Atuagagdliutit - 21.08.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 64 • 1997
GRØNLANDSPOSTEN
LAASI FRA ILLORSUIT
Af Jens Brønden
Mennesket bag landsstyreformand Lars Emil Johansen hedder Laasi. Her fortæller han om sine første år
Forleden sad jeg og snakkede
nogle timer med Laasi fra II-
lorsuit, en bygdedreng, der al-
drig har følt sig rigtigt hjem-
me andre steder. Heller ikke i
Uumannaq, hvor han flyttede
til som 11-årig efter sin fars
død. Illorsuit er hans hjem.
Der bor hans idoler, de af dem
der er stadig lever, og det er
her, han vender hjem, når ti-
den kommer.
Laasi blev født 24. septem-
ber i 1946, og han husker sin
barndom som en tryg og lyk-
kelig tid. Hans far var ud-
stedsbestyrer, som det hed
dengang, og hans mor jord-
moder. De var begge to et par
mennesker, han kunne regne
med, børn af fangere og præ-
get af den kultur og tradition,
som var overleveret fra gene-
ration til generation.
Også Laasi’s far var fanger,
sådan da. Når vejret var til
det, lukkede han butikken og
tog afsted med de andre fan-
gere. Til gengæld havde han
døgn-åbent, når han var hjem-
me. Vigtige ting som patro-
ner, proviant og kaffe kunne
man altid få, når man havde
brug for det.
Der er ikke så mange, der
kender Laasi, der er opkaldt
efter sin farfar. Men føjer vi
Emil Johansen til, er alle klar
over, hvem vi har for os. Han
blev landsstyreformand og
har været en af Grønlands fø-
rende politikere i 26 år.
Men det er ikke så meget
Lars Emil, denne historie
handler om, men Laasi, men-
nesket bag politikeren, perso-
nen bag den myndige grøn-
landske overboss’ facade.
Følsom
Jeg husker Lars Emil fra hans
politiske start i 1971, da den
unge generation indtog den
politiske arena og meget hur-
tigt med en velsmurt politisk
organisation i ryggen skaffe-
de sig fodfæste i grønlandsk
politik. De havde tiden med
sig, de unge politikere. De var
veluddannede, veltalende og
de tog fat på et opgør med det
danske formynderi, en kamp
der vandt genklang i befolk-
ningen.
Jeg fotograferede hele det
nyvalgte landsråd uden for
den gamle retsbygning, hvor
den store nye landsstyrebyg-
ning nu står. Det var en varm
forårsdag, og de hvide ano-
rakker blændede i solen. En
for en stillede de op til por-
træt, men billedet af den und-
selige Lars Emil Johansen
blev ikke så skaipt som de
øvrige. Enten har han stået
noget uroligt der midt i virak-
ken, eller også har jeg rystet
på hånden. Efter nogle timer i
mørkekammeret lagde jeg
billederne op på køkkenbor-
det på redaktionen, og vi stod
alle og betragtede dem.
Efter nogen tid, hvor den
gamle redaktør Jørgen Flei-
scher gav sin vurdering af de
nye opkomlinge, skar kontor-
damen igennem og pegede på
Lars Emil. Han var hendes
favorit, for han var så langt
den mest sexede.
Det var svært at lodde Lars
Emils reaktion på den historie
forleden, da jeg fortalte ham
den. Han grinede da, men der
kom ingen hurtige replikker.
På en måde virkede han lidt
forlegen og blufærdig, men et
liv i frontlinien har lært ham
at holde sig stående, uanset
hvad der sker.
Hans egen historie afslører,
at han er både genert og føl-
som. Men han er også meget
sammensat, på én gang udad-
vendt og tillukket og - efter
hvad han selv siger - angst for
at blive svigtet.
Den hvide anoraq
-1 Illorsuit kom sneen ofte på
min fødselsdag, fortæller Lars
Emil. - By og land klædte sig
i hvid anorak og bød til fest.
Der var en vidunderlig stem-
ning i den by, og den har væ-
ret med til at præge min barn-
dom.
- Min forældre blev forel-
skede under et ophold i
København. Det var i det
grønlandske hus på Amager
Strandvej i begyndelsen af
30’eme, og den dag i dag
kører jeg altid her forbi, når
jeg kommer fra Kastrup og
kører ind mod byen. Det er
trods alt et sted, der har betyd-
ning for mig, og jeg føler, at
jeg lige må runde adressen for
at se, om alting er som det
plejer.
- Det var en bekymringsløs
barndom. Livet gik sin gang
på en naturlig og afslappet
måde. Alle havde noget med
fangst at gøre. Mine helte var
fangere. Karl Ottosen, Aa-
jooq, der stadig lever, men er
langt oppe i årene og Knud
Nielsen, Kunoorsuaq, der var
en stor skikkelse og hvis bil-
lede, jeg i mange år har haft
hængende på min opslagstav-
le. Og Juuarsi... Dem har jeg i
tankerne, når jeg skriver taler
og artikler. Jeg formulerer
mig i et sprog fra deres be-
grebsverden for at blive for-
stået rigtigt.
- De var mine forbilleder.
Dengang drømte vi ikke om
at blive piloter eller brand-
mænd, men fangere. De var
vore idoler, og det var deres
bedrifter, der virkelig rykke-
de.
- Det er mærkeligt, at jeg
ikke selv blev fanger, og at
jeg vel er det menneske i
Grønland i dag, der er mindst
jæger i. Der er næppe mange,
der i en alder af 51 år endnu
ikke har skudt sit første rens-
dyr, eller sin første sæl. Ikke
engang en rype har jeg skudt.
Rypen
Pludselig skraldgriner Lars
Emil, fordi han kommer til at
tænke på en episode, hvor
velmenende venner havde
fået den ide, at nu skulle han
have sin første rype.
- Der findes flere versioner,
og de er langt fra ens, fortæl-
ler han stadig grinende. Her er
min egen:
- Det var i Kangerlussuaq,
hvor Steen Malmquist invite-
rede på rypejagt. Jonathan
(Motzfeldt - red.) og Hanse-
paajuk (Gabrielsen - red.) og
Lars Emil ventede på fly, og
tiden gik langsomt. Det var i
begyndelsen af 1970’eme før
de fastvingede flys tid, og he-
likoptertrafikken fulgte ikke
nogen fast fartplan.
- Det frøs 30 grader, og vi
var egentlig ikke klædt på til
rypejagt. Men nu skulle det
altså være. Vi tog afsted i bil
og kørte helt frem til et områ-
de, hvor der var masser af
ryper. Først skød Steen Mal-
quist dem, han skulle have, og
de store jægere Jonathan og
Hansepaajuk, den sidste i sit
ulastelige mørke tøj med hvid
skjorte og slips, pelshuse og
guldmanchetknapper, skød,
hvad de havde brug for. Og så
blev det min tur.
Der sad en rype fem meter
fra bilen. Jeg sigteder på den,
men lukkede øjnene af angst
for skraldet og ramte langt
forbi. Det er mit hidtil eneste
forsøg på at aflive en rype, og
det var altså ingen succes.
Jonathans version går på, at
da rypen så, det var Lars
Emil, der skulle skyde, tænk-
te den:- Nå, det er bare Lars
Emil! Og så satte den sig til at
sove.
Længe om at lære
- Min manglende interesse for
jagt skyldes ikke et eller andet
dyreromantisk. Det har bare
aldrig sagt mig noget.
- En dag i foråret tog min
far mig med på fangst. Nu
skulle det være. Min mor har
siden fortalt mig, at han var
nervøs over, at det i begyn-
delsen gik mig så dårligt i
skolen. Jeg fattede ikke noget
af det, de prøvede at lære mig,
og så måtte jeg jo lære fang-
stens mysterier. Vi sad en hel
dag på et isfjeld med en sø-
røverkikkert, men det, jeg hu-
sker mest fra den tur, var, at
jeg tilbragte en time op ad
kakkelovnen efter hjemkom-
sten, hundefrysende og uden
den stolte fangers glæde over
dagens bedrifter.
- Jeg kan såmænd godt for-
stå, at min far var bekymret.
Jeg kunne hverken læse eller
skrive det meste af mit første
skoleår og var også længe om
at lære at tale.
- En dag fortalte far min
mor, at han havde på fornem-
melse, at kateketen var ude på
at få forskud. Det forstod mor
ikke rigtigt, men far forklare-
de så, at kateketen havde for-
talt ham, at »Utoqqakassak«
var blevet dygtig i skolen. Det
havde de åbenbart ikke helt
tillid til, men det var ikke smi-
ger for at få forskud på løn-
nen. Jeg var blevet dygtig,
men havde altså haft et tem-
melig langt tilløb.
- Vores kateket var i øvrigt
en fantastisk pædagog. Da vi
skulle til at lære dansk, for-
stod han, at det ikke var nok
at terpe gloser og læse inden-
ad. For eksempel spadserede
han hen over gulvet og spurg-
te:- Hvad gør jeg? - Du går,
sagde vi på dansk. Og han
vadede endnu en tur og stand-
sede op og spurgte:- Hvad
gjorde jeg? Og vi lærte hurtigt
at svare:- Du gik... Og så
fremdeles. Han viste os, hvad
sproget dækkede over, ved at
optræde.
Fars død
- Den 21. januar 1958 opleve-
de jeg det første svigt i mit
liv. Den dag døde min far af
en relativt banal sygdom, lun-
gebetændelse. Det var vinter,
og vi havde ingen forbindelse
med omverdenen. Der var
ingen telefon og ingen kon-
takt med lægen i Uumannaq.
Isen kunne ikke bære, og der
ASSJ FOTO: NAMMINEQ PIG1SAQ / PRIVAT