Atuagagdliutit - 16.09.1993, Qupperneq 11

NR. 90 1993
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
11
Dronninger, cowboys og racisme
Efter en tur i kiosken ventede Marianne Jensen en opsang men fik en rejse til USA
Marianne Jensen: - Ilimagilluinnarpara annertunerusumik paasisaqarniarlutik angalasut
amerlanerugaluarpata eqqissinissamik sorsuutiginnittut amerlanerulissagaluartut. Taa-
maammat inuusuttut nunarsuatsinni angalarusuttut tapersersortariaqarpagut.
Marianne Jensen: - Jeg er overbevist om, at jo flere, der får udvidet deres horisont, jo flere
er der til at kæmpe for freden. Vi må derfor støtte de unge, som ønsker at rejse ud og opleve
verden. (Ass./Foto: Knud José fsen)
NUUK(LRH) - For 27 år si-
den kom landsstyremedlem
for Kultur og Undervisning,
til USA gennem AFS. Hun
var dermed det første unge
menneske fra Grønland, der
kom ud for at opleve den sto-
re verden gennem AFS.
1 1966 var der ingen her i
landet, der vidste, hvad AFS
var. Marianne var 16 år og
gik i den eneste realskole i
Grønland, og den lå i Nuuk.
Hun kom fra Ilulissat og bo-
ede på kollegie. Samme år
skulle hun tage realeksa-
men.
Der var strikse forhold
dengang. Man måtte blandt
andet ikke gå i kiosken i fri-
kvarteret. Normalt var Ma-
rianne en artig pige, men
denne skæbnesvangre dag
trodsede hun og en veninde
forbudet og gik i kiosken.
- Da vi kom tilbage havde
det ringet ind. Det var
skrækkeligt. Vi havde både
været i kiosken og kom nu
for sent. Vi var ret beklemte.
Da vi så kom ind i skolen,
hvem andre end rektor står
så i gangen? Stærmose! Han
var den person vi aller-
mindst ønskede at møde på
det tidspunkt, fortæller Ma-
rianne med smilende øjne.
- Vi var bare forberedt på
en stor opsang. Men det ene-
ste han sagde var: - Marian-
ne, kunne du tænke dig at
komme til USA i et år fra i
sommer? Jeg blev så beflip-
pet og skyndte mig at svare
ja, ja og styrtede ind i klas-
sen, griner Marianne.
Forældrene indvilgede og
i løbet af sommeren kom
Marianne dermed til USA.
Engelsk
Marianne var ikke nervøs
for at tage afsted. Hun hav-
de på det tidspunkt haft fle-
re års undervisning i en-
gelsk af Fru Stærmose, og
kunne lide det. Både til den
mundtlige og den skriftlige
realeksamen fik hun 13. Må-
ske var det en medvirkende
årsag til, at hun blev den ud-
valgte, mener hun selv.
- Det skulle da ikke være
noget probelm, mente jeg,
da jeg skulle afsted. Ret hur-
tigt opdagede jeg dog, at det
sprog, der blev talt ikke lige
var det skoleengelsk, jeg
havde lært i skolen. Men jeg
kom hurtigt efter det.
- Sproget må ikke være
det afgørende for om man
tager afsted. Når man bor
sammen med mennesker,
som kun taler et sprog, så
kommer man selv hurtigt
efter det.
Der var ikke mange oplys-
ninger til Marianne, inden
hun tog fra Grønland. I
Danmark mødtes hun dog
med en del andre, som også
skulle til USA og hun fik her
flere oplysninger om, hvad
det egentlig var hun havde
begivet sig ud i.
800 unge
I Rotterdam mødtes de med
alle de unge fra Europa, som
også skulle til USA. Og med
skib blev de i løbet af ti dage
sejlet til USA
- Vi var 800 unge menne-
sker på 15-16 år samlet i ski-
bet. Der blev lavet mange ar-
rangementer ombord, som
kulturudveksling, hvor vi
hver især skulle fortælle
om, hvor vi kom fra
- Men det første halvandet
døgn lå mange af os i vore
køjer, fordi vi sejlede i
storm. Derefter havde vi
nogle herlige dage, så det er
egentlig ærgerligt, at de un-
ge flyver dertil, for vi blev
virkelig omstillet i løbet af
de ti dage. Vi fik sjælen med,
og det samme gjalt, da vi
skulle hjem igen. Det var
rigtig rart.
Marianne Jensen kom
hjem med mange gode ople-
velser og mere åben end da
hun rejste ud, så hun håber,
at flere unge vil tage chan-
cen og tage ud og opleve ver-
den gennem AFS.
AFS er ikke økonomisk
uoverkommelig, fordi der er
rabatordninger, poienterer
Marianne Jensen.
- Derfor opfordrer jeg også
kommunerne til at indse
værdien af et sådant ophold,
så de giver tilskud til den
slags rejser for de unge, så
det ikke kun er de riges
børn, der kommer afsted.
Det skal ikke være økonomi-
en, der begrænser de unges
muligheder for at komme ud
og se verden.
- Hjemmestyret giver, ef-
ter ansøgning, bidrag ved at
betale rejsen fra Grønland
til Danmark og retur.
Cowboy-land
Marianne Jensen boede i
cowboy-landet Oklahoma -
langt nordpå ved grænsen
til Kansas, i en lille landsby,
hvor der var omkring 800
indbyggere. Faderen var far-
mer og konen, som kom
længere nordfra, var hjem-
megående. De havde tre
børn, hvoraf den ældste var
på college. Den mellemste
pige var på Mariannes alder,
og de gik i klasse sammen og
lillebroderen gik i klassen
under dem.
- Det var en af de mest
velhavende familier i lands-
byen. De havde nemlig en
meget stor farm med kvæg.
Når kvæget skulle flyttes fra
et græsningssted til et an-
det, så foregik det på heste-
ryg.
- De lovede at lave en cow-
girl ud af mig, inden jeg tog
afsted, men min plejefar
havde altid så travlt på går-
den, så det lykkedes ikke,
griner Marianne.
- Min plejemor var heller
ikke vant tU at ride, så hun
og jeg fulgte gerne efter i en
truck, når de andre drog af-
sted på hesteryg for at flytte
kvæg.
Tag hesten
- En dag kom min plejefar i
tanke om, at han skulle til et
møde efter at have flyttet
kvæget, så han spurgte, om
jeg ikke ville ridde hesten
hjem.
- Jeg havde jo set, hvordan
de gjorde, så det ville jeg da
gerne. Det skulle da ikke
være noget problem.
- Jeg kom op på hesten, og
i lang tid gik det fint. Hesten
gik lige så stille afsted og ind
imellem græssede den. Det
var som det skulle være.
Men lige pludselig tog pok-
ker ved den, og den strøg af-
sted. Jeg havde set, hvordan
de gjorde, når de skulle stop-
pe hesten, jeg trak i tøjlerne
og lavde lyde, men intet
hjalp. Den løb bare stærkere
og stærkere.
- Til sidst slap jeg tøjlerne
og holdt fast i manken på
den for ikke at falde af. Da vi
kom i nærheden af huset
skulle vi gennem et hile
sving, og det blev taget i fuld
fart og hen imod stalden gik
det for fulde drøn. Staldøren
var så lav, at hesten og jeg
umuligt kunne komme igen-
nem samtidig. Så lige inden
måtte jeg lade mig falde af.
Så det var min cowgirl-kar-
riere, griner Marianne, og
selvom hun gerne senere vil-
le have lært at ride på hest,
så var anledningen der bare
aldrig.
Familieforhold
- Jeg havde et virkelig godt
forhold til min plejefar, men
knap så godt med min pleje-
mor. Hun gik, efter min me-
ning, lidt for meget op i at
være førstedame i byen. Der
var to rige familier i byen, og
de to kvinder konkurerede
indbyrdes om, hvem der var
førstedamen.
- Min plejemor var tidlige-
re skøjteprinsesse, og det
hang lidt ved. Og vores for-
hold var da ikke så dårligt,
at jeg på noget tidspunkt
tænkte på at tage hjem, men
ind imellem havde vi kon-
frontationer.
- De havde nok også for-
ventet, at jeg havde mere at
gøre med min jævnaldrende
plejesøster. Vi kom godt ud
af det sammen, men vi hav-
de forskellige karakterer og
fik dermed forskellige ven-
ner. Det var ikke altid lige
populært.
- Skolen er bygget om-
kring status også blandt ele-
ver. Der var queens, home-
comming queens, basket-
ballqueens og alt muligt. Og
ved en tilfældighed fik jeg
venner blandt de piger, som
havde høj status. Det tror
jeg både min plejemor og
-søster blev lidt jaloux over.
- Det var første gang sko-
len havde en AFS-er, så ele-
verne var meget interesse-
ret i mig, og det betød, at jeg
kom meget ud til andre.
- Uanset hvilke negative
og positive oplevelser man
får på sådan en tur, så har
man alligevel haft så mange
dej Uge oplevelser i løbet af
året, at man har knyttet
mange venskaber og fået et
specielt forhold til den fami-
lie, man boede hos, så selv-
om jeg glædede mig til at
komme hjem, så var jeg også
lidt beklemt ved at komme
afsted.
Racisme
- Nogle af de ting, som har
prentet sig ind i mig fra min
tur i USA var negerproble-
matikken. Jeg stødte på det
i New York, hvor vi var på
sight-seeing, hvor vi løb ind
i store demonstrationer med
megen vold.
- Og i den by, hvor jeg boe-
de havde man en meget raci-
stisk holdning til negerne.
Det havde jeg meget svært
ved at tolerere. Men det nyt-
ter ikke at man kommer til
et fremmed land for at revo-
lutionere, så man er nødt til
at være villig til at indordne
sig, også selvom det går ens
eget indre imod. Vi kan selv-
følgelig fortælle vores syn på
det, men må også have re-
spekt for deres meninger.
- Min familie havde den
holdning, at negere var
dumme og dovne. Det var
andenrangs mennesker. Der
boede ingen negere i byen,
og alligevel havde de alle den
holdning.
- Engang var jeg med til
en basketball-kamp i en an-
den by. På det andet hold
var der et par negerpiger.
Jeg tænkte ikke nærmere
over det, da jeg i pausen tal-
te med den ene af negerpi-
gerne. Det havde en af mine
bekendte set og havde slad-
ret til min familie. Og mine
plejeforældre skældte mig
bagefter ud og sagde, at det
skulle jeg ikke prøve at gøre
en gang til.
- Det virkede meget
stærkt på mig.
Fred
- Jeg er overbevist om, at jo
flere, der får udvidet deres
horisont ved at rejse ud og
lære andre at kende, jo flere
er der til at kæmpe for fre-
den. Det er måske få i ver-
denssammenhæng, der
kommer ud at rejse gennem
AFS, men mange bække
små...
- Jo flere år, der er gået jo
mere ser jeg værdien af så-
dan et ophold. Det har
ihvertfald præget min tilvæ-
relse senere hen enormt me-
get. Mine slogans i næsten
alt hvad jeg foretager mig
bygger på tre ting - gensidig
tolorance, gensidig tillid og
gensidig respekt. Og det er
helt sikkert noget, som
stammer fra mit ophold i
USA. De tre ting synes jeg
kan bruges i alle sammen-
hænge i livet.
- Ved at komme ind i an-
dre kulturer og en anden
hverdag, ser man hvordan
man selv lever, og man kom-
mer til at tænke over tinge-
ne. For kan man overhove-
det sige, at det ene er bedre
frem for det andet. Samtidig
med at man får indblik i an-
dres hverdag, så lærer man
meget om sig selv og om sit
eget land. Det synes jeg er
utrolig vigtigt, ikke mindst
for et lille folkeslag som os.
- Det er vigtigt at bevare
de værdier vi ønsker at beva-
re samtidig med at vi kan
lade os inspirere ved at åbne
op for omverdenen.
- løvrigt har jeg lagt mær-
ke til, at unge der har været
på AFS også bagefter gen-
nemfører deres uddannelse.
Så jeg tror, at man på den
måde får nogle stærke unge
mennesker med vilje til gøre
noget for samfundet.
- Derfor mener jeg også, at
det er hjælp til selvhjælp,
hvis vi gør noget for at de
unge kommer ud og opleve
verden.