Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.09.1920, Blaðsíða 8

3 (i
Meddelelser fra Dansk-islandsk Kirkeudvalg.
serens Lidelse og Dod s:ia forfærdelig, er ikke, at et
Menneske her lider og dør uskyldig, men Gud, som af
idel Barmhjertighed er traadt frem paa Jorden i et
syndigt Køds Lignelse, for at frelse fortabte Menne-
sker. Den levende Guds vældige, ja frygtelige Majestæt
stilles Læseren gennemgaaende mere kraftig for Øje
end Frelserens Person, hvilket sandsynligvis er en
Følge af Prædikantens hele orthodokse Tilsnit. Og dog
hæres hele lians Gudsforhold først og sidst af en le-
vende Kristentro. Dette træder især klart frem i hans
gribende Passionsptædikener, navnlig de over de syv
Ord paa Korset. Ligesom den menneskelige Syndighed
og Skyld skildres meget indgaaénde under Anvendelse
af de mest rammende og mange Gange endog ret dra-
stiske Billeder og Sammenligninger, saaledes ogsaa
Dødens og Dommens Alvor. Men over den almindelige
Syndighed i Verden glemmer Taleren dog aldrig sin
egen personlige Synd og Skyld. Dette fremgaar tydelig
af, hvorledes han idelig i Talens Varme gaar fra Vi-
Formen over til Jeg-Formen og med Inderlighed og
Aabenhjertighed fremstiller sig selv som den store
Synder, der fremfor nogen selv trænger til Guds dag-
lige Tilsagn om Naaden i og med Syndernes Forla-
delse. Og han formaar at skildre Dødens Gru og Dom-
mens frygtelige Alvor, saa Haarene maa rejse sig paa
ens Hoved, samt udmale Fortabelsens Rædsler, saa
Ordene gaar én til Marv og Ben.
Jo mere man fordyber sig i Jon Vidalins Prædi-
kener, des mere forbavses man over den Rigdom, de
rummer, den Dybde af Erfaring, de er præget af. Der
er næppe Tvivl om, at han som Prædikant staar i for-
reste Række blandt Nordens samtidige.
Af Vidalins øvrige trykte Arbejder fortjener hans
til Dansk ved II. Becker oversatte „Undervisning i Kri-
stendom" ogsaa at nævnes paa Grund af dens store
Klarhed og koncise Fremstilling. Af utrykte litterære
Efterladenskaber findes bl. a. en Oversættelse fra
Grundsproget af det Ny Testamente. Saa vel af Sam-
tid som af Eftertiden berømmes Vidalin for en usæd-
vanlig Færdighed i Behandlingen af det latinske Sprog
baade i Prosa og Poesi. At den Berømmelse ikke er