Norðlýsi - 03.01.1919, Qupperneq 2

A'ar siðen lioldt sit Indtog1 paa Island,
og der er ad denne Vej vundet saa stor
Kapital, at man, saa snart der bliver
Lejiigbed dertil, vil se den islandske
Trawlerzlaade blive foløgog Aar efter
A’ar.
Vi kan i det mindste ikke rose os
ai', at Islænderne i dette Tilfælde liar
taget Lære af os. Tværtiniod skulde
vi nøje b.etragte den Udvikling, der
fóregaar oppe paa vor Naboa og o\rer-
veje orn vi ikke er kommet langt- ag-
terud, siden vi første Gang besøgte'voj
re Brødre deroppe.
Det staar de fleste Færinger klart,
at skal vi kunne luevđe vor Ktilling
som fiskeridrivende Nation, maa vi fra
den gamie Bane, ad livilken vi hidtil
har kørt, bane os nye Veje, hvorefter
vi kan optage saínme Drift, som*frem-
mede Nationer benytter i vore Far-
vanđe. •
Det er dette, Islænderne nti’ be-
stræber sig for at fulđstænđiggøre for
deres Veđkommenđo. Island har ogsaa
ifolge đets geografiske Beliggenhed
Betingelser for i Fremtiđen at knnne
nævnes blanđt Verdens betydeligste fi-
skeriđrivende Nátioner.
51 e n; v i ?
Hvordan stíller Fremtidsmulighed-
erne sig hos os med Hensyfi til Fiskeri?
Hvis man i det liele taget skal
kunne danne sig Forestillinger om, i
livilken Retning Fremtidens Udviklihg
vil gaa, maa nian i Forbindelse med deu
historiske Uflvikling tage Nutiden som
den er, samtidig med at man efter bed-
ste Evne søger at summe.re alle de
Omstændigheder.der knnde formenes at
have Indflydelse -paa Udviklingen. Seiv
om man 'efter bedste Overbevisning fel-
ger denne Regel, saa er det fremtiđige
altid nnderkaitet adskillige Tilfældighe-
der, soin man paa Forliaand ikke liavde
regnet med. Ligesom det overhovedet
er en saare vanskelig Ság at udtale
sig om en livilken som iielst Ting eller
Opgave, som ligger i Fremtidens Taage
vil det, der uđtales om vore Fiskeri-
nitiliglieder i Fremtiden, knn være en
Betragtningsmaade, der er bygget paa
de Tilstan.de, der er herskende i Nuti-
den.
Den for os uberegnelige Fiskerig-
dom, som Havet gemmer, bliver altiđ for
en Del hæmmet i sin Vækst ved den
Drift, som adskillige af Verdens Nati-
oner daglig har i Gang for at knnne
være med i Kappestriden, der føreS for
at faa den størst mulige Part af Ha-
vats Rigdonnne- Det, der gælder ortt, er
at opnaa de sterste øjeblikkelige For-
dele, uden Hensyn til den mer eller
mindre skadelige Indvirkning de forskel-
lige Driftsmaader kunde øve paa det
fremtidige Fiskeri.
D(*t er almindelig Enigbed om, at
den Fiskerimaade, som vi liar optaget
efter Englænderne,. nemlig Kutterfjskeri
đrevet med Haanđline, er blandt de nu
anvendte Driftsmaader den mindst ska-
đelige. Travvldriften, dsr maa beteg-
aes som den mest mođerne Metode in
denfor Fiskeriets Omraade, sætter .sine
tydelige Spor overalt, livor den drives
paa- en: intensiv 5íaade.
99 S rø i íp l ias „
Hvor er »Sn;iril«?; Hvad bestiller
»Smiril«?, Hvornaar kommer »Smiril«?,
saaledes spørger Folk, — men der givæs
intet Svar.
Det er nu længe sidøn, at. vort
Kystskib; ophørte med at sejle efter en
Fartplan, ved Hjælp af hvilken Folk
wtndt omkring kunde følge Skibset Be-
vægelser. I Betragtning af de vanskeli-
ge Forliold der raader ber lios os, vil
alle yæi'e enige om, at'Skibet har fulgt.
sin Plan paa mønstergýldig Maade.
Derimod har Folk ikke Grnnd til
at yde Myndigheđerne nogen Anrekend-
else for at blive holdt á jour med Ski-
bets Bevægelser nu; hvor dette ikla
kan følge fast Plan. Det er ínærkeligt,
saa lidet Hensyn der vises Almenlieđcn.
De centralt beliggende Dele af Øerne
lider intet Savn, men IJdkanterne líder
til Stadiglied uiider en 5Iangel paa rig
tig Besked, der i yirkeligheden er
helt utaalelig. Det var i højeste Grad
ønskeligt, at .rette Vedkmnmende lod be-
kendtgøre i et eller flere af Bladenø
saadanne Oplysningre orn Skibets Riite,
som det til enliver Tid var rnuligt at
givo, og som var absolut rigtige.
,, V 23 j>' n F & ir « y n t*
Táid tey boúini bórust út mn For-
oyaland í summar, at múðurmálid aftur
skuldi koma til æru í skulunum, var
vist mangnr madur giadur, í alt fall
allir Føroya kennarai’, sum nú óttaleysir
kunđi koina at tala hjartamálid vid
børnini, Ein gav tú ilt av sær i »Dim-
imi«, men kánska liann longu er hvor-
vin av Føroya steinum — eg ætli tad.
Allir, id fáast vid at læra børn,
eru ivaleyst á einum máli um, at tađ
fyrst og fremst rædur nra, at børnini
kunna keun.a tad eins og ein stnttleika
ai lesa. Aunars verdur úrslit.id ney-
vau gott.
Men livat liava nú okkara skúla-
børn at lesa á føroyskum máli? — Jú!
vit hava tvær lesibøkur, eina fyri yngri
og eina fyri elđri børn, sum bádar óiv-
ad eru godar, men tad er als ikki uokld
A BTA K:S B1 ..
Det tilkendegives lienredj at man,
saa længe Influenzaepiđemien vedvarei*,
ikke ønsker nogen som helst Besøg af.
Personer udeira til Bygderno Haralđ-
sund og Skard, og i det liele taget in-
tet Samkvem med andre Bygder, uđen
livad strengt nødvendigt er.
Kcbocrne
i Haraldsnnd og Skard.
Børnini vera skjútt kedd av at sita og
jótra tad saina ferđ eftir ferd; ístadin
fyri at stiíttleika sær vid lesnadan, ve-
ra tey hjartaliga kedd — smn vitu-
ligt er.
Nei! fyri at nakad hjartalív kann
nørast í børnunum, tørvast teinmm and-
liga fødslu.
Vit liava í gomlum døgum átt eitt
frálika gott barnablad, »lTugu Føroy-
ar«; tad liarmar víst mangau mann,.
at, lietta blad ikki longur kemur út. Eg
kann niinnast, hvussu eg sum smápiltur
um vetrarkvøldini plagdi sita og stut't-
leika mær vió at lesa tæi' fráliku bar-
nasøgur; tad erir ivaleyst fleiri enn eg,
id enn duga tær sógnrnar uttan á fing-
runum eins og Fadir vár. Jú! tad var
nakad, id alđi lestrahugin.
Yila tyguni, harri blartstjúri! livørs
vegna lietta blað ikki meira sær dag-
. sins ljós?
Eg fái meg illa at trúgva, at For-
oya kennarar eru so stuttskygdir, at
skyldin kann liggja lijá teimum.
Eim minni fái eg meg til at t.rúg-
va, at stjørn Føróya kennarafelags
kann Iiavn nakra skyld, minnandf meg'
á, hvørjir liinirnir eru.
Tann einasta oi'søk, eg kann sígg-
ja, er, at tad má vera tað vatíTukku
peningatrot, sum sigiir »st.opp«. CJm
so er, má stjørn falagsius taka sær unr
reiggj og gera, Iivat id gerast kann,
so hesin nieinbpgi kann ruddast. av
vegnum t. d. vid at senda bønarbræv
til løgtingid og bida tad um studnl.
— Vit hava jú barst fyri at fáa
Føroj'a mál áftur á sín gnmla sess;
vit hava skrálað núg so dúgliga nm,
at tad er als ómøgulig't at fáa Jestra-
hHgin vaktan i børuunum vegna tivss,
at tey smán byrja vid einnnx fremm-
andum máli; men latíd okkum minnast,
at hugurin verdur ikki vaktur bert vid
tveimum lesibókum.
Eiu kpnnari.
í'ærøsk (jíisílitiájenesíc.
Første Juledags Aften var der i
Klaksvig Kirke færøslc Gndstjeneste.