Atuagagdliutit - 03.08.1988, Side 2

Nanoq kaattoq. Nanorsuaq angutiviaq kaassi- Sulten isbjørn. En stor han-isbjørn var
mangaarami illup eqqaani eqqaavissiorluni neri- så sulten, at han ikke kan holde sig fra et
sassarsiornissaminut qunusimanngeqaaq, naak beboet hus for at finde noget spiseligt i
eqqaavik igaffiup igalaavata silatinnguaniikkaluar- skraldespanden, som står lige udenfor
toq. Assit silas'iorfimmi Danmarkshavnimi-Tunup køkkenvinduet. Billederne stammer fra
avannaarpiarsuani - assilisaapput telegrafistimit vejrstationen Danmarkshavn på den
Knud Fischerimit, silasiorfimmi atorfeqarsimasu- nordlige del af Østgrønland, taget af tele-
mit. grafist Knud Fischer, der har arbejdet på
vejrstationen.
På vej mod Inuvik
og Tuktoyaktuk
Skrevet af Jan Vejle, Canada
Jan Vejle skriver her om sine oplevelser om turen fra
Fairbanks i Alaska til Dawson City i Yukon, Canada
På det billigste hotel-
værelse, som kunne stø-
ves op i Dawson City sid-
der jeg og skal forsøge at
hitte rede i, hvad jeg har
oplevet, siden jeg for en
lige siden, den 16. maj,
startede jeepen og påbe-
gyndte rejsen mod Inu-
vik og Tuktoyaktuk,
hvor det er meningen, at
jeg skal forsøge at se,
hvilke konsekvenser oli-
eefterforskningen/ud-
vindingen har haft for
inuitterne i det område.
Fra Fairbanks lagde jeg
ruten mod byen Tok, hvor
jeg havde bestemt mig at
overnatte den første nat.
Det var rart at komme uden-
for storbyen og ud hvor der
er uendeligt med træer og
fjelde. Hist og her kørte jeg
over elve, og ved en af disse
broer stoppede jeg for at ta-
ge nogle billeder af elvlejet
som stadigt var fyldt op med
is. Jeg tog nogle billeder og
hørte godt, at der var noget,
der brummede et eller andet
sted fra. Jeg så mig om, men
kunne intet se, og gik derfor
ud fra at lyden kom inde fra
skoven. Pludselig knurrede
det meget tæt på, og det gik
op for mig, at jeg stod oven
på en bjørn, som var alt an-
det end begejstret for at ha-
ve mig til at trampe rundt på
dens bro. Jeg er ikke vant til
at gå rundt ovenpå knurren-
de bjørne, og da jeg stod i
den ene ende af broen, så
kunne jeg nemt forestille
mig, at bjørnen kunne finde
på at komme op for at se,
hvad det var den knurrede
af. Jeg fandt det derfor mest
hensigtsmæssigt at fortræk-
ke, og jeg satte min personli-
ge rekord i 500 meter spring
- nåede hen til jeepen og
fortsatte turen mod Tok,
hvor jeg ankom hen under
aftenstid.
I Tok talte jeg med en At-
habachan-indianer, og vi
snakkede blandt andet om
betydningen af, at de indfød-
te ejer en del af deres tradi-
tionelle land. Det er generelt
for Alaska, at såvel inuit
som indianere har organisa-
tioner, som administrerer
det land som de ejer, og det
har givet dem en økonomi-
ske saltvandsindsprøjtning.
Dette har gjort, at de har
kunnet oprette egne selska-
ber, og kører en økonomi ud-
fra egne interesser. Grun-
den til, at penge i nogle om-
råder kommer strømmende
til den oprindelige befolk-
ning, er, at der foregår for-
skellige aktiviteter på deres
land, som de udefrakom-
mende selskaber må betale
for. Som oftest er det råstof-
fer, som bliver udvundet el-
ler efterforsket, og især
inuitterne oppe i det nord-
ligste Alaska har fået en
økonomisk gevinst. At der
er en bagside af medaljen,
skal jeg komme tilbage til,
når jeg kommer op til Tuk-
toyaktuk, for da jeg besøgte
stedet i efteråret 1986, da
var der mange, der fortalte
mig, at de hellere havde set,
at olieselskaberne holdt sig
ude af området.
Det var hensigten at fort-
sætte fra Tok til Dawson Ci-
ty af en vej som via en færge-
forbindelse over Yukon-Flo-
den, fører direkte til Daw-
son City - en distance som
nemt kunne tilbagelægges
på en dag. Det viste sig, at
færgen endnu ikke var sat
ind, så jeg bestemte mig for
at køre ned til WWhitehorse
og derfra op til Dawson City
- en omvej på henved 900
kilometer. Men det var det
værd, for landskabet var
enestående. Kæmpestore
fjelde, hvor de snedækkede
tinder stak op over skyerne,
og søer som endnu var dæk-
kede af is - foråret var endnu
ikke kommet op i over 1000
meters højde. Jeg slog mit
telt op et par gange på vejen
mod Whitehorse, og nød i
fulde drag at være på farten.
En aften hvor jeg sad og
skrev dagbog blev jeg for-
styrret af en elgko og dens 1
års kalv, som kom brasende
gennem skoven. Et stort dyr
er det, og ikke særligt godt
designet, ser det ud til med
første øjekast, men der er
ingen tvivl om, at dens alt
for lange ben er som skabt
til at gå igennem høj sne
med. Jeg hyggede mig geval-
digt om aftenen ved bålet el-
ler med mange andre gøre-
mål, og selvom jég var langt
syd for polarcirklen så var
det ikke mørkt om natten,
hvilket sikkert skyldes, at
jeg var så højt oppe i fjelde-
ne.
Whitehorse er centrum
for den del af Canada som
hedder Yukon. Byen er på
lidt over 18.000 indbyggere,
hvilket er ca. 65 procent af
den samlede befolkning i
Yukon. Jeg benyttede tiden i
Whitehorse til at aflægge en
visit ved den administrative
afdeling, som tager sig af
spørgsmål angående råstof-
fer, og fik en snak og en del
rapporter udleveret.
Jeg brugte ikke mere tid i
byen end nødvendigt, og tog
afsted efter en overnatning
med kurs mod Dawson City.
Det er en tur på ca. 600 kilo-
meter, og jeg overnattede 2
nætter i teltet på vej herop.
Midt imellem 2 byer punkte-
rede jeg, og måtte til at skif-
te hjul. Heldigvis har jeg et
reservehjul, men det viste
sig at donkraften ikke virke-
de. Jeg havde udtænkt en
Storm P’sk donkraft be-
stående af 4 birketræer og
20 meter reb, da der stoppe-
de en bil ved siden af mig og
chaufføren spurgte, om der
var noget, han kunne hjælpe
med. Jeg fortalte ham, at
min donkraft var ubrugelig.
Han havde en, og på ingen
tid var jeg igen velkørende,
og fik lappet hjulet i næste
by. Videre - og nåede frem til
Dawson City efter en rigtig
regnvejrsnat i teltet.
Dawson er en pudsig by,
og meget præget af, at guld-
graverdagene langt fra er
omme. Det er ikke længere
med stegepander, man søger
efter guldet, men med bull-
dozere og alskens moderne
udstyr, og overalt ser man
store grusbunker hvor mi-
nedriften har været igang.
Alle taler om guld, og meget
af stemningen i byen er, som
jeg forestiller mig dén var,
da guldgraverne valfartede
hertil i slutningen af sidste
århundrede. Stadig er her
gambling og can-can piger
og masser af barer. Selv hu-
sene er forsøgt bibeholdt i
den traditionelle stil og for-
torvene er af træ, så man
føler sig hensat til de gamle
guldgraverdage. Alt dette er
ganske givet gjort for turi-
sternes skyld, for fra juni til
august, så bliver Dawson Ci-
ty’s ca. 1.500 indbyggere be-
søgt af mange turister, som
vil op og vaske guld - og de
fleste finder rent faktisk no-
get, for der er stadig masser
af guld i dette område. Na-
turligvis er det kun små
mængder som turisterne
finder, men den »rigtige«
mineindustri udvinder guld
for noget i retningen af 35
millioner dollar om året, og
det er dog en klat (ca 165
millioner kroner).
Endnu kan jeg ikke påbe-
gynde køreturen mod Inu-
vik, idet det ikke er muligt at
komme over en flod, som
hedder Peel River, før den
biyder op. Det plejer at være
muligt at komme over i be-
gyndelsen af juni, så jeg bli-
ver her i Dawson City i nogle
dage. Tiden skal jeg bruge
på at skifte bagdækkene ud
med nogle nye og efterse
motoren, for bilen er nødt til
at være i orden på turen op
nordpå af »The Dempster
Highway«, hvor der kun er
en servicestation. Stræknin-
gen er på ialt knap 800 kilo-
meter, og skulle efter sigen-
de være meget spændende.
Jeg ser frem til at komme til
Inuvik og møde de menne-
sker som jeg lærte at kende
der i efteråret 1986. Fra Inu-
vik flyver jeg op til Tuk-
toyaktuk, og også der ken-
der jeg flinke mennesker,
som jeg glæder mig til at mø-
de igen. Mine oplevelser fra
turen op af »The. Dempster
Highway« bliver det næste
jeg skriver om, og jeg håber
at alt kommer til at forløbe
uden større problemer - det
er grusvej hele vejen og afog
til bliver vejbanen skyllet
væk, men jeg har været hel-
dig indtil nu, så det fortsæt-
ter sikkert...