. Med de po-
litiske, økonomiske mangler er de til-
stedeværende initiativer stadig alt for
små for storepidemi.
Ikke mindst her på Grønland.
Spørgsmål om at
begribe og begreber
Det er i næsten alle tilfælde svært at
begribe, hvad der foregår i hovedet på
mennesker — dem, der virkelig føler
sig svigtet og desillutioneret.
Vi, mennesker, er ofte tilbøjelige
til at svigte, men har meget svært ved
at tage at blive svigtet. Reaktioner på
en sådan følelse er ved første tilfælde
forbigående og måske endda overfla-
diske. Men i gentagelsestilfælde
bliver reaktionerne ubeskriveligt
store og uoverskuelige, hvilket for
nogen er at spore som svaghed og for
andre, som et menneskeligt tilfælde.
Personlige nederlag i det private er
til at klare, men svigtende medhold
rent fagligt — for at blive holdt nede
endda af misundelseskarakter — er
helt ude at begrebsverdenen og er for-
bandet svær at falde udenfor egne
æresbegreber.
Æresfølelse er ethvert menneskes
levende lys — puster man uberettiget
for meget til den — går den ud; især
hvis flere puster på samme tid.
Steffen Petrussen, Ilulissat.