Atuagagdliutit - 23.12.1991, Qupperneq 4

Af journalist Søren Rasmussen
waasaaaaaa«i»88iwaiB
Timmisartorsuaq Herculis Station Nordimut mikkaangat
usingiaalluni usilersuillunilu ulappunneqalersarpoq. Ka-
perlaapnalaanipilersuinermut ataållugu Tunupavannaani
timmisartortarnerit tamatigut qaammatip imissisimanera-
ni ingerlanneqartarput. (Ass.: Søren Rasmussen)
Hercules-flyet er landet på Station Nord, og der er travlhed
med at losse og laste. I vintermørket foregår forsynings-flyv-
ningerne til Nordøstgrønland altid ved fuldmåne. (Foto:
Søren Rasmussen)
Seks danske soldater er
Nordpolens nærmeste nabo-
er. På Station Nord varer
vintermørket 134 døgn, og
der går flere måneder mel-
lem hvert besøg.
Mod syd flammer himlen
rødt og violet over hvide fjel-
de, hvide fjorde og hvidt
frossent hav med hvide is-
bjerge. Foran os - over Nord-
polen - er der sort. Piloten
på det larmende, brune Her-
cules-fly fra Royal Danish
Airforce vender sine 68 tons
i et snævert drej, mens han
nikker til mig og peger ud i
tusmørket: Dér - under
cockpittets vinduer - flimrer
en stribe undselige grågrøn-
ne træ-barakker hastigt for-
bi i sneen: Station Nord.
Propellerne snitter hen
over fjordens fastfrosne is-
bjerge: landingshjulene
sparker sig ud af maskinens
krop, mens den krænger
endnu en halvcirkel rundt.
På de 1600 meter grusbane
hvirvler sneen op i en fane
bag os.
Fra en stander strittet
vejskilte ud i det sorte øde.
933 kilometer til Nordpolen.
1150 kilometer til Thule. Af-
standen til Værløse snurrer
i kroppen: 13 timer i maski-
nen plus tre mellemlandin-
ger. Fuldmånen glimter i
sneen. Nogle slædehunde
holder hyle-mik. Luften er
bidende klar - minus 26 gra-
der.
Det yderste Dannebrog
Station Nord er rigsfælles-
skabets nordligste post. Her
på en strimmel land mellem
indlandsisen og det tilfrosne
ishavet lever seks danske
soldater totalt isoleret fra
resten af verden. Gæster er
sjældne - i vinterhalvåret
går der to-tre måneder mel-
lem hvert besøg af et mili-
tært transport-fly med post
og forsyninger.
Tiden er knap. Station
Nord har ingen hangar, og
det store fly kan kun klare få
timers ophold her, hvis det
skal kunne komme i luften
igen. Ellers fryser maskinen
fast i polarkulden.
Der er ingen tid til at sva-
re på de breve, flyet har med
herop. De seks indbyggere
må vente til næste forbin-
delse.
Men selv et kort besøg er
et værdsat afbræk i hverda-
gen. En lejlighed til at høre
nyt derhjemmefra. Se andre
ansigter. Få andre svar end
de sædvanlige. En solid for-
kost står klar.
»Sådan set mangler vi ik-
ke nogen at snakke med, for
vi har hver dag kontakt over
radioen med både Thule-ba-
sen, Flyvestation Værløse
og Danmarkshavn«, fortæl-
ler Algot Jack Liljegren, som
er i gang med sit andet år på
Station Nord. Danmarks-
havn er Meteorologisk Insti-
tuts vejrstation 500 ubeboe-
de kilometer mod syd.
»Men det er rart at se nye
ansigter. Især hvis der kom-
mer piger med herop. Bare
at tale med dem, se dem...«
De seks soldater - ‘ fem
oversergenter og en løjtnant
- har ansøgt om at komme
herop. Man tegner sig for ét
år ad gangen, men de fleste
forlænger med endnu et år.
Lønnen heroppe er 27.000
kroner inklusive tillæg. Den
grønlandske trækprocent
kun 33. Bankbogen vokser
derhjemme, for her bruger
man ikke penge.
Men det er udfordringen
ved at leve under så ekstre-
me vilkår, som får folk til at
søge herop.
»Station Nord er alleti-
ders sted at være, hvis man
kan sætte sig selv i gang. Vi
har det jo rimeligt frit her-
oppe, og tiden går egentligt
hurtigt«, fortæller Finn
Rasmussen, som er leder af
stationen og bor her på tred-
je år.
Nabo til Nordpolen
Hovedopgaven for de seks
beboere er at holde lan-
dingsbanen åben året rundt.
Trods den meget lave lan-
dings-frekvens skal jobbet
gøres hver dag - ellers bliver
det uoverkommeligt. Om
vinteren kan det kræve to-
tre mands indsats hele da-
gen at rydde de 1600 meter
bane med sneslynger og feje-
maskiner.
»Sådan var det forrige
vinter. Så snart vi var færdi-
ge i den ene ende at banen,
kunne vi starte forfra i den
anden ende. Dag efter dag.
Det var lidt ensformigt«, hu-
sker Finn Rasmussen.
Når et fly nærmer sig Sta-
tion Nord i vintermørket,
tænder soldaterne ild i sand-
fyldte olietønder, som står i
rækker på begge sider af
landingsbanen. Så kan pilo-
ten finde ned.
De seks beboere er Nord-
polens nærmeste naboer.
Intet andet sted på kloden
lever mennesker året rundt
så tæt på polen, bortset fra
den canadiske base Alert,
der ligger lige så højt mod
nord.
Normaltemperaturen på
Station Nord er om vinteren
minus 40 grader døgnet
rundt.
Solen viste sig for sidste
gang i år den 15. oktober, og
først den 26. februar dukker
den atter op i den sydlige ho-
risont. Den dag er der fest.
Efter 134 døgns vintermør-
ke markeres begivenheden
med stor grundighed.
»Egentlig drikker vi nor-
malt slet ikke så meget. Det
sker, at vi får os en lille én
eller to - men der er jo ikke
noget sted at gå hen bagef-
ter...« siger Allan Bo Han-
sen, førsteårsmand og an-
svarlig for provianten.
Thule-basens
lillesøster
Historisk er Station Nord et
barn af den kolde krig. Da
amerikanerne først i 50’er-
ne anlagde Thule-basen på
Grønlands vestkyst, gav de
samtidig Danmark store til-
skud til at anlægge og drive
stedet her. Formålet var
dels at få en vejrstation, dels
at have en alternativ lan-
dingsbane for de store B-47
bombefly, som opererede fra
Thule. På vej lyem fra
(atom-)bombetogter over
det nordlige Sovjetunionen
ville Station Nord være den
første mulige landingsbane.
Grusbanen var længere den-
gang, og bemandingen var
omkring 30 personer.
Det amerikanske luftvå-
ben indstillede sin støtte til
driften af Station Nord i
1972, da man ikke længere
havde bombefly permanent
på vingerne i Arktis. Statio-
nen blev lukket - men tre år
senere genåbnet af det dan-
ske forsvar, som ikke ville
undvære en landingsbane i
Nordøstgrønland. Større fly
kan ikke lande andre steder
end her inden for en radius
på over 1000 kilometer.
I dag er opgaverne - ud
over at holde banen åben -
støtte til arktisk forskning,
som både har civil og mili-
tær interesse. Stationen
sender vejrrapporter, måler
jordskælv og sovjetiske
atomprøvesprængninger,
opsamler radioaktive par-
tikler i luften, registrerer
variationer i geomagnetis-
men og i ionosfæren.
Mandskabet tilser instru-
menterne. Skifter bånd,
film, filtre o.s.v. Men alle da-
ta sendes sydpå i rå tilstand.
Hver sommer er Station
Nord udgangspunkt for alle
videnskabelige ekspeditio-
ner i det nordøstlige Grøn-
land. Og hvert forår anven-
der forskere fra den ameri-
kanske flåde Station Nord
som forsyningsbase for eks-
peditioner ud på havisen,
hvor de søger at udvikle me-
toder til at opspore sovjeti-
ske atomubåde under isen.
I de perioder er der travl-
hed på stationen. Rytmen og
stemningen bliver en anden.
Mandskabet ser frem til da-
gen, hvor de sidste gæster
flyver bort.
Et samfund i civil
Men også den ensformige,
stille tilværelse kan slide
hårdt. Det tætte samvær i
den isolerede koloni har
nogle år knirket så slemt, at
ingen har ønsket at fortsæt-
te endnu en vinter. Sådan
går det næppe denne gang.
»Vi har egentlig ingen
større problemer med hin-
anden. Selvfølgelig er vi ikke
enige om alt, men vi kan sag-
tens snakke sammen om
tingene. Og så er man vel
lidt overbærende ind imel-
lem«, siger Kenn Michael
Jensen og Henning Bendt-
sen, som begge er i gang med
deres første vinter på Nord.
Ansvarlige for henholdsvis
det videnskabelige udstyr og
for elværket.
»Og så har vi jo hver vores
værelse, når vi trænger til at
være alene«.
Alle seks bor i samme byg-
ning, som også rummer køk-
ken, radiorum og en stue
med masser af bøger, musik
og bløde møbler. Heller ikke
værelserne husker den besø-
gende på, at dette sted er en
militær forlægning. Her
står velvoksne stereoanlæg,
som folkene har haft med
herop. Mangler man noget,
som naboen har, kan mam
sende bestilling hjem via ra-
dioen og få udstyret bragt
med næste forsyningsflyv-
ning.
Slædetur I polarnatten
Til daglig passer beboerne
hver deres faste job. Ken-
neth Wiinblad Jensen har
ansvaret for de ti grønlands-
ke slædehunde, som statio-
nen har fået af Sirius-pa-
truljen. Et par stykker sam-
men tager folkene på Sta-
tion Nord ind imellem af-
sted på hundeslæde nogle
dage og overnatter i små
hytter undervejs.
»Når jeg er færdig her på
Station Nord, vil jeg søge til
Sirius«, fortæller Kennth
Wiinblad Jensen, som i løbet
af efteråret har været afsted
flere gange med slædehun-
dene.
Station Nord er placeret
midt i den fredede national-
park. Isbjørne har ikke gæ-
stet stedet i flere år, men her
er ræve, sæler og lemminger
samt flere fulgearter: rype,
snespurv, snevender og
grønlandsfalk. På ture ud
fra Station Nord ser indbyg-
gerne hvalrosser og moskus-
okser.
Tidligere har jeg besøgt
Station Nord om sommeren.
Solskin døgnet rundt, næ-
sten lunt, udsigt til de fjerne
fjelde, hvor landet rejser sig
i dramatiske tinder.
På den store ubeboede
halvø Peary Land længst
mod nord skærer bratte dale
sig gennem de gule, brune
og sorte fjelde. Her ligger
Midsommersøeme og Aften-
stjernesøerne, funklende
som en 150 kilometer lang
perlekæde på Nordpolens
bryst. I sommernes blæn-
dende sol lader ekvilibristi-
ske Hercules-piloter deres
maskine mave sig over de
langstrakte, smalle søer
mellem stejle fjeldvægge.
Sno sig gennem snævre
slugter, henover pelsen på
græssende moskusokser.
I dag er månen helt alene
i mørket over Peary Lands
dybfrosne søer. Oppe på
bakken hyler slædehundene
igen i deres iskolde kæder.
Nu har himlen mistet sin
glød i syd - tiden er løbet ud.
En sidste forgæves hilsen,
mens motorerne stamper i
gang, og propellerne klipper
al fornuft i stykker.
Jeg krænger vamsen af og
spænder mig fast. Udenfor,
med korea-huer ned om
ørerne, stavrer de tilbage
gennem den knastørre sne.
Der er endnu nogle uger til
det næste lyspunkt i den
lange nat. Juleaften.
Da tager de slips på.