Det Nye Nord - 25.06.1919, Blaðsíða 7

25. Juni 1919
DET NYE NORD
Side 349
Slesvig, som det er muligt at opnaa, ønsker jo dog
ikke dette for at faa saa mange Tyskere ind under
Danmark som muligt og saa gøre dem til Danske.
Tvertimod: det er jo kun Hensigten med den syd-
ligste Grænse at faa saa mange Danske som mu-
ligt ind under Kongeriget. Det siges jo udtrykkelig,
at de Tyskere, som vi ikke kan undgaa at faa med,
helst maa fortrække saa snart som muligt. Men selv
om vi nu faar — og beholder — nogle Hundrede
Tusinde Tyskere ind under Danmark, er der saa
Grund til, af Hensyn til dem, at skabe et nyt Uni-
versitet? Tidligere kunde Meningen, som sagt, være
at paavirke de statslig selvstændige Hertugdømmers
Befolkning i dansk Retning. Men nu er det jo Me-
ningen at inkorporere Nordslesvig under Kongeriget.
Er det saa ikke rigtigere at søge at trække Grænse-
befolkningen ind imod et rent dansk Centrum end
at lægge et (dansk-tysk) Universitet lige ved Grænsen?
Og dernæst maa det siges, at Nørrejyllands Befolk-
ning ikke vil anse sit Krav paa et nyt Centrum for
dansk Aandsliv for fyldestgjort ved et dansk-tysk
Universitet i Flensborg. At jeg har Ret heri, det skal
nok blive godtgjort, inden Bestemmelsen om et Uni-
versitet i Flensborg bliver truffen. Men det turde vel
iøvrigt være ret selvfølgeligt.
Jeg haaber nu, at Spørgsmaalet om, hvor det ny
Universitet skal ligge, naar dette Spørgsmaal til sin
Tid skal afgøres — der er saamænd lang Vej frem —
maa blive afgjort ikke paa Grundlag af en Stem-
ning (jfr. Professorens Udtryk: »sin tilbagevendende
Datter«), der let kan forkludre Spørgsmaalet for Tid
og Evighed, men af nøgterne Hjerner, som tager
Sagen under — som sagt — saglig og reel Behand-
ling.
Men — trods alt — kan vi godt til en vis Grad
tage Professorens Artikel til Indtægt for vor Anskuelse:
at vi bør have et nyt Universitet, og at det bør ligge
centralt i Nørrejylland. Professoren indrømmer nem-
lig: 1) at vi bør have et nyt Universitet foruden
Københavns; 2) at dette bør ligge i Jylland; og 3)
at man ved et Universitet i Flensborg i en Overgangs-
tid (hvor lang mon den bliver?) bør tillade Univer-
sitetslærerne at benytte begge Sprog ved Undervis-
ningen, hvortil de tyske Studenter endog efter Pro-
fessorens Mening skulde have en vis Ret.
Til Slut kan jeg ikke lade være at anholde en lille
Passus i Professorens Artikel. Han skriver: »At Byen
(Flensborg) geografisk ligger næsten paa en Linie fra
Sønderjylland til Hovedstaden, er ogsaa en Fordel
for national Paavirkning, men det er en stor Omvej,
som fører fra Nordslesvig over Aarhus til København«.
Det er, synes mig, mørk Tale, eller, hvis der er no-
gen Mening i det, Københavneri af allerværste Art.
Og endelig maa jeg advare mod den Tanke, som
Professor Fabricius lader skimte frem: at man mulig
kunde dele Universitetet, lægge ét Fakultet i én By,
et andet i en anden. Skal vi have et nyt Universitet,
bør det — ialfald efterhaanden — blive et virkeligt
Universitet, et samlet Centrum for dansk Aandsliv
og Videnskab.
Aarhus i Juni 1919. Drechsel.
FREDSTRAKTATENS BESTEMMELSER
VEDRØRENDE SLESVIG.
Det i Danmark længselsfuldt ventede Øjeblik, da
det danske Slesvig igen skal forenes med Danmark,
staar nu endelig umiddelbart for Døren, efter at Tysk-
land omsider har besluttet sig til at underskrive
Fredstraktaten.
Det er derfor med Følelsen af Øjeblikkets store
Betydning, at man læser den nylig i Dagspressen of-
fentliggjorde Ordlyd af Fredstraktatens Bestemmelser
vedrørende Slesvig. Og man kan ikke andet end fyl-
des med Taknemmelighed over den Maade, hvorpaa
de sejrende Magter helt igennem har varetaget Dan-
marks Ret og Interesse.
Der er ganske vist ét Hovedpunkt i Bestemmelserne,
der ved første Øjekast maaske kunde fremkalde Be-
tænkelighed. Det er den første Sætning i Art. 109,
der lyder saaledes: »Grænsen mellem Tyskland og
Danmark skal fastsættes i Overensstemmelse med
Befolkningens Ønsker«. Her staar altsaa ikke: »i
Overensstemmelse med Danmarks Ønsker«, men:
»med Befolkningens Ønsker«. Og man kunde da
muligt frygte for, at Grænsen skulde drages strængt
efter den doktrinære Forstaaelse af Sætningen om
Folkenes Selvbestemmelsesret, der er altfor gængs i
Danmark, og hvorefter enhver nok saa lille Del af
en Befolkning skulde have en hellig moralsk eller
endog juridisk Ret til selv at bestemme over, hvilken
Stat den vilde høre til, altsaa saavel til at rive sig
løs fra den Stat, den har tilhørt i Aarhundreder, som
til at stemme sig ind i en anden Stat, der maaske
slet ikke ønsker dens Optagelse i Staten.
At de sejrende Verdensmagter virkelig skulde hylde
en saadan vel formelt logisk-konsekvent men, som
Verdensforholdene endnu er, praktisk ganske umulig
Opfattelse, der vilde kunne føre til Opløsning af eller
idelig Forstyrrelse af alle Stater, maatte dog paa
Forhaand klinge ganske utroligt. Ententens pure Af-
visning af Kravet om Folkeafstemning i Alsace-Lor-
raine, Englands Afvisning af de irske og ægyptiske
Adskillelseskrav og Magternes Afvikling af det østrig-
ske Dødsbo har altfor tydeligt vist, at de ikke er til-
sinds at drive Principet om Befolkningens Selv-
bestemmelsesret ud i Yderligheder, hvorved det kom-
mer i Konflikt med livskraftige Staters Selvbestem-
melsesret. Og at det heller ikke er Ententemagternes
Vilje, at den slesvigske Befolknings Ønsker skal komme
i Konflikt med den danske Stats Selvbestemmelsesret,